Inger Støjberg er i dag officielt stillet for rigsretten i sagen om den ulovlige instruks om adskillelse af asylpar – de såkaldte barnebrude. Det er blot 6. gang i Danmarkshistorien, at der indledes en rigsretssag mod en tidligere minister.
Fra den ene side bliver et lovbrud accepteret på grund af barnebrude. Hos den anden side bliver et lovbrud accepteret på grund af folkesundheden. I en retsstat gælder både instrukssagen og minksagen som ulovlige. Det kræver en straf og en konsekvens. Et lovbrud hører ikke hjemme i en retsstat. Uanset om man gjorde det for barnebruddene eller folkesundheden.
De partier der har været størst fortaler for en rigsretssag mod Inger Støjberg i et forsvar af retsstaten må også gøre det gældende for Mette Frederiksen. De partier der har været størst fortaler for rigsretssag mod Mette Frederiksen måtte også gøre det gældende mod Inger Støjberg. Der må gælde de samme regler for Inger som for Mette. Hvis Mettes granskningskommission kommer frem til samme harske kritik som Ingers kommission gjorde, så må der indledes en rigsretssag mod Mette Frederiksen.
De røde partier må i en sag mod Mette Frederiksen tage det samme ansvar som Venstre, Konservative og Liberal Alliance alle har gjort i sagen mod Inger Støjberg. De borgerlige partier har vist et usvigeligt værn om retsstaten, der kun klæder dem og deres ordentlighed. Ingen er stillet over loven – hverken Inger eller Mette. Ellers er de røde partiers hårde kritik og floromvundne forsvar af retsstaten kun gældende, når det handler om blå politikere. Sådan er det ikke i en retsstat.
Til debatten i Folketingssalen i dag forsøgte flere af nej-stemmerne skamløst at ”filibuster” afstemningen. Det indrømmede Morten Messerschmidt (DF) selv stolt fra talerstolen. DF’erne i salen drog debatten i langdrag ved at stille spørgsmål til deres partifæller uden andet formål end at trække tiden.
Partiet havde en klar strategi, der skamløst skulle forhale afstemningen og på værste amerikanske vis dreje debatten væk fra dens egentlige kerne. Nemlig om Inger Støjbergs ulovlige instruks – og den tilhørende kritik af hende fra både ombudsmanden, byretten, instrukskommissionen og den klare anbefaling fra Folketingets uvildige advokater.om, at grundlaget for en rigsretssag er tilstede.
Under behandlingen hørte man mange søforklaringer og retoriske svinkeærinder fra specielt Dansk Folkeparti. Der blev draget paralleller til tidligere ministres skandalesager – hvorfor førte de ikke til en rigsretssag, nu hvor Inger Støjbergs sag gjorde?
Dansk Folkeparti er selv en del af svaret på det spørgsmål. De forhalede nemlig sagen i deres år som støttepartier. De satte politik over retsstat og muligheden for at rense Inger Støjberg med en næse. Deres ukuelige vilje fik den modsatte virkning end først tiltænkt. Forskellen mellem instrukssagen og de mange andre skandalesager med en ministers ugerninger i centrum er, at de øvrige sager blev behandlet da de kom frem – intet blev forhalet.
Det borgerlige flertal fra 2016 og frem til 2019 kan takke sig selv for den knibe vi er havnet i i dag. Havde man haft mandsmod og gået imod den lov- og grænseløse udlændingepolitik Inger Støjberg står for, så kunne en rigsretssag formentlig være undgået. Gennem hele sagen har DF med bind for øjnene gjort sagen politisk. Men et lovbrud handler ikke om politik. Det handler om retsstaten – og om man er for eller imod den.
Alle de røde partier, der i dag stemte for en rigsretssag må stå ved deres ansvar, når Mette Frederiksens grundlovsbrud skal have konsekvenser. Der må de stadfæste forsvaret af retsstaten og stemme for en rigsretssag, hvis det skulle komme der til. Ellers står hele venstrefløjen tilbage sammen med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige afpillet for enhver gram af ordentlighed.
