Arbejdsgivere, som ansætter soldaterveteraner med et ansættelsesforhold på minimum 26 uger – et halvt år – har ret til en jobpræmie på 50.000 kroner per veteran.
Men i minimum tre tilfælde er pengene uberettiget blevet udbetalt til virksomheder.
I en orientering fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Forsvarsudvalget skriver han, at virksomhederne ifølge loven ikke var berettiget til pengene, fordi de ikke forud for ansættelsen havde fået Veterancentrets bekræftelse på, at den ansatte veteran var omfattet af ordningen.
- I en række andre tilfælde er det uvist, hvorvidt der er ansøgt for sent, da journaliseringen hos Veterancentret har været mangelfuld.
I orienteringen skriver Troels Lund Poulsen, at den praksis, der har ført til fejlene, er ophørt nu. Alligevel iværksætter han en undersøgelse, der skal komme til bunds i sagen og finde ud af, hvordan det kunne ske.
- Jeg ser med stor alvor på sagen, og der er iværksat en redegørelse for at få sagen fuldt belyst.
Resultatet af undersøgelsen ventes klart inden sommerferien, skriver ministeren endvidere.
Veteranchef afventer resultat af redegørelse
Veterancentrets chef, oberst Kim Simonsen, udtaler, at han tager kritikken meget alvorligt, og at det er vigtigt for ham "at få rettet op på de forhold, der skal rettes op på".
- Nu sætter vi gang i en redegørelse sammen med Forsvarsministeriets Personalestyrelse, der skal afdække vores processer og håndtering af jobpræmieordningen, og i den forbindelse vil vi samtidig se, om der er behov for yderligere tiltag.
- Jeg har ikke yderligere kommentarer, før vi har udarbejdet vores redegørelse, hedder det i en skriftlig kommentar.
Ifølge loven om jobordning for veteraner kan jobpræmien udbetales en gang per veteran. Det er et krav, at ansættelsesforholdet ikke afbrydes, og at den gennemsnitlige arbejdstid for det halve års ansættelse er på mindst 15 timer om ugen.
Veteraner kategoriseres i denne sammenhæng som en person, der har været udsendt i mindst én international mission, og som i særlig grad har svært ved at bevare en fast tilknytning til arbejdsmarkedet på grund af skader, som er pådraget i forbindelse med udsendelsen.
Det fremgår ikke af ministerens orientering, om virksomhederne har betalt beløbet tilbage.
Kilde: /ritzau/