Tidligere på året blev det annonceret, at Barbara Bertelsen bliver ansat som statsminister Mette Frederiksens (S) nye højre hånd. Bertelsen er en gammel bekendt af statsministeren, og kan samtidig se frem til en lønforhøjelse i forhold til hendes forgænger.
Det kan gravermediet Journalista afsløre.
Årslønnen for den nyudnævnte højre hånd for den socialdemokratiske statsminister er nemlig på hele 2.417.947 kroner.
På baggrund af aktindsigter opnået af Journalista fremgår det, at Barbara Bertelsen som ny departementschef i Statsministeriet vil få 2.198.822 kroner i grundløn. Oveni det beløb skal skatteyderne også betale 219.125 kroner årligt i pension til Bertelsen.
Samtidig får hun mulighed for at modtage en lønbonus.
Dermed får hun højere løn end Christian Kettel Thomsen, hendes forgænger på den magtfulde embedsmandspost.
Han blev nemlig belønnet af skatteyderne med en årlig grundløn på 2.176.345 kroner samt pensionsindbetalinger på 221.597 kroner.
Kettel Thomsen har de seneste år modtaget en fast bonus på 125.000 kroner.
Barbara Bertelsen har tidligere arbejdet sammen med Mette Frederiksen i Justitsministeriet, da Frederiksen var justitsminister. Her indtog Bertelsen også rollen som departementschef.