Lykkehjulets mangeårige vært Bengt Burg er død

De fleste vil nok tænke på "Lykkehjulet", når de tænker på Bengt Burg. Han blev 77 år gammel.
Bengt Burg blev vært på "Lykkehjulet" i 1989 - en tjans han havde frem til 2000. 14. april gik han bort. (Arkivfoto).
Bengt Burg blev vært på "Lykkehjulet" i 1989 - en tjans han havde frem til 2000. 14. april gik han bort. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

17/04/2023

Mangeårig vært på "Lykkehjulet" Bengt Burg er død i en alder af 77 år.

Det skriver Helsingør Dagblad og Ekstra Bladet. Hans søn har bekræftet det over for Ekstra Bladet.

Ifølge mediet gik han bort 14. april.

Bengt Burg var blandt andet radiovært på P1 og P3 og tv-vært på flere forskellige primetime-programmer.

De fleste vil dog nok tænke på "Lykkehjulet", når hans navn bliver nævnt.

Blev fyret efter 3000 programmer

I 1988 blev han kåret til Danmarks bedste radiovært. Året efter overtog han værtsrollen på "Lykkehjulet" og nåede at lave flere end 3000 programmer.

Han var vært på den populære tv-quiz frem til 2000.

Her blev han fyret fra "Lykkehjulet", da TV 2 ville tiltrække yngre seere med en ung vært.

Bengt Burg oprettede sin egen kommunikationsvirksomhed og blev foredragsholder og honningimportør, og et liv væk fra tv-skærmen gav ham mulighed for at bruge mere tid på at sejle.

I forbindelse med sin 70-års fødselsdag i 2015 fortalte den tidligere Lykkehjulet-vært, at han ikke savnede at lave programmet, men han mindedes det som en rigtig god tid.

- Der er stadig folk, som genkender mig på gaden, og det er hyggeligt. På den måde bliver jeg mindet om tiden på "Lykkehjulet", sagde han til TV 2.

I 2019 kunne tv-stationen fortælle, at tv-quizzen ville vende tilbage året efter med Mikkel Kryger som tv-vært.

Har læst og læst

Bengt Burg voksede op i København. Han læste på CBS, Københavns Universitet og Torinos Universitet, inden han uddannede sig til journalist på DR og arbejdede som radiovært på P1 og P3.

Han var gift med den tidligere politiker Mimi Jakobsen frem til 2000, hvor de blev skilt.

Ti år senere blev han gift med Bente Askjær. De har ingen fælles børn, men sammen med Mimi Jakobsen fik han en søn.

Fra et tidligere forhold havde Bengt Burg også en datter.

Kilde: /ritzau/