71-årig mister livet efter kollision med krondyr nær Rønde

En 71-årig mistede livet, da han kørte af vejen efter at have kørt ind i et krondyr nær den østjyske by Rønde.
Politiet måtte fredag aften rykke ud nær Rønde, hvor en mand var kørt af vejen efter at have ramt et krondyr. (Arkivfoto)
Politiet måtte fredag aften rykke ud nær Rønde, hvor en mand var kørt af vejen efter at have ramt et krondyr. (Arkivfoto)

Ritzau Ritzau,

23/09/2023

En 71-årig mand mistede fredag aften livet, efter at han kørte ind i et krondyr på Ny Lufthavnsvej i nærheden af den østjyske by Rønde.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Jens Rønberg.

Vagtchefen forklarer, at manden ramte krondyret og derefter kørte af vejen, hvad der formentlig har været årsagen til, at han mistede livet.

De præcise detaljer omkring hændelsesforløbet er dog endnu ikke helt klarlagt.

Politiet har derfor haft en bilinspektør til stede på ulykkesstedet for så godt som muligt at slå fast, hvad der egentlig er foregået.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Mandens pårørende er blevet underrettet om hændelsen.

Kilde: /ritzau/