Første afgørelse efter østjysk kræftskandale: Her er resultatet

Patentstyrelsen har indtil videre modtaget 29 ansøgninger om erstatning.
Sagen om overskridelse af de maksimale ventetider for kræftbehandling endte med at koste to direktører på Aarhus Universitetshospital jobbet. Det oplyste regionsformand Anders Kühnau (S) på et pressemøde 2. maj 2023. (Arkivfoto).
Sagen om overskridelse af de maksimale ventetider for kræftbehandling endte med at koste to direktører på Aarhus Universitetshospital jobbet. Det oplyste regionsformand Anders Kühnau (S) på et pressemøde 2. maj 2023. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

06/06/2023

En 65-årig patient, der ventede for længe på kræftbehandling på Aarhus Universitetshospital (AUH), opnår ikke erstatning.

Det oplyser Patienterstatningen til Ritzau.

Der er tale om den første afgørelse om eventuel erstatning for patienter, der har ventet for længe på behandling af mave- og tarmkræft.

DR afdækkede tidligere på året, at 313 patienter ventede længere end den maksimale ventetid på to uger på at blive behandlet for kræft i perioden fra januar 2022 til og med februar i år.

Den 65-årige fik sin operation forsinket med i alt 11 kalenderdage.

Aarhus Universitetshospital tilbød ikke henvisning til behandling på et andet hospital i udlandet.

Alligevel vurderer Patienterstatningen, at der ikke er grundlag for erstatning, oplyser vicedirektør Martin Erichsen.

- Vores vurdering er, at Aarhus Universitetshospital har fejlet ved at overskride den maksimale ventetid uden at informere patienten om muligheden for at blive behandlet hurtigere i udlandet.

- Men ulykkeligvis havde patienten allerede ved henvisningen til AUH en meget fremskreden kræft med spredning til lymfeknuder, tyktarmen og bughinden.

- Vi vurderer derfor ikke, at de 11 dage havde betydning for patientens behandlingsmuligheder eller overlevelsesprognose, siger Martin Erichsen i en skriftlig kommentar.

Erstatning kræver helbredsmæssig skade

Som reglerne er skruet sammen, forudsætter en erstatning, at der er sket en fejl, der har givet patienten en helbredsmæssig skade.

I det konkrete tilfælde vurderer myndigheden således, at forsinkelsen ikke har haft betydning for patientens videre forløb.

Alle patienter, som mener, at der kan være sket en fejl i deres behandlingsforløb på AUH, kan søge erstatning.

Patienterstatningen har indtil videre modtaget 29 andre ansøgninger om erstatning.

Sagen fra Aarhus Universitetshospital er af direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker blevet kaldt en skandale.

- Jeg synes, man er nødt til at kalde det en skandale. Det at så mange patienter ikke har fået den behandling, vi har været enige om, at de skal have, kan man ikke karakterisere som andet end en skandale, har han udtalt til Ritzau.

Sønderlemmende kritik

En rapport fra Kammeradvokaten slog i kølvandet på sagen fast, at der "med overlæg" var begået ledelsesmæssige fejl på Aarhus Universitetshospital.

Det medførte, at to direktører på sygehuset - hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen - blev afskediget.

Det kom også frem, at læger fra mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital havde henvendt sig til regionens whistleblowerordning, fordi de var bekymrede over for lange ventetider på afdelingen.

Først fire måneder senere kom koncernledelsen med en intern vurderingsrapport om henvendelserne. Det var, tre dage efter at DR i marts bragte den første historie om problemerne på afdelingen.

Forretningsudvalget i Region Midtjylland udtrykte 25. maj "en stærk kritik" af den samlede håndtering af whistleblowerhenvendelser.

Regionsformand Anders Kühnau (S) udtalte i den forbindelse, at der ikke ville blive draget flere personalemæssige konsekvenser som følge af sagen.

Kilde: /ritzau/