Af Uffe Lindum, journalist
Med mellemrum stiller vælgere i medierne det relevante spørgsmål: ’Hvordan når vi klimamålene?’ og bemærker tit i tilgift, at politikerne snakker meget om dem.
Det sidste er desværre det eneste, politikerne kan. De aner ikke deres levende råd ud over at kræve ’handling nu’, så de foregøgler vælgerne, at de sandelig har fat i selve verdensfrelsen.
Det har de på ingen måde!
Og jo højere politikere – lokalt eller på fine globale konferencer i Kyoto, København eller Paris – sætter målene, desto sværere bliver det at nå dem. De hjemlige har blot ladet sig nøje med målene, som de ved givne lejligheder kan vifte vælgerne om næsen med som et slags varsel om, at de er der endnu. Ja, altså også politikerne.
Lad os dog glemme alt om, at samme klode måske går under på torsdag. Det emne underholdt pigerne (#theytoo) på Læssøesgades Skole i Aarhus jævnligt sig selv og hinanden med op til 1950, men trods en skoldende varm sensommer i 1947 eller 1948 (jeg fik skoldet armene godt og grundigt) fór hverken politikere, curlingforældre eller pjækkende elever hylende rundt og krævede klimaindgreb.
Klimaet er fra ende til anden naturvidenskab i fri dressur, og før politikerne og politiske wannabes lærer det, og at det skal tackles efter samme videnskabelige regler, kan de feje alle de fine politiske klimamål ind under gulvtæppet.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
