Anthony Hopkins
Du kender ham måske som Hannibal Lecter. Måske som Odin. Måske som James Stevens fra Oscar-successen ”Resten af dagen”. Måske for hans portræt af præsident Richard Nixon i 1995’er filmen ”Nixon”. Måske for hans portræt af USA’s 6. præsident, John Quincy Adams i ”Amistad” Måske for hans rolle som Pave Benedikt 16 i ”The Two Popes”. Ja, listen er meget lang, og jeg kunne have fortsat. Måske jeg skulle konkludere med hans rolle som Anthony i filmen ”The Father” som nu 83-årige Hopkins vandt sin anden Oscar for bedste mandlige hovedrolle for, i år. Den ældste Oscar-vinder for skuespil nogensinde. Hans første Oscar pris vandt han naturligvis for rollen som Hannibal Lecter i ”Ondskabens Øjne”. Hopkins har siden sit portræt af Dr. Hannibal Lecter i 1991 blevet anerkendt som en af de absolut fineste skuespillere i branchen. Og med rette. Hvis jeg dog skal tilføje en film til listen, som er blevet set af noget færre end de førnævnte, skal ”The Worlds Fastest Indian” eller ”Mit livs sidste rejse” nævnes ligeledes. Den underspillede lune rolle som den virkelige Burt Munro er både rørende og helt igennem morsom. Anbefalingen herfra er hermed givet. Walisiske Anthony Hopkins er ganske enkelt det man i Storbritannien kalder en ”national treasure”. Dvs. en som har bidraget med noget helt ekstraordinært indenfor sit felt. Men nu skal vi lidt tilbage i tiden.
Hopkins havde ambitioner om, som ganske ung, at være koncertpianist. Han begyndte først at spille skuepil i en alder af 18 år, da han sluttede sig til en YMCA-dramatik klub. Han modtog et stipendium til Cardiff College of Music and Drama, og han turnerede med Arts Council som scenechef og skuespiller efter sin eksamen. Derefter tilbragte han to år med Royal Artillery. Efter en pause genoptog han sin skuespilkarriere, hvor han fik sin professionelle debut i 1960. Som en selvbeskreven "instiktiv skuespiller" fik han den nødvendige uddannelse da han blev optaget på Royal Academy of Dramatic Arts i 1961 og dimitterede to år senere. Han optrådte først på scenen i London i Lindsay Andersons produktion af Julius Caesar (1964). Det var i denne periode, at han optrådte i sin første film, den Anderson-instruerede korte film The White Bus (udgivet i 1967).
Hopkins blev efterfølgende optaget på Laurence Oliviers National Theatre i 1965, og han var ”understudy” for Olivier i flere produktioner, før Hopkins selv tiltrak positiv opmærksomhed med sine optrædener i forestillinger som Edgar i August Strindbergs The Dance of Death og som Andrey Prozorov i Anton Chekhovs Three Sisters (begge 1967). Til sidst havde han definitivt vundet kritikerne over, og han blev i en meget tidlig alder kaldt "den nye Olivier", og det var under denne enorme beundringsbølge, at han landede den saftige rolle som Richard Løvehjerte i 1968-filmversionen af James Goldmans ”The Lion in Winter”. I 1974 nød han en dobbelt professionel triumf, da han medvirkede i den amerikanske tv-miniserie QB VII og også spillede rollen som Dr. Martin Dysart i den originale Broadway-produktion af Equus.
På trods af mange års udsigter til en lovende karriere og glødende anmeldelser fandt Hopkins sin karriere hæmmet af hans besværlige attitude og alkoholmisbrug. Efter at have vågnet op på et hotelværelse i Phoenix i 1975 og ikke kunne huske, hvordan han kom derhen, besluttede Hopkins at nu skulle der ske forandringer: ”Jeg levede et temmelig selvdestruktivt liv i et par årtier. Det var først efter jeg lagde mine dæmoner bag mig, at jeg fuldt ud kunne nyde at spille skuespil. ” Hopkins karriere tog fart, og hans efterfølgende roller inkluderede roste portrætter som eksempelvis en mentalt sindsforvirret bugtaler i Magic (1978) og som Joseph Merrick læge i Elefantmanden (1980), samt skarpe skildringer af to roller tidligere forbundet med Charles Laughton: Quasimodo i The Hunchback of Notre Dame (1982) og Captain Bligh i The Bounty (1984). I denne periode vandt Hopkins Emmy Awards for sine optrædener som Bruno Richard Hauptmann i The Lindbergh Kidnapping Case (1976) og som Adolf Hitler i The Bunker (1981). I 1989 debuterede han i West End i det musikalske drama M. Butterfly.
Selvom den helt igennem oversvømmende ros særligt kom fra hans portrætter af førnævnte figurer, samt real-life karakterer som Yitzhak Rabin, John Quincy Adams, Richard M. Nixon, CS Lewis og Pablo Picasso – så er den filmrolle, han er blevet mest identificeret med, og som han modtog en Oscar for, var den rolle som en skræmmende, modbydelig men strålende intelligent seriemorder Hannibal ("kannibalen") Lecter i den måske bedste thriller-film nogensinde, The Silence of the Lambs eller Ondskabens Øjne fra 1991. Hopkins modtog efterfølgende Oscar-nomineringer for sine roller som butler i Remains of the Day (1993), som den 37. amerikanske præsident i Nixon (1995) og som John Quincy Adams i Amistad (1997). Andre bemærkelsesværdige roller i 1990'erne omfattede Howards End (1992), Legends of the Fall (1994), og Meet Joe Black (1998) samt Bram Stokers Dracula (1992) og The Mask of Zorro (1998).
Hopkins genoplivede sin berømte skildring af Hannibal Lecter i Ridley Scotts Hannibal (2001) og Red Dragon (2002), før han ledede rollebesætningen af en 2003-bearbejdning af Philip Roths roman The Human Stain. I 2005 medvirkede han som en genial matematiker, der var ramt af psykisk sygdom i Proof og som den newzealandske motorcykelracer Burt Munro i den fremragende film ”The World’s Fastest Indian” eller ”Mit livs sidste rejse” fra 2005. Særligt denne rolle, var Hopkins særligt glad for, eftersom han mente, at han delte livsværdier med den virkelige karakter han portrætterede. Hopkins landede efterfølgende også roller i den juridiske thriller Fracture (2007) samt film med store budgetter, der var rodfæstet i mytologi, herunder Beowulf (2007; som King Hrothgar) og The Wolfman (2010).
Hopkins fulgte trenden og spillede den nordiske gud Odin i Marvel-bragene med svingende kvalitet Thor (2011) og dens efterfølgere, Thor: The Dark World (2013) og Thor: Ragnarok (2017). Han medvirkede også i det kalejdoskopiske drama 360 (2011) og som selveste Alfred Hitchcock i Hitchcock (2012), som var centreret om at skabelsen bag klassikeren Psycho (1960). I den morsomme ensemble-actionkomedien Red 2 (2013) spillede Hopkins en excentrisk atomforsker, og i det bibelske drama Noah (2014) hvor han spillede overfor Russel Crowe i rollen Methuselah. I 2015 medvirkede han i krimidramaet Solace, der var tiltænkt som efterfølger til 1995’er filmen Seven, hvor han spillede en slags læge, der hjælper politiets efterforskere med at fange en seriemorder. I 2016 medvirker Hopkins i tv-filmen ”The Dresser” (2016) hvor han spiller overfor Ian Mckellen. En produktion som Hopkins er stolt over, at han medvirkede i. Efter at have spillet en række skurkekarakterer, var Hopkins at finde i den, undskyld mig, frygteligt dårlige Transformers: The Last Knight i 2017. Hopkins portrætterede senere den eponyme helt i en tv-adaptation (2018) af William Shakespeares King Lear. Han medvirkede derefter som Benedict XVI i Netflix-filmen The Two Popes (2019), som centrerer sig om venskabet mellem Benedict og den fremtidige pave Frans. For sin præstation fik Hopkins sin femte Oscar-nominering. Han fik yderligere anerkendelse - inklusive sin anden Oscar-pris - for sin skildring af en mand, der kæmper med demens i The Father (2020). Hans andre bemærkelsesværdige roller omfatter HBO-tv-serien Westworld (2016–).
Ud over at spille skuespil, har Hopkins forsøgt sig med både at skrive og instruer ofilmen August (1996) og den surrealistiske Slipstream (2007). Hopkins spillede med i begge film. I en samtale med Jodie Foster i 2020, fortalte Hopkins dog, at ikke var ”nogen instruktør” forstået på den måde, at lige dét, mente han ikke selv at han var god til.
Men dog synes jeg godt at man kan sige, at de roller Hopkins nu engang har kastet sig over, er han i dén grad lykkedes i. Jo, A Change of Season, Transformers: The Last Knight og Collide, er ikke film og roller Hopkins husker tilbage på med stor kærlighed, men alle, selv de allerbedste, træder ved siden af ind i mellem. Hopkins er en af dem der meget sjældent gør det, og det er på trods af, at filmens selvstændige kvalitet ikke nødvendigvis er tårnhøj. Anthony Hopkins er altid garant for en god optræden. Det anerkender Oscar-akademiet også, og af samme årsag har de nomineret ham til hele 6 Oscars, hvoraf han har vundet 2. Hans helt nye sejr for ”The Father” gør, at Hopkins nu er en integreret del af en klub på blot 44 personer. Der er altså kun 44 personer der i hele filmhistorien har vundet 2 eller flere Oscars for skuespil.
Anthony Hopkins er blandt andet også særlig kendt for sin forberedelse til de film han binder sig til. Han har adskillige gange understreget i interviews, at når han først har forpligtet sig til et filmprojekt, vil han gennemgå sine replikker så mange gange som nødvendigt (nogle gange op til 200). Han fortæller at han vil øve replikkerne indtil de lyder helt naturligt for ham, så han kan "gøre det uden at tænke". Denne form for indøvning fører til en meget afslappet leveringsstil. Men det har også bragt Hopkins i problemer med filminstruktører, eftersom de har ville ændre i replikkerne eller scenerne undervejs, og der har Hopkins haft svært ved at omstille sig til ændringen. Richard Attenborough, har ved flere lejligheder rost Hopkins til skyerne for at have ”en ekstraordinær evne, der får en til at tro, når man hører ham, at det er første gang han nogensinde har sagt den replik. Det er en utrolig gave”.
Et eksempel hvor Hopkins har forbløffet sin instruktør og sine medskuespillere med sin hukommelse og leveringsevne var under optagelserne til filmen Amistad. I Steven Spielbergs Amistad (1997) forbløffede Hopkins alt og alle, da han formåede at levere syv-siders retssagstale på én gang. En overrumplet Spielberg kunne efterfølgende ikke få sig selv til at kalde Anthony Hopkins for ”Tony” (som er Hopkins’ kaldenavn) og insisterede efterfølgende på at henvende sig til ham som Sir Anthony under hele optagelsen. Der er ganske enkelt ingen hindring for Hopkins’ skuespil. Ej har hans walisiske accent bragt ham i problemer når han har skulle spille amerikaner, da hans evne til at skifte sin accent, er barnemad for ham. Ej har han nogensinde haft problemer med at spille ond. Hopkins har senere forklaret det med, at han aldrig har haft problemer med at sige ting, der fik ham til at fremstå ondskabsfuld, hvis det var det han ville. Det har altid været nemt for ham, men han kan ikke forklare hvordan det kan være. Og det er et af flere kendetegn ved Hopkins. Når man ser interviews med ham, er han ofte meget kortfattet når det handler direkte om ham selv, men skal han fortælle historier om andre mennesker der står ham nært, eller oplevelser han har haft, så fortæller han dem med glæde, med dybde og med stor indsigt i de omkringliggende forhold. Det at se ham vinde en Oscar i en alder er 83 år, er i sig selv en præstation, der kun viser, hvor fantastisk en skuespiller man har med at gøre. Det kan der ikke være nogen tvivl om.
