Kulturminister: Der var ingen politisk indblanding i 24Syv-lukning

Medieordførere vil have minister til at afklare, hvem der besluttede, at Radio24syv ikke skulle fortsætte.
- Jeg vil klart afvise, at jeg, min særlige rådgiver, embedsmænd i Kulturministeriet eller regeringen har forsøgt at påvirke Radio- og TV-nævnets afgørelse af DAB-udbuddet, siger kulturminister Joy Mogensen (S). (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
- Jeg vil klart afvise, at jeg, min særlige rådgiver, embedsmænd i Kulturministeriet eller regeringen har forsøgt at påvirke Radio- og TV-nævnets afgørelse af DAB-udbuddet, siger kulturminister Joy Mogensen (S). (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

11/03/2020

På et samråd afviser kulturminister Joy Mogensen (S), at der har været politisk indblanding, da fremtiden for Radio24syv blev afgjort.

- Jeg vil klart afvise, at jeg, min særlige rådgiver, embedsmænd i Kulturministeriet eller regeringen har forsøgt at påvirke Radio- og TV-nævnets afgørelse af DAB-udbuddet, siger ministeren.

Joy Mogensen er kaldt i samråd, fordi en lang række medieordførere vil have afklaret, hvem der tog beslutningen om, at Radio24syv ikke skulle vinde udbud af ny DAB-kanal og derfor måtte lukke.

Det er blandt andre Venstres medieordfører, Britt Bager. Hun er også repræsentant for samrådets spørgere. Hun indleder med at redegøre for sin undren:

- Der er flere forhold i sagen, som vi har undret os over. Pressen har afdækket, at Radio- og TV-nævnet mest af alt har ageret gummistempel og én til én har godkendt det arbejde, som embedsmændene i Kulturministeriet har lavet, siger hun.

Det er Berlingske, som har afdækket, at beslutningen, om hvem der skulle vinde udbuddet af den nye DAB-kanal, formelt blev truffet af det uafhængige Radio- og TV-nævn. Men at det skete efter indstilling fra nævnets sekretariat.

Det består af embedsfolk fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Det var Radio Loud, der vandt udbuddet, selv om mange havde opfattelsen af, at udbuddet var skræddersyet til Radio24syv.

Kilde: /ritzau/