Regeringen forbyder forsamlinger på mere end 100 personer fra mandag.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften på et pressemøde.
- Vi skal undgå, at for mange danskere bliver smittet på en gang. Det går allerede hurtigt herhjemme. Det går for hurtigt. Derfor intensiverer myndighederne indsatsen, siger hun.
I fredags blev der sat en grænse på maksimalt 1000 personer. Og det var alene en opfordring fra regeringen, at sådanne store arrangementer blev udskudt eller helt aflyst, men en lov bliver efter planen hastet igennem i denne uge.
- Vi har ikke hjemmel til at forbyde det ved lovgivning i dag, men vi kommer til at bede Folketinget håndtere hastelovgivning i morgen, siger Mette Frederiksen.
Det ventes indført fra mandag.
Derudover opfordrer statsministeren til, at natteliv, indendørs kulturinstitutioner og biblioteker også lukker øjeblikkeligt.
Håbet er, at tiltaget kan være med til at mindske udbredelsen af coronasmitte i Danmark.
Der er onsdag aften 514 registrerede tilfælde af coronavirus i Danmark. Ti personer er indlagt på hospitalet, to er på intensivafdeling, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Tallet er steget på en måde de seneste dage, hvor vi i Danmark ser den mest dramatiske stigning i antallet af smittede i Europa.
- Vi er ved foden af epidemien, coronavirus er sået i vores samfund. Det, vi gør nu, er afgørende for de kommende uger og måneder, siger han.
Tidligere på dagen var meldingen, at 1303 personer er i karantæne.
Kilde: /ritzau/