Bombe under forhandlinger om inflationshjælp: Tredje parti er ude

De Radikale er ikke længere en del af forhandlingerne om inflationshjælp.
Foto: Steen Brogaard
Foto: Steen Brogaard

180Graders Redaktion,

09/05/2022

I fredags gik to. I dag gik det tredje.

De Radikale har nemlig proklameret, at de ikke vil være en del af forhandlingerne om den nye inflationshjælp. Dermed slutter partiet sig til Venstre og Konservative, der forlod forhandlingerne i fredags.

Det skriver Ritzau.

"Det kan forværre inflationen yderligere"

Partiets finansordfører, Andreas Steenberg, bekræfter, at partiet er ude af forhandlingerne.

"Vi synes ikke, det er økonomisk ansvarligt at sende ufinansierede checks. Det kan forværre inflationen yderligere, siger partiets finansordfører," Andreas Steenberg og tilføjer:

"Når både overvismanden og Nationalbanken advarer mod at hælde mere brænde på inflationsbålet, så mener vi, at man skal lytte."

Andres Steenberg henviser til, at regeringen vil finansiere hjælpen ved at fravige de grænser for underskud, der er i budgetloven - noget som overvismand Carl-Johan Dalgaard har advaret mod.

Finansministeren: Vil ændre i finansieringen

Med tre partier ude af forhandlingerne, virker det til, at regeringen har skiftet kurs i forhold til sine ønsker til finansiering af inflationshjælpen.

I hvert fald siger finansminister Nicolai Wammen (S) til DR Nyheder, at pengene nu skal findes ved at skære ned på de offentlige investeringer. Samtidig rykker man forhandlingerne ind i de allerede igangværende snakke om en grøn skattereform.

Og det kan betyde, at forhandlingerne vil trække ud, advarer DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen:

"Regeringen havde lagt op til en hurtig politisk aftale, så pengene kunne udbetales inden sommerferien. Men så hurtigt går det næppe med at få en aftale om grøn skattereform. Så hvis regeringen holder fast i, at krisepakken skal ind i de forhandlinger, kan det trække ud med at få den ekstra ældrecheck og højere befordringsfradrag vedtaget."