LEDER: I fire måneder har Hong Kong været præget af protester og massedemonstrationer, der ikke ser ud til at dulme af lige foreløbigt. Store folkemængder går hver dag på gaden, mens Hong Kongs leder Carrie Lam ser ud til at miste kontrollen stadigt mere. I et forsøg på at dæmpe på protesterne har Lam nu indført et maskeringsforbud, men også det trodser demonstranterne i flæng. Faktisk er der nu endnu flere end før, der ifører sig masker. Men der er sket noget med oprøret i Hong Kong. Fra opslåede paraplyer og fredelige marcher gennem bybilledet, har oprøret nu bevæget sig ind i en fase, hvor hærværk og vold spiller en stadigt større rolle. Og dermed er hele Hong Kongs oprør og råb om demokrati, uafhængighed og frihed pludselig sat på spil.
Ved at give efter for politivolden og svare igen med samme mønt, skader man sin egen sag. For ja, det er givetvis det umiddelbart nemmeste bare at give en politibetjent igen, når han uprovokeret hiver kniplen frem eller fyrer gummikugler af sted. Det er nemmere at lade sin vrede og frustration gå ud over banker, metrostationer og forretninger, hvor man med et bat kan ryste vreden af sig gennem hærværk.
Men ønsker demonstranterne i Hong Kong reelt set ændring, bør de holde sig for gode til den slags. Et sandt oprør er et ikke-voldeligt oprør, og faktisk er et ikke-voldeligt oprør ikke blot det moralsk rigtige, det er klart det mest effektive overfor en autoritær og undertrykkende statsmagt. Derfor er det sørgeligt at se, hvilken drejning oprøret i Hong Kong har taget.
Dermed ikke sagt, at alle oprørere, demonstranter og borgere i Hong Kong er voldsmænd. Slet ikke. Men uanset hvor lille et mindretal, der så går grassat på butiksfacader, banker eller betjente, ødelægger de den store kamp for det store flertal.
Da Carrie Lam for nyligt skulle argumentere for en hårdere linje imod demonstranterne, herunder maskeringsforbuddet, var hendes rygdækning de volds- og hærværksepisoder, som har fundet sted på det seneste. Som altid lyder parolen, at når statens fjender bliver voldelige, må de mødes med endnu mere vold.
Og lad os være ærlige: Hong Kongs demonstranter kan ikke konkurrere med Carrie Lam og den kinesiske overmagt, når det kommer til voldsudøvelse. Forfalder man til volden, vil man som regel blive udkonkurreret af statsmagten.
Holder man sig derimod på den rene, ikke-voldelige sti, kan man komme meget længere. Hong Kongs styre og kommunisterne i Kina er ikke bange for oprøret på grund af den vold og det hærværk, det har ført med sig. Magthaverne frygter de idéer, som oprørerne kæmper for. Uafhængighed og selvstyre. Demokrati og frie valg. Frihed og borgerrettigheder. Det er den slags, der vælter autoritære styrer. Ikke vold.
Lektien fra oprøret i Hong Kong til rebeller af enhver afskygning i alle lande bør være, at et sandt oprør aldrig må forfalde til vold. Heller ikke relative småtterier som knuste ruder og ødelagte hæveautomater. I mødet med en voldelig, undertrykkende statsmagt, bør man holde hovedet højt og sin stolthed i live ved at gøre en dyd ud af at være ikke-voldelig.
Det illustreres måske bedst ved at tage udgangspunkt i Martin Luther King og Malcolm X. De to var begge prominente menneskerettighedsaktivister, der talte for sorte amerikaneres rettigheder, da den debat i det forrige årtusinde var på sit højeste. Men Luther var kristen og modstander enhver form for vold, mens Malcolm X var muslim og prædikede en linje, der ”by any means necessary” skulle skaffe det, han så som retfærdighed for sorte amerikanere. Den ene forfaldt til vold, den anden holdt hovedet højt.
Som oprører står du hver dag overfor valget mellem at være Martin Luther eller Malcolm X. Og her bør du altid – uden at ryste på hånden – vælge at være Luther. Uanset, om du bor i Hong Kong, i Danmark eller et helt tredje sted.
