Den Europæiske Centralbank (ECB) har torsdag hævet sin ledende rente med 0,25 procentpoint, så den nu er 3,75 procent.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Renten er dermed på sit højeste niveau siden maj 2001.
Det er kun cirka et år siden, at renten var på minus 0,5 procent. Det påpeger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.
- I juli 2022 hævede ECB renten for første gang i 11 år. Siden er renterne sat op med samlet 4,25 procentpoint, siger han i en skriftlig kommentar.
Han vurderer, at det så småt er ved at være slut med rentestigninger.
Har tæmmet inflationen med succes
Det samme mener Kristian Skriver, seniorøkonom ved Dansk Erhverv.
- ECB har været igennem en hurtig og stor pengepolitisk opstramning for at få inflationen under kontrol, men nu nærmer vi os afslutningen på renteforhøjelserne, siger han en skriftlig meddelelse.
Han påpeger, at EBC har haft held med at få inflationen bragt ned.
- Inflationen er aftaget mærkbart, mens der også er tegn på, at farten på økonomien begynder at aftage. Det er i tråd med ønsket fra ECB, lyder det.
Den Europæiske Centralbank er centralbank for eurozonen. ECB sætter eurozonens rente og kan også skabe flere euro efter behov og stabilisere økonomierne i eurozonen ved at opkøbe eller sælge statsobligationer.
Kilde: /ritzau/