LEDER: I dag er ballet åbnet. Folketinget har traditionen tro slået dørene op her den første tirsdag i oktober. I folketingssalen indfandt de nyvalgte og genvalgte politikere sig på deres pladser, mens statsminister Mette Frederiksen gav sin første åbningstale. Frederiksen gjorde det klart, at hun med talen ikke ville komme med konkret politik, men at hun i stedet ville udstikke en overordnet retning. Den retning var aldeles socialdemokratisk og består af paroler om mere velfærd, større retfærdighed og et mere grønt Danmark. Samtidig slog Frederiksen fast, at hendes socialdemokratiske regering vil værne om den stramme udlændingepolitik. Noget, der for omverdenen ikke kan virke som andet end paradespil.
Som sædvanligt var det første møde i det nye folketingsår ikke nogen slagsplads, og åbningstalen blev derfor ikke debatteret i denne omgang. På torsdag går det dog løs, og her kan man kun håbe, at de borgerlige partier har pudset kampstøvlerne og er klar til at slå hårdt – og i flok.
Åbningsdebatten torsdag er nemlig der, hvor der er mulighed for at debattere statsministerens åbningstale. Debatten starter kl. 9 og varer normalt til sent ud på aftenen. Et godt bud er, at det også vil være tilfældet i år. Statsministerens tale var nemlig ikke blot påfaldende ukonkret – hvad hun selv udlagde som et spørgsmål om, at hendes tale var original og skilte sig ud fra tidligere tiders – men i den lå også grobund for massive løftebrud.
Især bør de borgerlige partier være opmærksomme på, om Mette Frederiksen kan formå at leve op til sit centrale løfte om at bevare en stram udlændingepolitik. Løftet blev bekræftet igen under åbningstalen, men allerede inden talen har den stramme udlændingepolitik slået revner.
Regeringen har indvilliget i igen at modtage kvoteflygtninge, man har indført et økonomisk tilskud til indvandrerfamilier på integrationsydelse og droppet planerne om et udrejsecenter på øen Lindholm. Således er der allerede begået løftebrud på udlændingeområdet før folketingsåret for alvor er gået i gang.
Og med et parlamentarisk bagland, der på udlændingeområdet er anført af Morten Østergaard, er der givetvis mange flere lempelser i vente. Enhedslisten meldte desuden for nyligt ud, at det for dem er ”et centralt krav”, at det bliver nemmere for udlændinge at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Samtidig vil en fælles front bestående af alle tre støttepartier – SF, Enhedslisten og Radikale Venstre – genindføre gratis tolkning til udlændinge i sundhedsvæsenet.
Den ”stramme” udlændingepolitik, som Mette Frederiksen påstår at ville føre, har allerede nu vist sig at være svær at føre ud i praksis, og det bliver givetvis kun endnu sværere herfra. Gabet mellem ord og handling var inden åbningstalen stort, og det bliver kun større, efterhånden som Socialdemokratiet kommer dybere ind i forhandlingerne med deres ræverøde parlamentariske grundlag.
Udlændingepolitikken har længe været et samlende element for de forskellige borgerlige partier. Den borgerlige opposition har indtil nu været ganske splittet, og flere partier har måtte genfinde sig selv ovenpå dårlige valg og internt kaos. Det arbejde er ikke ovre endnu, men partierne har nu fundet en smule fast grund under fødderne.
Derfor bør de borgerlige partier handle nu. Mette Frederiksens åbningstale og det spil for galleriet, hun udfører på udlændingeområdet, er en sand gave til en borgerlig opposition, der skal til at rejse sig fra asken. En journalists mest fornemme opgave er at afsløre afstand mellem ord og handling, og det er netop et sådant journalistarbejde, som de borgerlige partier bør finde sammen om.
Kan det lykkedes at danne fælles front imod paradespillet på udlændingeområdet, slå hårdt ned på løftebrud og bygge bro over interne uenigheder i den borgerlige lejr, kan udlændingepolitikken på ny blive en samlende faktor for det borgerlige Danmark.
