16 personer mistede livet i trafikken i juni - sidste år var antallet 12. Det er det højeste antal trafikdræbte på én måned indtil nu i år.
Vejdirektoratet har fredag offentliggjort de foreløbige ulykkestal, og de viser, at antallet af trafikdræbte i 2023 ser ud til at blive højere end i tidligere år.
Fra januar og frem til og med udgangen af juni mistede 68 personer livet i trafikken. Det er fire flere end året før og hele 22 flere end i 2021. Tallet er identisk med antallet af dræbte i samme periode i 2020.
Færre ulykker
Ud over antallet af dræbte opgør Vejdirektoratet også antallet af tilskadekomne, antallet af ulykker med personskade og antallet af ulykker med materiel skade.
Det forholdsvis høje antal dræbte i juni optræder trods et lavere antal ulykker med personskade sammenlignet med de foregående år.
Juni bød på 270 ulykker personskade mod henholdsvis 283 og 272 i de to foregående år. I grove træk er antallet af ulykker med personskade uændret, for så vidt angår juni måned.
Det samme gælder antallet af ulykker med materiel skade. Her har vejdirektoratet registreret 999 ulykker i juni 2023, året før var antallet 1008 og året før igen 1007.
Set over hele året har der i 2023 imidlertid været et lille fald i antallet af ulykker med personskade i 2023 i forhold til året før. Tallet er faldet fra 1271 til 1211. I 2021 var tallet 1068.
Også antallet af ulykker med materiel skade er faldet i forhold til 2022, men vokset en del siden 2021. I 2023 var der i det første halvår 5448 ulykker med materielskade mod 5644 året før. I 2021 var tallet 4968.
Hvad angår antallet af tilskadekomne er tendensen den samme. Fra 2021 til 2022 steg antallet i første halvår fra 1184 til 1388 i 2022, mens det er faldet til 1339 i første halvår af 2023.
Kilde: I 2022 mistede 154 personer livet i trafikken./rit