Dansk modemagasin i shitstorm: "Hvad er der seriøst i vejen med jer?"

Kvinden på forsiden ville aldrig have stillet op, hvis hun havde vidst, hvad hun gør nu.
Foto: Christin Hume / Unsplash
Foto: Christin Hume / Unsplash

Jens Asbjørn Bøgen,

26/05/2023

Det danske modemagasin ELLE er havnet i noget af et stormvejr på de sociale medier.

Den nye udgave af bladet har den kvindelige fodboldtræner Nagin Ravand på forsiden, hvor hun er iført et hvidt tørklæde, men det er overhovedet ikke det, der har fået folk til tasterne.

Det er i stedet en kommentar i et opslag fra ELLE på Instagram.

Teksten i opslaget er rettet nu, men ifølge TV 2 stod der tidligere:

- At bære tørklæde er sjældent kvindens frie valg, men i Nagins tilfælde er det anderledes.

Det er den kommentar, der har fået brugerne på Instagram til at rase, og som altså nu er slettet fra opslaget (teksten er dog stadig med i en leder i det fysiske magasin, hvor ELLEs chefredaktør, Cecilie Ingdal, står som afsender).

Kritikken er dog på ingen måde forstummet, og selv kvinden i centrum, Nagin Ravand, tager afstand fra, hvad hun har været med til. Artiklen fortsætter under opslaget.

Havde aldrig stillet op

I et langt opslag på sin Instagram-profil, skriver hun, at hun er "oprigtigt såret og dybt ked af det".

- Jeg havde aldrig stillet op, hvis jeg havde vidst, at det vil ende her. Jeg troede oprigtigt, at jeg endelig havde lavet lidt mere plads til piger og kvinder som mig, ligesom jeg har gjort på fodboldbanen. Denne gang på en forside, skriver hun blandt andet.

Cecilie Ingdal har da også været ude i et nyt opslag på Instagram, hvor der står:

Vi – og jeg personligt, Cecilie Ingdal – vil gerne sige undskyld.

Undskyld til @naginravand og alle dem, der er blevet sårede, vrede og stødte over vores nylige opslag, omhandlende kvinder der bærer tørklæder. Det drejer sig særligt om sætningen "at bære tørklæde er sjældent kvindens frie valg". Det var forkert af os at formulere os på den måde, som vi gjorde. ⁠

Reaktionerne på opslaget har rørt os dybt, og vi er utrolig kede af, at vores opslag har medført sårede følelser – ikke mindst hos vores forsideperson Nagin Ravand. Det var aldrig hensigten, og vi tager det dybt alvorligt.

Vores intention var at præsentere vores læsere for en af de mange stærke kvinder i Danmark, som bærer tørklæde. Vi ønskede at give et indblik i de overvejelser, Nagin gjorde sig, da hun besluttede sig for at gå med tørklæde.

Vi forstår, at dele af opslaget var for unuanceret. Derfor valgte vi at justere opslaget, så det også tydeligere understøtter ELLEs ambition om at hylde alle kvinders valg i livet. En ambition, som vi vil fortsætte med at kæmpe for.

Du kan finde Instagramopslaget med Nagin Ravands åbne brev til ELLE længere nede i artiklen.