På kort tid har den socialdemokratiske regering formået at rage uhørt meget magt til sig og har ikke alene ophævet statsminister Mette Frederiksen, men også sundhedsminister Magnus Heunicke, til nærmest urørlige eneherskere - diktatorer.
Når man ser de hyppige og stort anlagte pressemøder, fremstår Danmark som et autoritært styre, hvor Mette og Magnus med rygdækning fra teknokraterne Søren Brostrøm og Kåre Mølbak leder slagets gang. Vi andre følger bare taktstokken, holder kæft og retter ind.
En sådan som magt den, regeringen i øjeblikket sidder på, er ikke blot sjælden, men også farlig, i et ellers demokratisk land som Danmark. Men så igen, vil man mange fristes til at sige: det er jo også en sjælden og farlig situation, vi befinder os i.
Det, som både Mette, Magnus, Søren, Kåre og andre glemmer er dog, at der med stor magt følger et stort ansvar. Og i et demokrati som det danske følger åbenheden omkring magten og magtudøvelsen lige så naturligt med.
Alligevel har den socialdemokratiske regering ikke blot raget magten til sig. Den har også lukket sig om den. Gemt sig bag den, mens den holder danskerne hen i mørket og de øvrige partier udenfor indflydelse.
Socialdemokraterne udviser således ikke blot en skræmmende magtbegærlighed og -fuldkommenhed, men også en arrogance for alle os, der udgør deres demokratiske fundament for den magt, de klamrer sig så hårdt til.
Når der dukker mystiske hvide telte op i hele landet, fortæller man i første omgang ikke, hvad de skal bruges til. Når vi spørger ind til strategien i kampen mod coronavirus, får vi uldne svar, der gerne skifter fra pressemøde til pressemøde. Når magthaverne begår fejl, lader de dem gå ukommenteret hen og håber, at vi ikke lægger mærke til det.
Ikke engang de sagnomspundne modeller over coronavirusset, der ligger til grund for de politiske beslutninger, kan vi få indblik i. De bliver også holdt hen i mørket og vogtet kært af socialdemokraterne.
Konsekvensen af dette er, at den åbne debat om den største krise i de fleste danskeres levetid bliver aflivet. En åben debat synes at være det, Mette Frederiksen mindst ønsker, og man forstår hende godt.
En åben debat ville betyde, at hun skulle stå til ansvar for hendes hovedløse beslutninger, ses efter i sømmene og ultimativt udsættes for sønderlemmende kritik. Så hellere holde befolkningen hen i mørket, mens man besværet fortsætter sit sololøb.
Den kurs, som Mette Frederiksen og co. har udstukket, får dem til at fremstå arrogante og magtfuldkomne - hvilket givetvis er en fin afspejling af virkeligheden. Men den får dem også til at fremstå uprofessionelle og useriøse, og det bør bekymre en politisk robot som Mette Frederiksen, hvis andre overvejelser ikke virker til at røre hende.
Socialdemokraternes arrogante og lukkede tilgang til coronakrisen har stået på længe nok. Nu er tiden inde til, at vi presser på og efterspørger langt større åbenhed. Som altid er intet at tabe, men kun ting at vinde, ved en åben debat. Jo mere debat og åbenhed, jo bedre et samfund. Det bør statsministeren også indse.
Mette Frederiksen skal stoppe med at holde danskerne for nar, indstille sit sololøb og droppe hemmelighedskræmmeriet om coronakrisen.
Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.
Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.
