DMI lover solrig weekend med over 20 graders varme

Både fredag, lørdag og søndag er der gode muligheder for at få lidt sol i hovedet i størstedelen ad Danmark.
Weekendens temperaturer kommer til at være mellem 17 og 22 grader. (Arkivfoto).
Weekendens temperaturer kommer til at være mellem 17 og 22 grader. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

12/05/2023

Der er sædvanligvis mange gode grunde til at glæde sig til weekenden for de fleste, og i denne maj-weekend er vejret en af dem.

Der er nemlig udsigt til solrigt vejr og temperaturer over 20 grader i Danmark.

Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Fredag starter ud med tørt og solrigt vejr for mange.

- Hvis man bor i Jylland og på Fyn, skal man måske lige have skyerne til at forsvinde, men ellers bliver det flot solskinsvejr i stort set hele landet, siger Klaus Larsen.

Vinden bliver svag til jævn, og den vil komme fra østlig retning. Klaus Larsen fortæller, at man kan forvente temperaturer mellem 17 og 22 grader.

- Ved de østvendte kyster kan det blive et par grader køligere, fordi havvandet stadig kun er omkring ti grader.

Glæd dig til fridagene

Lørdag fortsætter med mere vejr i samme stil.

- Det bliver tørt vejr med en del sol og fortsat op til 22 grader. Der er fortsat svag til jævn vind fra øst, siger Klaus Larsen.

Søndag eftermiddag kan der komme lidt variation i vejret. Der kan Vestjylland nemlig få en byge eller to.

- Ellers er det fortsat mere af samme skuffe - måske med en anelse flere skyer søndag end de andre dage.

- Men der er stadig rig mulighed for at komme ud og nyde det gode vejr, siger Klaus Larsen.

Han fortæller, at det vejr, der er i vente i denne weekend, på mange måder er typisk for denne tid på året.

- På denne tid af året kan vejret variere meget afhængig af, hvor vinden kommer fra.

- Men solen har trods alt mest magt, og når vi så får de her højtryk over os, får vi de her lidt højere temperaturer, siger meteorologen fra DMI.

Kilde: /ritzau/