Leder: 100.000 kroner – var det virkelig alt EU kunne finde på Morten Messerschmidt så tæt på forældelsesfristens udløb?

100.000 kroner er mange penge, specielt når det handler om misbrug af offentlige midler. Men efter at have efterforsket Morten Messerschmidt i snart en årrække, kan man godt tillade sig at stille spørgsmålet, om der ikke nærmere er tale om at der rejses tiltale mod DFeren, fordi forældelsesfristen begynder at nærme sig.
Folketingets pressefoto af Morten Messerschmidt
Folketingets pressefoto af Morten Messerschmidt

Lars Bjørknæs,

15/04/2021

Det er vel efterhånden de færreste, der kan huske hvad den såkaldte Meld- og Feld-sag handler om. Men kort fortalt går den ud på, at Morten Messerschmidt under sin tid i EU-Parlament skulle have misbrugt sin adgang til offentlige midler. Det ved at bruge dem på forhold, der ikke havde nogen forbindelse til hans egentlige politiske hverv i Bruxelles.

I dag kom så offentliggørelsen af, at Morten Messerschmidt er blevet tiltalt i sagen. Det for at have misbrugt 98.835 kroner, som ifølge Bagmandspolitiet ikke gik til det reelle formål – men i stedet alt andet end det burde.

I sig selv en alvorlig anklage, som kan koste Morten Messerschmidt ikke kun en plet på hans straffeattest, men også som en minimum en kortvarig afsked med politik. Eller sagt på en anden måde : Hvis Morten Messerschmidt bliver dømt, bør han selv drage konsekvensen, forlade politik og søge andre græsgange.


Tidligere kritik af påfaldende tidspunkter for at rejse tiltale tæt på forældelsesfristen

Men når det er sagt, virker det noget påfaldende at Bagmandspolitiet så tæt på udløbet af den almindelige forældelsesfrist på 5 år, vælger at rejse tiltale mod det nuværende Folketingsmedlem. Siden 2016 har der foregået en efterforskning, som i starten blev udråbt til, at der var skudsikre beviser for misbrug i millionklassen. For så til sidst at ende på et beløb, der langt fra bare er i nærheden af de tal, som tidligere har været fremme.

Tilbage i 2019 aflagde jeg et besøg hos EU's antisvindelenhed, der har til huse i en lille bygning i centrum af Bruxelles – hvor eksklusive restauranter er nærmeste naboer og nærmest fremstod som bureaukraternes kantiner og mødelokaler. Her mødte jeg en flok nærmest opgivende embedsmænd, som udenfor referat fortalte om, at de følte sig magtesløse. Det fordi at korruptionen i EU-systemet var så absurd enorm og størrelsen på deres enhed så lille, at det hele næsten kunne være lige meget. Omvendt fremstod deres lønninger så høje, at det i sig selv syntes at være motivationen for at gå på arbejde.

Her næsten 5 år efter at Morten Messerschmidt blev anmeldt for svindel i millionklassen, er man fra anklagemyndighedens side så kommet frem til en sigtelse for svindel for lige under 100.000 kroner. En sigtelse der kommer tæt på 5 årsdagen for politianmeldelserne mod Morten Messerschmidt, hvilket i sig selv virker særdeles påfaldende. Også fordi anklagemyndigheden tidligere er blevet stærkt kritiseret for at uddele tiltaler og sigtelser, efterhånden som forældelsesfrister nærmede sig – alene for at være sikre på, at eventuelle lovovertrædelser ikke forblev ustraffede. Eller sagt på en anden måde : Tiltalerne kom ikke fordi at anklagemyndigheden reelt fandt dokumentation for strafbare forhold, men fordi anklagerne ville være sikre på, at de ikke efterfølgende kunne beskyldes for smøl.

Om et af Dansk Folkepartis helt store navne har begået noget strafbart, må tiden vise. Men man kan ikke andet end at undre sig over beløbets størrelse sammenholdt med, at det pludselig skulle gå stærkt med at få rejst tiltalen mod juristen.