De seneste måneder har MeToo-skandalerne på det nærmeste stået i kø, efter at det blandt andet er kommet frem, at en ellers højt besunget korleder hos Danmarks Radio, skulle have krænket en række af sine sangere. Ligesom vi kun skal få uger tilbage, før en nu tidligere ansat hos Socialdemokratiet blev anklaget for en adfærd, som i bedste fald var særdeles offensiv overfor det modsatte køn. De færreste har vel også glemt Morten Østergaard-skandalen sidste efterår, hvor De Radikales daværende leder måtte gå af for efterfølgende at stoppe i politik, efter at også han havde haft fingrene lidt for langt fremme overfor unge kvinder. Det selv om ellers både han og den nuværende leder, Sofie Carsten Nielsen, havde deltaget i videoer, hvor de fortalte, hvor hårdt de ville sætte ind overfor sexchikane. Sofie Carsten Nielsens deltagelse var samtidig iøjnefaldende, fordi det efterfølgende viste sig, at hun var fuldt ud klar over de problemer, kvindelige radikale medlemmer havde haft med Morten Østergaard.
Fælles for de mange MeToo-sager er, at de tager udspring i det, som må anses for et klassisk venstreorienteret miljø. De seneste undersøgelser indenfor området har vist, at også journaliststanden som udgangspunkt er venstreorienteret, da 4 ud af 5 danske journalister stemmer på partier til venstre for midten. Vel og mærke på en måde, så en stor del af journaliststanden, må anses for at være stærkt venstreorienterede.
Derfor skulle man måske også tro, at journaliststanden på eksempelvis statsmedierne ville gå forrest – og rydde op hvor de selv færdes. Eksempelvis i DR ved at gå til angreb på de chefer, som har udvist en uønsket adfærd. Eller ved at afdække, hvad det præcist er der gør, at venstreorienterede partier som Socialdemokratiet og Frie Grønne, har meget store problemer med tilnærmelser overfor det modsatte køn.
Men sådan synes det langt fra at forholde sig. På 180grader.dk har vi den seneste tid talt med en række journalister i forhold til MeToo, som til baggrund har fortalt, at fokus ikke ser ud til at være på de venstreorienterede miljøer. I stedet er jagten sat ind på at afsløre tilsvarende usund adfærd i de højreorienterede miljøer, hvilket man dog synes at have meget, meget svært ved. Således har flere journalister fra forskellige medier uafhængigt af hinanden, fortalt at det eneste man har kunnet finde frem, har været en voldtægtssag tilbage fra 1990erne begået af en lavtstående VUer – som efterfølgende blev smidt ud af Venstres ungdomsorganisation. En jagt journalisterne har sat ind, fordi de tilsyneladende ønsker en ligelig fordeling af de dårlige sager mellem højre- og venstrefløjen, når det handler om sexchikane.
Man kan spørge sig selv hvorfor – hvis ønsket virkelig var at rydde op.
