Vi glemmer mændene i ligestillingsdebatten

Sarah Sand Nielsen (tv.) og Louise Theilade Thomsen (th.)
Sarah Sand Nielsen (tv.) og Louise Theilade Thomsen (th.)

180Grader Debat,

05/06/2020

Af Louise Theilade Thomsen, kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (V), og Sarah Sand Nielsen, medlem af Venstres Ungdoms forretningsudvalg

I dag er det fars dag.

Det betyder, at mange fædre rundt om i Danmark bliver fejret af deres børn og dem, de har kære. Men ikke alle er så heldige. Er man(d) blevet skilt, er der nemlig en overvejende sandsynlighed for, at man som far ikke har fået bopælsadressen. Ifølge Danmarks Statistik har næsten 86 % af de 0-17-årige skilsmissebørn nemlig bopælsadresse hos mor, mens kun ca. 14 % har bopælsadresse hos far. Og er man(d) nybagt forælder, har man som far ret til 12 ugers mindre økonomisk støttet barsel end mor. Men det er kun toppen af isbjerget, når det kommer til ligestilling for danske mænd - eller rettere mangel på samme.

Kigger man på de grundlæggende levevilkår, står det også skidt til. I Danmark lever mænd i gennemsnit fire år mindre end kvinder, og tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord. Også på uddannelsesfronten er drengene begyndt at halte efter. I folkeskolen får drengene i gennemsnit dårligere karakterer end pigerne, og færre drenge tager en videregående uddannelse.

Derfor er det skørt og forfejlet, når den danske ligestillingsdebat har et enøjet fokus på kvinders grad af ligestilling. Og det er absurd at kvinders underrepræsentation på direktørgangene, og en diskussion af hvorvidt ord som ”kompetent” og ”succesfuld” skræmmer kvindelige jobansøgere væk, er det, der trækker overskrifter. Hvorimod mænds overrepræsentation i f.eks. selvmordsstatistikker og kriminalitetsrater bliver fortrængt. 

Vi siger på ingen måde, at der ikke er ligestillingsproblematikker for det kvindelige køn, men vi opfordrer i stedet til, at man husker på, at ligestilling går begge veje. Kvinders ligestilling bliver aldrig bedre af, at vi fortrænger mændenes. Der er kort sagt behov for mere ligestilling i ligestillingsdebatten.

Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.