Metroen holder lønfest: Direktør tjener næsten det dobbelte af statsministeren

Det er ikke den eneste millionlønning i metroselskabet.
Foto: Familieportræt, Pixabay
Foto: Familieportræt, Pixabay

180Graders Redaktion,

29/03/2023

Hvis du går efter en høj løn, skal du ikke satse på en politisk karriere – men i stedet sigte efter et job i den københavnske metro.

1.7 millioner kroner om året.

Så meget tjener Mette Frederiksen i runde tal som statsminister, mens menige ministre som tommelfingerregel tjener et par hundrede tusindende kroner mindre om året.

Men selv om statsministeren er den øverste leder af det offentlige Danmark, er lønnen langt fra den højeste indenfor den offentlige sektor. I realiteten er der tale om, at statsministeren modtager en betaling, der svarer til en økonomidirektør i en større jysk kommune.

Blandt de ansatte indenfor den offentlige forvaltning eller offentligt ejede virksomheder som tjener langt mere er Carsten Riis, som sidste sommer tiltrådte stillingen som direktør for Metroselskabet, hvis hovedopgave er at lede den københavnske metro.

Ifølge Journalista.dk sker det til en årlig aflønning, der står skatteyderne i omkring 3 millioner kroner.

Samtidig lyder det fra gravermediet, at Carsten Riis langt fra er den eneste, som det offentlige selskab udbetaler iøjnefaldende lønninger til. Det skyldes at i alt 40 medarbejdere sidste år tjente mere end 1 million kroner, når der sker medregning af arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger. Det drejer sig eksempelvis om et større antal såkaldte tekniske specialister, der det forgangne år kunne sætte lige over 1 million kroner ind på den samlede lønkonto.