Fjerkræbesætning på Lolland ramt af fugleinfluenza

Et udbrud af fugleinfluenza fører til aflivninger og restriktioner for fjerkræejerne i området.
Ifølge Fødevarestyrelsen er næsten 100.000 fjerkræ fordelt på flere besætninger blevet aflivet i år på grund af fugleinfluenza. (Arkivfoto).
Ifølge Fødevarestyrelsen er næsten 100.000 fjerkræ fordelt på flere besætninger blevet aflivet i år på grund af fugleinfluenza. (Arkivfoto).

Ritzau Ritzau,

28/09/2023

En fjerkræbesætning med omkring 25 høns og ænder er ramt af fugleinfluenza ved Sakskøbing på Lolland.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse onsdag.

Smitten er blevet konstateret gennem prøver, som Statens Serum Institut (SSI) har analyseret for Fødevarestyrelsen.

- Fødevarestyrelsen afliver dyrene i dag. Dels af hensyn til dyrevelfærden, dels for at begrænse risikoen for smittespredning. Fugleinfluenza smitter kun meget sjældent mennesker, skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

Som følge af smitteudbruddet har Fødevarestyrelsen oprettet en tre kilometer beskyttelseszone samt en ti kilometer overvågningszone fra den ramte besætning.

I overvågningszonen er det blandt andet forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle, medmindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

Restriktionerne kan tidligst blive ophævet 30 dage, efter at fuglene er blevet aflivet, og desinfektion af den ramte ejendom er afsluttet.

I år er næsten 100.000 fjerkræ fordelt på flere besætninger blevet aflivet på grund af fugleinfluenza, fremgår det af pressemeddelelsen.

I pressemeddelelsen udtaler Bente Holst, som er veterinærchef i Fødevarestyrelsen, at det seneste udbrud viser, at fjerkræejere stadig skal være yderst opmærksomme på smittebeskyttelse.

- Og vi må igen understrege, at det er uhyre vigtigt, at alle, der har fugle, følger reglerne, herunder tager ansvar for at beskytte deres fjerkræ mod smitte fra vilde fugle. Det kan man for eksempel gøre ved at holde sit fjerkræ inde eller overdække deres udeområder.

Når der konstateres fugleinfluenza i en fjerkræbesætning, vælger mange lande uden for EU at lukke deres import af danske æg, fjerkræ og fjerkræprodukter til visse markeder i mindst tre måneder.

Handlen med EU-landene fortsætter dog, oplyser Fødevarestyrelsen.

Kilde: /ritzau/