Oliver Stone fortjener en AFI Life Achievement Award!
Ja, det kan vist ikke være anderledes. Kriteriet på en potentiel modtager af den prestigefyldte AFI Life Achievement Award bliver formuleret således ”the recipient must be one who fundamentally advanced the art of film and whose achievements had been acknowledged by the general public as well as by film scholars and critics and the individual's peers”. Altså en, som fundamentalt har bidraget til filmens kunst. Man skal ikke have set mange af Oliver Stones film fra 1980’erne og 1990’erne for at vide, at det har Stone så i allerhøjeste grad gjort.
Filminstruktør og intellektuelle Oliver Stone er en herre som har været på mange menneskers læber, og det er han ikke længere, af flere grunde. En markant årsag til, at Oliver Stone ikke længere tildeles de helt ”hotte” manuskripter, og ikke længere bliver hyret af de tungeste selskaber og producenter i branchen skyldes, at Stone har været fantastisk til at være kontroversiel.
Det har vel aldrig været nogen hemmelighed, at Stone er en ganske politisk filminstruktør, som aldrig har holdt sig tilbage fra at sige hvad han mener. Det har af samme årsag ledt til både ris og ros, eftersom kritikere og meningsdannere har rost ham for hans mod, og for at belyse befolkningen om vigtige politiske emner, men samtidig har han også modtaget ris, for at rose og endda hylde ganske kontroversielle politiske positioner og politiske figurer, samt at fremføre konspirationsteorier. Eksempler på, hvad Stone har gjort, der blev og stadig bliver opfattet som kontroversielt, er, at han har anklaget jøderne, for at kontrollere amerikanernes udenrigspolitik, i kølvandet på Holocaust. Den udtalelse trak han dog tilbage. Derudover har Stone udtalt, i en samtale om Josef Stalin, at man ikke bare kan gøre mennesker op i ”gode eller onde”. Det er muligvis rigtigt, at man ikke bare skal sige enten/eller med mennesker, men når man tøver og gør det med selveste Stalin, så ved man, eller man burde vide, at man vil få kritik for det. Til sidst skal det nævnes, at Stone gentagende gange har talt, og stadig taler, i positive vendinger om hhv. eks. Hugo Chávez og Vladimir Putin. Stone har ligeledes lavet dokumentarfilm/serier om dem begge to, inklusiv Fidel Castro. Chávez betragtede endda, helt op til sin død, Stone, som sin ven.
Men gudskelov bedømmer AFI’s panel ikke de potentielle modtagere på baggrund af deres politiske ståsted, men på baggrund af deres bedrifter i filmverden. Legender i filmverden som Orson Welles, Steven Spielberg, Clint Eastwood, Martin Scorsese, Morgan Freeman, Jack Nicholson, Meryl Streep, Tom Hanks, Robert De Niro, Al Pacino m.fl. er modtagere af AFI’s Life Achivement Award. Det er en stor og flot ceremoni, hvor adskillige kendisser kommer på scenen og fortæller anekdoter om modtagerens bedrifter og gerninger.
Oliver Stone er en af dem, som har bidraget med noget af det allerbedste og mest unikke man har set på det store lærred. Titler man kan nævne i flæng, er eksempelvis, ”Platoon”, ”Wall Street”, ”Born on the Fourth of July”, “JFK”, “Nixon”, “World Trade Center” og senest “Snowden”. Alle sammen er det film, som jeg personligt holder særligt meget af. Især ”JFK”. JFK er en af mine absolutte yndlingsfilm, for alt hvad den indebærer. Et gennemgående tema i Stones film, måske foruden World Trade Center lige i den her sammenhæng, er en overordentlig stor kritik af det amerikanske system. En enorm kritik af magten og eliten. I Platoon og Born on the Fourth of July, som begge er film om Vietnam-krigen, bliver hovedpersonerne stillet overfor spørgsmålet om, hvorfor de overhovedet er draget i krig. Det spørgsmål vil Stone (som selv var i Vietnam under krigen, og gik derfra med hæder) gerne stille sit publikum, men samtidig er det også en klar position fra hans pen, når han viser at han er klar modstander af Vietnam-krigen og alt dens væsen. Stone forsøger at vise i JFK og Nixon, at mordet på John F. Kennedy var en sammensværgelse. Hele plottet i JFK kredser om mordet på Kennedy og det største cover-up i amerikansk historie (hvor det antydes at vice-præsident og efterfølger Lyndon B. Johnson ligeledes har noget med mordet at gøre), og selvom filmen er lige godt 3 timer lang, så holder man vejret stort set hele vejen igennem. Det er så spændene og så fremragende lavet, at det ikke er til at bære. I Nixon, som er 3,5 timer lang, bliver det ligeledes impliceret, at Nixons stab, allerede i 1960, kendte til, at Kennedy ville blive myrdet. Oliver Stone er selv fortaler for absolut ytringsfrihed, og det viser han bla. i Snowden, da Stone dramatiserer hovedpersonen af samme navn, whistlebloweren Edward Snowden.
Oliver Stones rolige instruktion, hvor han særligt i sine første film i 80’erne og 90’erne, giver skuespillerne rigeligt med materiale og tid på skærmen til at spille igennem, samtidig med at han får gjort dramafilm ufattelig spændene. Stones film har ydet et ganske markant bidrag til den amerikanske filmhistorie, da man ikke siden ham, har set nogen præsidentfilm kunne komme i nærheden af det, Stone har produceret. Stone har formået, at få tunge og lange krigsfilm- og politiske thrillers ud blandt et stort publikum kombineret med en ordentlig omgang historieundervisning, og man er underholdt alligevel. Og det vil jeg gerne skrive, selvom hans film naturligvis også har faktuelle fejl. Men Stones kerne er hans sorg, over den, ifølge ham, destruktive adfærd USA har haft overfor sig selv. Han udtaler ligeledes offentligt, hvor bange han er for, at USA bliver til alt det, vi i Vesten foragter og frygter. Det forsøger hans film at bevise, og det synes jeg, at han lykkedes til perfektion i, og det er en af flere grunde til, at han fortjener en AFI Life Achivement Award.
