Forsinket på fjerde år: Statsligt byggeri går 2 milliarder over budget

Niels Bohr-bygningen skulle være Københavns Universitets helt store flagskib. Det stort anlagte statslige byggeri er dog endt i kaos, og byggeriet er nu forsinket på fjerde år og er indtil videre gået mere end 2 milliarder over budget.
Københavns Universitets nye flagskib, Niels Bohr-Bygningen, på Jagtvej i København mandag den 27. januer 2020. Niels Bohr-Bygningen skulle være åbnet i 2016 og koster 1, 6 milliarder kroner. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Københavns Universitets nye flagskib, Niels Bohr-Bygningen, på Jagtvej i København mandag den 27. januer 2020. Niels Bohr-Bygningen skulle være åbnet i 2016 og koster 1, 6 milliarder kroner. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

29/01/2020

Det, der skulle have været et københavnsk vartegn og et flagskib for Københavns Universitet er i stedet endt medt at blive en statslig byggeskandale af de helt store.

Niels Bohr-bygningen skulle være åbnet i 2016, men er nu forsinket på fjerde år og bliver mindst to milliarder dyrere end forventet, skriver det statsejede medie DR.

Da det stort anlagte byggeprojekt blev præsenteret i 2013, var den estimerede pris på 1,6 milliarder. Ifølge DR's oplysninger lander den endelige regning for projektet dog på hele 3,6 milliarder. Dermed skal skattebyderne gribe ekstra til lommerne for at finansiere Niels Bohr-bygningen, der ventes langt om længe at åbne til sommer i år.

Den store universitetsbygning skulle efter planen samle de forskellige naturvidenskabelige studieretninger på Københavns Universitet og danne ramme for 3.000 studerende og 1.000 forskere. De har i flere år gået og ventet på at rykke ind i bygningen.

DR har gravet i, hvordan det kunne gå så galt med byggeriet. Interne dokumenter giver ifølge det statsejede medie indsigt i et forløb, hvor der allerede tidligt var dårligt arbejdsmiljø med mange juridiske slagsmål.

- Der er tale om et projekt, hvor alt, som kunne gå galt, er gået galt. Det er et projekt, der er gået fra at være halvgodt til halvskidt, til værre til problematisk. Og så ender det i en katastrofe, og til sidst er det jo en bombe, der springer, lyder opsummeringen af forløbet fra Kim Haugbølle, seniorforsker og ekspert i byggeprocesser hos Aalborg Universitet.

De store forsinkelser har ikke alene haft konsekvenser for skatteyderne, der må finansiere ekstraregningen på to milliarder. Også forskningen lider under byggeskandalen, og f.eks. har den internationalt anerkendte klimaforsker og professor på Niels Bohr Institutet Dorthe Dahl-Jensen taget et deltidsjob som forsker i Canada.