Dansk forfatter vækker opsigt med takketale: "I Danmark har vi statsracisme"

Tirsdag aften modtog den danske forfatter Jonas Eika Nordisk Råds prestigiøse Litteraturpris ved en prisceremoni i Koncerhuset i Stockholm

Claes Kirkeby Theilgaard,

30/10/2019

Tirsdag aften modtog den danske forfatter Jonas Eika Nordisk Råds prestigiøse Litteraturpris ved en prisceremoni i Koncerhuset i Stockholm. Prisen blev han tildelt for sin bog "Efter Solen", som udkom i 2018. Sin takketale blev dog ikke brugt på at sige tak for prisen, men derimod på at sende en heftig kritik og anklage mod blandt andre statsminister Mette Frederiksen.

Undervejs fik Jonas Eika anklaget såvel den danske statsminister som andre nordiske ministre for racisme. Mette Frederiksen og den svenske statsminister Stefan Löfven var til stede under ceremonien, men skulle efter sigende være forstummet under Eikas tale og ikke have givet ham noget bifald.

"Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet", sagde Jonas Eika fra talerstolen.

Og ifølge forfatteren er racismen herhjemme ikke blot et spørgsmål om, at Mette Frederiksen og andre enkeltpersoner agerer racistisk. Faktisk har vi "statsracisme", mener han. 

"I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme", slog den 28-årige forfatter fast.

Efter at have vendt situationen i Danmark vendte Jonas Eika øjnene mod vores nordiske nabolande.

"Men jeg taler også til de andre nordiske ministre. Også i jeres lande placeres flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre. Og de bliver nedbrudt og syge, nogle forsøger at tage deres eget liv. Fra alle jeres lande er der folk der bliver deporteret til steder, hvor de ikke er i sikkerhed, eller hvor de ikke har nogen fremtid. Og mange af jeres lande er med til at finansiere udvidelsen og militariseringen af EU’s grænser, en proces der koster tusindvis af flygtninge og migranter livet, mens den på samme tid kommer sikkerheds- og våbenindustrierne til gode, herunder flere nordiske firmaer", fortsatte forfatteren sin takketale.

Til Nordisk Råds prisuddeling blev den svenske klimaaktivist Greta Thunberg tildelt Miljøprisen, men denne nægtede hun at modtage. Læs mere om den sag her.

Jonas Eikas forlag har udgivet hans tale i sin fulde længde på Facebook. Læs talen herunder.

 

Kilde: