Jens Rohde bliver tv-vært

Europaparlamentarikerne Niels Fuglsang (S) og Nikolaj Villumsen (EL) er de første gæster i programmet.
Jens Rohde er kommet på lønningslisten hos dk4. (Arkivfoto).
Jens Rohde er kommet på lønningslisten hos dk4. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

03/04/2023

Tidligere folketingspolitiker Jens Rohde bliver vært på tv-stationen dk4.

Det skriver netmediet Altinget, som har modtaget en pressemeddelelse fra dk4.

Rohde bliver vært for programmet "EU-debatten". Programmet, som handler om "aktuelle EU-temaer", sendes første gang mandag klokken 23.05.

Niels Fuglsang (S) og Nikolaj Villumsen (EL), som begge sidder i EU-Parlamentet, er de første gæster i Rohdes program.

Masser af erfaring fra Folketinget og EU

Rohde har over flere omgange siddet i Folketinget. Her har han repræsenteret både Venstre, De Radikale og Kristendemokraterne.

Han har også siddet i EU-Parlamentet fra 2009-2019.

Efter otte års fravær meddelte Rohde i sidste måned, at han er tilbage som medlem af Venstre.

I 2015 forlod Rohde Venstre i højlydt protest mod partiets asylpolitik og skepsis over for EU. Han meldte sig ind hos De Radikale, inden han i 2021 skiftede til Kristendemokraterne.

Klimapolitikken og MeToo-debatten var årsagerne til, at Rohde forlod De Radikale, mens uenigheder om retten til abort og homoseksuelles rettigheder fik skylden for Rohdes farvel til Kristendemokraterne.

Rohde udelukker, at han nogensinde skal i Folketinget igen eller skal være borgmesterkandidat i Viborg.

- Måske kunne jeg engang overveje noget europapolitik, men slet ikke nu, sagde Rohde til Viborg Folkeblad i sidste måned.

Bliver del af politisk garde på dk4

Rohde er ikke den eneste med erfaring fra toppolitik, som har et program på dk4.

Eksempelvis har eksminister for Venstre Bertel Haarder programmet "Bertel &".

Desuden er Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, værter for programmet "Mai, Morten og oppositionen".

Kilde: /ritzau/