Bliver Ammitzbøll-Bille den næste i LA, der tager sit gode tøj og går?

LEDER: I uge 42, der for mange – og delvist også for undertegnede – stod i feriens tegn, slog den midlertidige ro i Liberal Alliance revner

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/10/2019

LEDER: I uge 42, der for mange – og delvist også for undertegnede – stod i feriens tegn, slog den midlertidige ro i Liberal Alliance revner. Længe har det nu heftigt decimerede tidligere regeringsparti været splittet i to fløje, der særligt har bekriget hinanden på udlændingeområdet. Der virker til at herske to uforenelige opfattelser af, hvad liberalisme egentlig er, når man pludselig står ansigt til ansigt med burkaer og syrienskrigere.

Det var på grund af denne splittelse mellem det, hun selv kalder for den ”nationalkonservative” og ”moderne liberale” strømning i partiet, at den tidligere politiske ordfører Christina Egelund i går meldte sig ud af LA. Med hendes exit ser den ”nationalkonservative” fløj af partiet ud til at kunne erklære sig som sejrherrer, og spørgsmålet er nu, om Egelunds ideologiske fæller, mest markant Simon Emil Ammitzbøll-Bille, også vil søge nye græsgange.

Egelunds Facebook-opslag om LA’s tiltagende nationalkonservatisme blev modsvaret af et opslag fra partileder Alex Vanopslagh, der sammen med bl.a. folketingsmedlem Henrik Dahl tilhører den fløj af partiet, som Egelund har set sig sur på.

Ikke overraskende er Vanopslagh langt fra enig med Egelund i hendes kritik. Det, som Egelund ser som iliberalt og knæfald for nationalkonservativismen, ser Vanopslagh som ”en snusfornuftig og liberal tilgang til udlændingepolitikken”.

Det er altså her, hvor Liberal Alliance står anno 2019: partiet er plaget af en udlændingepolitisk uenighed, der truer med at kløve partiet i to. Men som Egelund pointerer i sit Facebook-opslag, er konflikten ingenlunde unik eller ny for partiet.

Faktisk har udlændingepolitikken splittet partiet ad i årevis. Man lykkedes dog med at holde sammen på tropperne, så længe man sad i regering. Her på den anden side af et katastrofevalg kan viljen til at gyde olie på vandene og stå sammen derimod ligge på et meget lille sted.

Og det er måske godt det samme. Det er ikke fordelagtigt for et lille parti som LA at være så dybt splittet om noget så centralt som udlændingepolitikken. Om Egelunds exit bliver det, der for alvor sætter gang i en større udrensning i LA, hvor også Ammitzbøll-Bille og flere andre forlader skuden, må tiden vise. Én ting er dog sikkert: livet for LA ville blive markant nemmere, hvis man turde at vælge side i stedet for at forsøge at skræve over en kløft, der bliver ved med at udvide sig. I øjeblikket ser det ud til, at oddsene er til fordel for Alex Vanopslaghs og Henrik Dahls udgave af liberalismen.

Kilde: