Jan Carlsen erstatter Fonseca under sygeorlov

Det bliver 2. suppleanten Jan Carlsen, der vikarierer for Mike Fonseca under sygeorlov, og ikke Michael Hertz.
Jan Carlsen bliver vikar på Christiansborg under Mike Fonsecas sygemelding. (Arkivfoto).
Jan Carlsen bliver vikar på Christiansborg under Mike Fonsecas sygemelding. (Arkivfoto).

Ritzau Ritzau,

21/11/2023

Det bliver en anden erstatning for Mike Fonseca end planlagt.

I stedet for Michael Hertz skal Jan Carlsen overtage Mike Fonsecas plads i Moderaternes folketingsgruppe under sygeorloven.

Det fortæller partiets pressechef Ulla Østergaard.

Jan Carlsen er 2. suppleant og således ikke førstevalget.

Men den første suppleant Michael Hertz har meddelt partiet, at han ikke kan overtage pladsen lige nu.

Det skyldes, at Michael Hertz kone har fået nyt job, og at hans egne virksomheder ikke kan undvære ham i øjeblikket.

Derfor har han ikke tid til med kort varsel at træde ind i Folketinget.

Jan Carlsen er opstillet i Sjællands Storkreds, og under valgkampen sidste år markerede han tre politiske hovedprioriteter i DR's kandidattest.

Danmark skal drives som en privat virksomhed, vi skal nytænke, reducere og optimere vores love, regler og bekendtgørelser, og der skal tilføres motiverende ordninger til at opsætte solceller.

Til Ritzau oplyser Jan Carlsen, at han for tiden arbejder som interim manager. Det betyder, at han hyres ind som midlertidig leder i forskellige virksomheder.

Det er ofte virksomheder, der har en form for produktion, men han vil ikke oplyse, hvilke virksomheder der er tale om.

- Det er ikke interessant for opgaven.

- Jeg har en aftale med en headhunter om, hvor jeg arbejder henne, siger Jan Carlsen.

Tidligere har han dog arbejdet mange år i mink- og pelsvirksomheden Kopenhagen Fur. Her stoppede han i 2014, og siden har han også været i forsikringsbranchen.

Minksagen fylder ikke i hans politiske motivation, fortæller han.

I stedet er Jan Carlsen "spændt og glad" for, at han nu skal prøve at komme i Folketinget.

Han tager ikke en særlig dagsorden med sig.

- Jeg skal ind og lære, hvordan det er at være i Folketinget, så jeg får en skarp indlæringskurve for at lære det hele på kort tid.

Jan Carlsen har en gymnasial uddannelse og bor i Roskilde.

Kilde: /ritzau/