Har fundet flere penge: Det økonomiske råderum bliver opjusteret

Igen får politikerne flere penge at gøre godt med frem mod 2030. Det meddeler finansministeren.
Universitetsreform og stigning i strukturel beskæftigelse er ifølge Nicolai Wammen blandt årsager til ny udvidelse af råderummet. (Arkivfoto).
Universitetsreform og stigning i strukturel beskæftigelse er ifølge Nicolai Wammen blandt årsager til ny udvidelse af råderummet. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

30/08/2023

En ny opjustering af det økonomiske råderum frem mod 2030 er på vej.

Det melder finansminister Nicolai Wammen (S) i et interview med Børsen tirsdag.

Ifølge mediets oplysninger bliver der tale om en opjustering på omkring tre til fire milliarder kroner.

Opjusteringen kommer, efter at råderummet i maj blev opjusteret med 16 milliarder kroner til 64 milliarder kroner.

Finansministeren siger ikke til Børsen, hvor stor opjusteringen i denne omgang bliver, men bekræfter kun, at den bliver mindre end sidst.

Skattelettelser eller velfærd

Råderummet betegner, hvor meget plads der i 2030 er til nye politiske initiativer på udgifts- eller skatteområdet - eller med andre ord, hvor meget der kan bruges på skattelettelser eller velfærd.

Wammen forklarer blandt andet den nye opjustering med en universitetsreform, der står til at forkorte visse kandidatuddannelser.

- Og derudover ser vi også, at den strukturelle beskæftigelse stiger. Det skyldes i høj grad, at der er en større tilgang af udenlandsk arbejdskraft, end man havde forudset, siger Wammen til Børsen.

Det fremgår ikke, hvornår opjusteringen af råderummet præsenteres.

Finanslovsudspil torsdag

Torsdag kommer regeringens finanslovsforslag.

Over for erhvervsmediet varsler Wammen, at der på grund af mere ro på inflationen over de seneste måneder vil være større frihed til at bruge penge i finanslovsforslaget.

En række elementer er allerede sluppet ud.

De handler blandt andet om højere befordringsfradrag, kortere ventetid hos domstolene, Amazonas-støtte og en styrkelse af udenrigstjenesten.

Kilde: /ritzau/