Magten er steget Magnus Heunicke til hovedet - lad os tage den fra ham

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Claes Kirkeby Theilgaard,

02/10/2020

Under coronavirusudbruddet har sundhedsminister Magnus Heunicke haft så meget magt, at han nærmest har været en enevældig diktator. 

Magten må være steget ham til hovedet. I hvert fald vil han nu have endnu mere vidtgående beføjelser. Det må vi ikke lade ham slippe af sted med.

Allerede nu kan Magnus Heunicke ene mand tvangsisolere, tvangsbehandle og tvangsvaccinere danskerne. Samtidig kan han bl.a. også egenhændigt lukke skoler, restauranter og beslaglægge privat ejendom.

Men denne voldsomme magt er åbenbart ikke nok for Heunicke. Den magtbegærlige sundhedsminister vil have flere beføjelser.

I et udkast til en ny epidemilov fremgår det, at den socialdemokratiske regering fremover selv vil have lov til at bestemme, hvornår vi har en “samfundskritisk sygdom” og dermed give Heunicke og andre ministre bemyndigelse til at foretage indgreb som forsamlingsforbud, nedlukninger og mundbindspåbud.

Hidtil har den slags ellers været noget, som både folketing og myndigheder skulle være inde over. Sådan vil det ikke være fremover, hvis Heunicke og hans kumpaner får magt som de har agt.

Heunickes beføjelser skulle være midlertidige. Alligevel har han allerede selv foreslået at gøre dem permanente. Og nu vil han ovenikøbet selv have lov til at bestemme, hvornår han skal tildeles sine voldsomme magtbeføjelser. 

Det er for galt. Det må vi ikke lade ham slippe af sted med.

Lad os sætte en stopper for vores magtbegærlige sundhedsminister, inden det er for sent. Lad os tage magten fra Magnus Heunicke.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.