Den provokerende økonomiske virkelighed

CEPOS´ Cheføkonom Mads Lundby Hansen (MLH) møder kritik for at påpege det åbenlyse – desto flere goder der kan erhverves uden brug af egne penge – desto mindre vigtigt bliver det at tjene sine egne penge. Dette er grundessensen i MLH´s meget omtalte eksempel med offentligt finansierede biblioteker og deres påvirkning af arbejdsudbuddet.   

Bibliotekseksemplet er en del af en større grundlæggende debat om Finansministeriets regnemodeller, og mere specifikt om disse skal medregne de positive effekter af offentligt forbrug som Enhedslisten m.fl. på venstrefløjen mener findes. Udfordringen er dog at disse positive effekter ikke kan dokumenteres, men hvis det (senere) faktisk kan dokumenteres, skal det naturligvis indgå i regnemodellerne. Hvilket MLH da også har pointeret:

”Mit udgangspunkt er, at man selvfølgelig skal indregne adfærdsændringer afledt af det offentlige forbrug lige så snart der ligger tilstrækkelige undersøgelser til, at man kan indarbejde det. Den viden skal indarbejdes, hvad enten det er positive eller negative virkninger,« siger Mads Lundby Hansen.”  

Dertil kommer, at MLH også har peget på, at der er positive effekter forbundet med visse offentlige udgifter iht. arbejdsudbuddet – eksempelvis uddannelse:

”På uddannelsesområdet er vi blandt de lande, der bruger flest penge. I fravær af disse uddannelsesudgifter ville vi være fattigere. Men det er tvivlsomt om ekstra udgifter til uddannelsesområdet bidrager med noget positivt. Effekten kan også være nul og ligefrem negativ, f.eks. hvis de ekstra penge medfører overuddannelse, siger Mads Lundby Hansen.”

Cepos har naturligvis også tidligere beskæftiget sig med dette, og pointen er grundlæggende den, at når det gælder disse offentlige udgifter så bruger vi i Danmark i forvejen rigtig mange penge, og derfor er det mere end usikkert om det vil øge arbejdsudbuddet, at bruge endnu flere penge indenfor disse områder. Det er det såkaldte ´aftagende skalaafkast´ der kommer i spil, og det forklares bedst, som b.la. Cepos gør, som følger:

”Spænder man en hest for en tung vogn, kan den kun trække vognen langsomt og kort. Endnu en hest giver en stor forbedring, og det gør den tredje også. Men på et tidspunkt aftager afkastet af ekstra heste.” 

Der er, med andre ord, grænser for de positive effekter indenfor områder hvor der i forvejen bruges enorme ressourcer.

Med disse forbehold in mente kan vi nu vende tilbage til bibliotekseksemplet. Det er i øjenfaldende hvor provokerende det, for nogen, kan opfattes når de præsenteres for simple økonomiske sammenhænge. Iht. bibliotekseksemplet så kan effekten simplificeres ved, at se nærmere på to ekstrema-situationer:

Situation 1) Alt, fra fødevarer, husleje og kulturoplevelser etc., gøres ”gratis” (skatteyderbetalt). Hvad vil det betyde for lysten til at tjene sin egne penge? Det er ganske ukontroversielt at færre vil have lyst til at påtage sig et arbejde – arbejdsudbuddet vil, alt andet lige, falde.

Situation 2) Alt, fødevarer, husleje og kulturoplevelser etc., gøres brugerbetalt. Det er ganske ukontroversielt at flere vil have lyst til at påtage sig et arbejde – arbejdsudbuddet vil, alt andet lige, stige.       

Nu bruger jeg ordet ”ukontroversielt” i de to fiktive situationer fordi jeg antager, at de fleste vil opfatte det således i den respektive kontekst, men det bliver tilsyneladende kontroversielt når man inddrager samme perspektiv iht. et konkret område som biblioteksdrift. MLH har IKKE påstået, at den negative effekt på arbejdsudbuddet af skatteyderbetalt biblioteksdrift er kæmpe stor, eller at det er det eneste der påvirker arbejdsudbuddet, eller hvad man nu kan finde på.

I virkeligheden har MLH blot påpeget det åbenlyse faktum, at desto flere goder der kan erhverves uden brug af egne penge – desto mindre vigtigt bliver det at tjene sine egne penge.