Bombe fra Nets: Stopper med Mit-ID

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

180Graders Redaktion,

09/11/2023

Danmark blev ramt af lidt af en bombe torsdag morgen.

Selskabet Nets, der i årevis har stået bag først NemID og siden MitID har nemlig valgt at sige stop.

Ikke forstået på den måde, at selskabet lukker ned - i stedet har Nets simpelthen solgt MitID.

Mere præcist har Nets solgt retten til at drive MitID til det franske selskab IN Groupe for knap en milliard kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse, der er blevet udsendt fra Nexi Group, som Nets er en del af, torsdag i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal skriver Ekstra Bladet.

Det betyder også, at både udvikling og drift af MitID kommer på franske hænder, ligesom også Nem-Login og en række andre digitale løsninger bliver solgt.

Stadig dansk ejet

Stort set alle danskere kender (og har måske et anstrangt forhold til) MitID, men det er næsten blevet en nødvendighed for at kunne navigere i den danske del af den digitale verden.

Ifølge tal fra Digitaliseringsstyrelsen har 98 procent af danskere over 15 år oprettet et MitID, og løsningen bruges op mod én milliard gange om året og betragtes som kritisk it-infrastruktur i Danmark.

Det vil stadig være Digitaliseringsstyrelsen, der står som ejer af MitID. Det er altså kun driften og udviklingen af den digitale løsning, der bliver sendt til Frankrig.

Salget skal dog først godkendes af forskellige myndigheder, men det forventes at gå igennem i sommeren 2024. I så fald vil IN Groupe stå for driften og udviklingen af MitID frem til 2029.

In Groupe er specialiseret i at fremstille både digitale løsninger og identitetspapirer som for eksempel pas og id-kort, og derfor kan man som bruger MitID håbe, at der bliver længere mellem historierne om tekniske udfordringer og driftsforstyrrelser.