"Jeg stiller stadig mig selv en masse spørgsmål. Måske jeg har svaret på dem en dag", lyder det fra Forest Whitaker. En levende legende i sin bedste alder.
2019. Publikum klapper og jubler ved synet af UNESCOs-Goodwill ambassadør, filantrop, operasanger, skuespiller og Oscar-vinder Forest Steven Whitaker. Han vinker og smiler stille og roligt uden at gøre noget videre væsen af sig, selv om han ikke er til at overse. Hans størrelse har altid været et kendetegn når han har skulle spille i sine film. Uden at glemme hans karakteristiske halv-lukkede venstre øje, som er fremkommet grundet sygdom. Han har deltaget i Jimmy Kimmels berømte Late Night Show to gange – først i 2006 til promoveringen af hans Oscar-vindende rolle i ”The Last King of Scotland” som Idi Amin. Og igen i 2019, hvor han skulle promovere sin nyeste serie ”Godfather of Harlem” hvori han spiller Harlem gangsteren Bumpy Johnson.
Med sin rolige og stoiske tilstedeværelse, fortæller Whitaker blidt og roligt om glæden ved at vinde en Oscar for bedste skuespiller, som den kun 4. afroamerikanske mand i filmhistorien, ved at konstatere at ”det var helt okay”. Han er inkarnationen af den stille-og-rolige-type som vi i hverdagstale kalder det, på dansk. Det er i stor kontrast til mange af de roller Whitaker har indtaget på det store lærred de sidste 30 år, og ikke mindst i kontrast til et hav af modsadrettede typer i Hollywood. Men skuespil kom uventet for ham. Han startede som ung med at spille amerikansk fodbold i Los Angeles. Han var en talentfuld spiller, og fik senere et stipendium så han kunne studere på West Point. Det var et overvældende sted for ham, også for overvældende. Han blev bange for at tabe sin identitet – bange for at tvivle på, hvem han var. Så han begyndte at gå til sangundervisning. Det gav ham ro. Af total tilfældighed, fik en agent øje på ham ved en opera forestilling, og tog en snak med ham da forestillingen var overstået. Denne agent, var filmagent. Og han bemærkede Whitakers størrelse og sangtalent. Filmagenten ville have Whitaker med i en film med Sean Penn og Nicholas Cage. Det kunne Forest ikke sige nej til – så det kom han! Hvis man er gammel nok til at kunne huske den første store film der blev vist i biograferne med Whitaker, så vil man huske året 1986 tydeligt (personligt var jeg ikke selv født) – eftersom han indtog en lunende og charmerende rolle i Oliver Stones Oscar-vindende krigsfilm ”Platoon”. Som i øvrigt er en fantastisk film. På trods af, at Whitaker ikke havde nogen stor rolle i filmen, var der stadig adskillige anmeldere, seere og filmfolk der gik fra filmen, forhåbentligt tilfredse, som tydeligt kunne huske Whitakers præsation. Han skulle kun et år senere, i 1987, indtage det store lærred igen med filmen ”Good Morning, Vietnam” som mange vil huske for Robin Williams’ præstation. Men igen var Whitaker ikke til at komme udenom. Hans to glimrende biroller i disse film, skulle lande ham hans gennembrudsfilm i 1988.
Whitakers gennenbrud kom nemlig med filmen ”Bird” baseret på den amerikanske saxofonist, Charlie Parkers liv. Bird var Parkers kaldenavn, og selveste Clint Eastwood var idémand og indstruktør bag filmen. Eastwood var blevet så imponeret over Whitakers gode præstationer i løbet af hans, på dette tidspunkt, korte skuespillerkarriere, at han måtte have Whitaker på som hovedrollen i hans film. Traditionen tro, fristes man til at sige, imponerede Whitaker anmeldere og publikum. Han havde forberedt sig ved faktisk at lære at spille saxofon, læse bøger om Charlie Parker, og isolere sig på et loft med kun en seng, sofa og en saxofon. Hans fremragende præstation som Charlie Parker, landede ham en Golden Globe nominering som bedste skuespiller. Ikke nok med dén flotte nominering, så vandt Forest Whitaker prisen for bedste skuespiller ved Cannes-prisuddelingen i 1988. Grundstenene til en glorværdig skuespiller karriere var nu blevet lagt.
Allerede igen i 1992, medvirkede Whitaker i filmen ”The Crying Game”, hvor han på ny havde en birolle. Havde det i grove træk været hvilken som helst anden skuespiller der havde besat Whitakers rolle, var vedkommende med stor sandsynlighed gået ubemærket hen. Men det gjorde Whitaker ikke. På ny blev han hevet særligt frem for hans præstation, hvor han endda diskede op med en meget troværdig engelsk accent – Whitaker er selv fra Texas, USA, hvoraf han så senere flyttede til Californien med sin familie. Andre præstationer i halvfemserne som Whitaker blev særligt rost for, inkluderer titler som Pret-a-Porter, Smoke og Phenomenon – hvor han i sidstnævnte spiller overfor legender som John Travolta og Robert Duvall.
Et kendetegn ved Whitakers måde at forberede sig på sine film, er hans fuldstændige tilblivelse af den karakter han skal spille. Han gør alt hvad han kan, for at forberede sig bedst muligt på, hvad der foregår inde i hovedet på sine karakter. Foruden hans forberedelse til filmen ”Bird” skal herfor også nævnes ”Ghost Dog: The Way of the Samurai” fra 1999. For at blive klar til rollen, begyndte han at studere østlig filosofi og meditere time efter time dagligt. Karakteren, som hedder ”Ghost Dog” er fiktiv, men instruktøren Jim Jarmusch forsøgte så vidt muligt at skabe en koldblodig lejemorder med en vis humanisme og varme. Dén opgave mente han, at Whitaker ville være i stand til at løfte. Det kunne han.
Men alle skuespillere træder ved siden af, sommetider. Så længe man ikke gør det så ofte, at troværdigheden og legitimiteten bag skuespilleren komplet forsvinder. Når jeg skriver disse linjer, hentyder jeg slet skjult til skuespillere som eksempelvis Bruce Willis, Steven Segal, Dolph Lundgren m.fl. Sikke dog elendige film de har medvirket i. Nok om dem. Forest Whitaker medvirkede i 2000 i en film der næsten øjeblikkeligt blev kaldt for en af filmhistoriens værste film. ”Battlefield Earth” er navnet. Hvem kom på idéen og besatte ligeledes hovedrollen? John Travolta. Travolta var fuldstændig besat af at lave en film baseret på Scientology-skaberen L. Ron Hubbards roman af samme navn. Det skulle vise sig at være en elendig idé, og Forest tog senere også kraftig afstand fra filmen. Men hvorfor medvirkede Forest overhovedet til at begynde med? Allerede omkring udgivelsesdagen for filmen, udtalte han til IGN, at idéen lød enorm sjov, og at han så filmen som en komediefilm. Hvis anmelderne vidste, at de skulle gå til filmen med en forventning om at grine, så havde den nok været et mesterværk. Men livet går videre – og heldigvis for Forest, skadede filmen ham ikke synderligt. Det samme kan ikke siges om John Travoltas karriere efterfølgende.
Allerede i 2003 medvirkede Forest i thrilleren ”Panic Room”, instrueret af mesterinstruktøren David Fincher. I hovedrollen ses Oscar-vinderen Jodie Foster, med en, som sædvanlig, fængende og uhyggelig skarp præstation. Selvom Whitaker var blevet castet som en skurk, som skal bryde ind i et hus med en kujon og en psykopat, var hans karakter en man kunne sympatisere med og en man håbede det ville ende godt for. Whitaker formåede, på usædvanlig vis, at tilføre en skurkerolle, med relativ få replikker, et stærkt og troværdigt mix af dybde, empati og aggression. I året 2003 har Forest Whitaker været aktiv professionel skuespiller i små 17-18 år, og med rollen i ”Panic Room” var det nu, at tiden var kommet til, at han skulle vise sig fra sin absolut bedste og mest ambitiøse side. I 2005 begynder Whitaker at forberede sig til rollen som den Ugandiske diktator Idi Amin til filmen ”The Last King of Scotland”. For at blive så klar, som man nu engang kan blive til sådan en rolle, kiggede Whitaker allerførst på Amins ydre. For var Idi Amin en slank herre? Ikke synderligt. Så Whitaker begyndte at tilføre sin kost et hav af kalorier, og i løbet af relativ kort tid, havde han nu taget cirka 22 kilo på. Foruden det, lærte han at spille på de instrumenter Amin kunne spille på. Han læste bøger om Amin, så gamle nyhedsudsendelser og dokumentarfilm om Uganda og Amin, og han tog til Uganda for at møde Amins familie, venner, Ugandiske generaler og ofre for Amins diktaturregime og rædsler. Ikke nok med det, lærte Whitaker et helt nyt sprog – swahili og trænede sin stemme, så han kunne mestre den øst-afrikanske accent.
Rollen som Idi Amin landede som bekendt Forest hans første og indtil videre eneste Oscar sejr, og i sin takketale sagde Forest, ”Da jeg i sin tid begyndte at spille skuespil, gjorde jeg det, fordi jeg havde et ønske om at knytte mig til andre mennesker, knytte mig til dette lys, jeg tror på, eksisterer inde i os alle sammen. Skuespil handler for mig om at tro på denne forbindelse. Tro på en forbindelse der er så stærk, der er så dyb, at vi kan mærke den helt inde i os, så vi sammen kan skabe en ny virkelighed”. Når Whitaker dagen i dag bliver spurgt til, om han selv havde tænkt på om han ville vinde en Oscar for den rolle, eller om det var noget han gik og tænkte på eller drømte om, svarer han roligt og kortfattet ”Nej, ser du, det har aldrig været noget jeg har tænkt på”. Foruden Whitakers Oscar-sejr for sin rolle som Idi Amin, vandt han 25 amerikanske filmpriser for sin rolle. Udover det, vandt han også det britiske svar på en Oscar – nemlig BAFTA’en for bedste mandlige hovedrolle.
I 2007, medvirkede Whitaker i en mindre rolle i den Denzel Washington-instruerede film ”The Great Debaters” hvor han igen-igen modtog særlig opmærksomhed og hæder, på trods af lidt skærmtid. Frem til 2013 havde Whitaker, på trods af hans Oscar-sejr, tæt på ingen hovedroller og landede biroller i B-film og film med mindre budgetter og kapacitet. Det ændrede sig i 2013.
Filmen ”The Butler” som efterhånden også er blevet sendt i fjernsynet i Danmark et hav af gange, var Whitakers store comeback, efter nogle år væk fra Hollywoods spotlys. Heri, spiller Whitaker en butler, for hvis karakter er baseret på en virkelig person – nemlig butleren Eugene Allen. ”The Butler” tiltrak enormt meget opmærksomhed, og blev på det tidspunkt en af Whitakers mest succesfulde film både økonomisk og blandt anmeldere. Foruden Whitaker, medvirker mega-kendissen Oprah Winfrey som hans hustru, og hun gør det ligeledes fortrinligt. Parret blev nomineret til adskillige fornemme priser, og Whitaker var nu tilbage blandt de bedste. Han var sådan set aldrig blevet glemt, han havde bare forsøgt sig med andre projekter, som var gået under radaren. Det skulle være slut med det.
For siden udgivelsen af ”The Butler” har Whitaker medvirket i Star Wars filmen ”Rogue One” fra 2016 som indtjente over 6 milliarder kroner i billetindtægter, samt Marvel superheltefilmen ”Black Panther” fra 2018 som indbragte hele 8 milliarder kroner i billetindtægter. I 2016 begyndte Whitaker ligeledes at spille teater, og fik sin Broadway-debut i en genfortælling af Eugenie O’Neils teaterforestilling ”Hughie”. I 2017 blev Whitaker ganske rørt over at få rollen som ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist Desmond Tutu, og det var en stor oplevelse for ham, at få lov at spille en mand, som på sin helt egen måde, tilgav de mennesker der støttede apartheiden i sin tid. Siden 2019, har Forest Whitaker indtaget hovedrollen som førnævnte gangster Bumpy Johnson i den anmelderroste serie ”Godfather of Harlem” der fornemt fortæller om 60’ernes raceoptøjer og bandekriminalitet i USA. Hvis man går og tænker, hvornår der mon kommer noget nyt fra denne fremragende skuespiller, skal man ikke vente længe – for til august har filmen ”Respect” premiere, og deri vil Whitaker spile fader til sangeringen Aretha Franklin (spillet af en anden sangerinde, Jennifer Hudson) i en ny filmatisering om hendes liv. Glæd dig.
Forest Steven Whitaker voksede op i et hjem, hvor hans forældre ikke kunne forstå, hvorfor han dog ville være skuespiller. Han var en højt begavet ung mand, og de forestillede sig at han skulle blive samfundstænker der udgav lange bøger, læge eller advokat. Filosofien interesserede Whitaker, og han elskede, og nyder stadig, at sidde og læse gamle græske tekster og bøger om de gamle græske tænkere som Platon og Aristoteles. Forest har en livsfilosofi vedr. skuespil som han sjældent deler, men når han gør, er det kun i små bidder. Men han har udtalt til medier før, at han nægter at tage roller, som ikke kan give ham en bredere og bedre forståelse for menneskeheden, både sociologisk men særligt filosofisk. Når vi dagen i dag skriver 2021, tænker Forest stadig over en del spørgsmål. Han undrer sig over, hvorfor han i en alder af 59 år, stadig bærer rundt på disse mere fundamentale spørgsmål, såsom; Hvad er vigtigt? Hvordan bliver jeg et bedre menneske? Spørgsmål, som filosoffer og tænkere gennem de sidste 2500 år har forsøgt at besvare. Sjældent ser man skuespillere så intellektuelt disponeret som Whitaker selv, og selvom han af natur er meget tilbageholden og i besiddelse af fornem sindsro, så er han en helt speciel kunstner. En af de bedste. Men måske er det præcis dén tilgang til skuespil der har gjort, at Whitaker er lykkedes på en skala som han har gjort? Måske er hans dedikation, men stille og eftertænksomme filosofiske tilgang til hans værker netop udslagsgivende for, hvilken skuespiller han er blevet? Om ikke andet, så er han en man vil følge lige til det sidste. Jeg vil i hvert fald.
