4 stjerner.
Vi lærte første gang Ulrik Torp at kende tilbage i 2000, hvor han var hovedpersonen i det fremragende værk, ”Kongekabale” skrevet af Niels Krause-Kjær. Krause-Kjær er en bekendt herre, som mange måske ikke lige umiddelbart, som det første, genkender som værende forfatter. Det skyldes, at Krause-Kjær i dag er fast vært på 22:30 programmet på DR2, nemlig Deadline. Krause-Kjær er en dygtig journalist, tidligere pressechef hos Det Konservative Folkeparti og ligeledes en dygtig forfatter. Det demonstrerede han med Kongekabale for tyve år siden, og det viste han igen med efterfølgeren Mørkeland fra sidste år. Denne gang er han aktuel med ”Fandens forår” som jeg har haft glæden af at læse.
”Fandens forår” har for mig at se en lidt sløv start. Det tager noget tid at komme rigtig i gang, og jeg sad ind i mellem og røg lidt ud af fokus, efter de første 100-150 sider. Men det bliver bedre og bedre. Bogen er begavet bygget op og den er særdeles aktuel, eftersom den tager udgangspunkt i den voksende nationalisme, spionage og moderne digital teknologi samt meget mere. ”Fandens forår” er derfor, og undskyld mit franske, fandens overbevisende. Krause-Kjær skriver i et fornemt, klart og flot sprog der videre konsoliderer ham, som en af de bedste vi har herhjemme i genren politiske thrillers.
Plottet er i og for sig ganske simpelt, eftersom det handler om to ældre mænd, som dør. Indrømmet, det er ikke hele fortællingen, for den ene var forhenværende udenrigs- og justitsminister og den anden var forhenværende folketingspolitiker. Til at starte med, ved ingen hvad der er foregået. Men som vi jo kender Ulrik Torp fra de to første bind, graver han dybere end alle andre, og kommer frem til foruroligende sandheder om begivenhederne, som den dygtige unge kvinde Emma, hjælper ham med. Det viser sig nemlig, at de to afdøde ældre mænd, som ikke kendte til hinanden, begge sad i det udvalg i folketinget, som vedrører efterretningstjenesterne, altså kontroludvalget.
Nogle forfattere er gode til at holde sig objektive i deres fortællinger, og søger udelukkende at fortælle en god historie, fremfor at argumentere for et politisk ståsted eller blot et omsiggribende problem. Niels Krause-Kjær gør det sidste, eftersom han fornemt illustrerer, hvordan globalismen har gjort os afhængige af fabrikker i f.eks. Kina og hvordan globalismen har banet vejen for populistiske og nationalistiske strømninger i verden. I Danmark, som ”Fandens forår” foregår i, har vi oplevet det samme. Ude i verden har vi har set reaktionerne de sidste par år, hvor en Donald Trump er kommet til magten i USA. Hvor Marine Le Pen har vundet stor styrke i Frankrig. Et Polen, Ungarn og Tyrkiet der i stor stil leger med sig selv, men desværre også Europa. Det er bare ikke en leg Europa synes om. I Danmark specifikt var en Rasmus Paludan frygtelig uhyre tæt på at komme i folketinget, og Nye Borgerlige kom ind.
Men globalismen var noget vi troede udelukkende var en god ting. Vi troede det gav os mere frihed, velstand og multikulturalisme, hvilket ikke er forkert, men det har banet vejen for de strømninger jeg nævnte tidligere. Under- og middelklassen har, for nogens vedkommende, jo nemlig ikke givet den her velstandsfremgang som de var blevet lovet. Hvor søger de vælgere så hen? De søger hen mod de politikere, der lover, at de nok skal gøre op med den her voksende indflydelse fra globalismen. De politikere lover, at de nok skal sørge for, at de får smidt udlændingene ud, at borgerne kun ser nationale produkter i butikkerne og at de vil tage deres land tilbage så at sige. Det her er jo en af de kampe, hvor venstre- og højreorienterede har fundet sammen, og set en fællesfjende, i nationalkonservatismen og populismen.
Vi siger systemet, vores fælleshandelsorganisationer m.v fungerer, men at der er ting der kan gøres bedre. De andre siger, at det hele skal jævnes med jorden. Hvad er rigtig? Svaret finder du ikke i ”Fandens forår” men du får nogle afsindig gode betragtninger på netop dette område, m.fl., og du får underholdning for alle pengene.
