2020 som film år vil blive et særlig husket år for coronapandemiens indtog på biograferne. Men har det foruden corona været et mindeværdigt år i filmens navn– set med særligt internationale men også nationale briller? Lad os dykke ned i det engang.
De film jeg vil dykke ned i, er dem jeg mener som særligt har bidraget til år 2020, og som understreger den pointe jeg forsøger at fremvise her. Til det skal nævnes, at jeg mener at året 2020 i filmens navn, særligt har båret præg af, at det har skulle handle om at finde sin plads i tilværelsen, finde et formål, selvom det er svært.
Filmlisten ser således ud – Bad Boys For Life, The Last Full Measure, The Call of The Wild, Onward, Da 5 Bloods, Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga, The Old Guard, Palm Springs, I’m Thinking of Ending Things, Mulan, Enola Holmes, The Trial of Chicago 7, The Prom og Soul – med inddragelse af to fantastiske danske film, ligeledes fra 2020 – nemlig Druk og Retfærdighedens Ryttere.
Jeg vil indledningsvist starte med at inddrage action- og komediefilmen Bad Boys for Life og den musikalske komediefilm ESC: The Story of Fire Saga. Dette skyldes, at begge film rør ved særligt venskabets styrke mellem to mennesker. Filmene stiller konstant sig selv det samme spørgsmål hele vejen igennem – hvor langt vil du gå for en ven du elsker? I begge film ligger svaret også: rigtig langt. Men til fælles for hovedpersonerne i begge film er, at de ikke helt kan affinde sig med deres plads i verden. Mike Lowrey, Marcus Burnett, Lars Erickssong, Sigrit Ericksdóttir ved i og for sig godt hvad de vil med deres liv, men ikke helt alligevel. Vil Mike og Marcus virkelig fortsætte et liv fyldt med pistoler, biljagter, vold og bekæmpelse af bandekriminalitet? Er de ikke blevet for gamle? Er sang og musik virkelig det Lars og Sigrit er sat på jorden til at mestre? Mike og Marcus må slås med sine indre dæmoner for at lægge det liv fyldt med vold fra sig, mens Lars og Sigrit må kæmpe en hæderlig kamp, for at nå deres drømme. Men parrene har det til fælles, at vejen derhen, er ubarmhjertig hård. Men så længe man har hinanden, så kan det lade sig gøre. Og så hjælper det da også, at begge film er godt morsomme. I Onward og Enola Holmes er der tale om samme førnævnte tema, nemlig om at finde sin plads i tilværelsen. Men denne gang med særlig inddragelse af familie. Fælles for Onward og Enola Holmes er, at hovedpersonerne i begge film, er i familie med hinanden. I animationsfilmen Onward har vi brødrene Ian og Barley Lightfoot, der via en besværgelse, kan bringe deres afdøde far tilbage i 24 timer. I Enola Holmes har vi hovedpersonen selv, nemlig Enola Holmes, der sammen med sin bror Sherlock Holmes, leder efter sin mor. Enola tilbringer dog det meste af filmen alene, da Sherlocks bror, Mycroft, modarbejder Enola. I disse to film, kan Ian ikke finde ud af hvem han er, og han tror at mødet med den afdøde far, som han aldrig har mødt, vil give ham svaret. Enola leder efter sin mor, fordi hun elsker og savner hende, men også fordi at moren gav Enola den identitet hun har. Enolas personlighed er en alle omkring hende forsøger at vende hende af med, men Enola nægter, for hun vil have svar fra sin mor. I modsætning til de voksne hovedroller i Bad Boys for Life og ESC: The Story of Fire Saga, er der altså i Onward og Enola Holmes tale om teenagere, der søger svar på hvem de er. Svaret på, hvordan de skal agere i denne verden.
I filmene The Last Full Measure, The Call of the Wild, Da 5 Bloods og The Old Guard, har vi at gøre med ældre mennesker (flere hundrede år gamle I The Old Guard) som har søgt efter et formål hele deres liv. Der er ikke meget i deres liv der har givet mening. I den glimrende film The Last Full Measure har vi karakteren Scott Huffmann I hovedrollen, der endelig finder et formål. Han har ikke vidst hvad han skulle gøre af sig selv, og han har dødkedet sig i tiden inden han fandt sit formål. Han støder så på adskillige krigsveteraner, spillet eminent af filmlegender som Samuel L. Jackson, Ed Harris, William Hurt og Peter Fonda. Derudover er en af mine personlige yndlingsskuespillere Christopher Plummer, også at finde i dette utrolige skuespilgalleri. Alle disse krigsveteraner lider i tilværelsen. De har været i krig sammen, og som resultat deraf, mistet deres leder, William Pitsenbarger i krigen. De har siden Vietnamkrigen spurgt dem selv, ”hvad nu?”. De har så at sige givet op på tilværelsen – men Huffmans endelig fundne formål, kan måske lave om på det. I The Call of The Wild, har vi en toptrænet Harrison Ford i hovedrollen, som har været alene i ganske mange år. Han ved ligesom de tidligere nævnte personer, ikke hvad han skal foretage sig. Men han støder på en hund, som kan ændre på alt dette. I den omdiskuterede dramafilm, Da 5 Bloods, har vi igen at gøre med krigsveteraner, som ikke har levet gode liv siden de OGSÅ, deltog i Vietnamkrigen. Og nej, The Last Full Measure og Da 5 Bloods har absolut intet med hinanden at gøre, andet end, at de vigtigste karakterer var udsendt til Vietnam. Da 5 Bloods er ligeledes en fantastisk film, som har delt anmelderne herhjemme, men som modtog næsten universel ros i USA (Da 5 Bloods er en af mine Oscar-favoritter). Disse fire krigsveteraner har endelig fundet et formål –nemlig at bringe deres afdøde soldaterkammerat hjem, som tragisk faldt i Vietnamkrigen. Filmen foregår i nutiden, så det har taget dem adskillige årtier at tage tilbage til Vietnam og finde deres faldne kammerat. I fantasy-filmen The Old Guard, følger vi superhelte, som simpelthen er blevet superhelte ved en tilfældighed. De ved ikke selv hvorfor de er blevet det, andet end, at de blev det, da de døde. Siden da er de blevet udødelige og fået superkræfter, indtil den dag, de ikke har dem længere – for de mister dem nemlig langsomt på et ligeledes tilfældigt tidspunkt. Superheltene bliver ført an af altid-godt-spillende Charlize Theron, som igen besidder en vaskeægte female-badass rolle. Disse superhelte lever dog ikke gode liv. De trækker sjældent på smilebåndet, da livet for dem, er grundlæggende meningsløst. Ak, de redder menneskeliv efter menneskeliv, men alt imens de gør det, mister de alle de elsker omkring dem, som tiden går. De er ikke i stand til at binde sig til nogen. Men pludselig bliver en ny ung superheltinde tilføjet til gruppen, som er anderledes. For ikke at afsløre filmens handling alt for meget, kan jeg roligt sige, at formålssøgen også bliver relevant her.
For at blive blandt de film, der undertrykker kendsgerningen om at livet lige meget hvad har en mening, vil jeg nu inddrage den romantiske- komediefilm Palm Springs,dramafilmen I’m Thinking of Ending Things og den danske mørke komediefilm, Retfærdighedens Ryttere. I Palm Springs og I’m Thinking of Ending Things, har vi i begge film at gøre med hver to hovedpersoner, endda noget så traditionelt som en mand og en dame. Disse to film er i tonen, udtrykket og endda handlingen som helhed, dybt forskellige. Som i virkelig forskellige. Men filmene stiller de samme spørgsmål – er livet i grunden meningsløst? Har livet nogen medfødt mening? Der bliver derfor trukket på det bedste hos Friedrich Nietzsche og Arthur Schopenhauer tilmed med nogle referencer til Jean Paul Sartre og Sigmund Freud. Filmene enes om, at vi skal give livet mening. Hvis vi er væsener der lever et liv, vi synes er uden mening, er der i og for sig ikke noget galt i det. Du behøver ikke at søge meningen i tilværelsen, eller finde et formål, men det er en god idé hvis du gør. Disse to film formidler de her budskaber på to fuldstændig diametrale forskellige måder, men intentionen er der uanset. Igen ser vi på film, mennesker der ikke kan finde mening i tilværelsen.I den anmelderoste og absurd morsomme Retfærdighedens Ryttere, som de fleste af jer garanteret har set, bruger filminstruktør Anders Thomas Jensen, Nikolaj Lie Kaas’ karakter, Otto, til at fortælle om livets grundlæggende meningsløshed. Eller med andre ord, hvordan alle begivenheder har én, eller millioner af årsagsforklaringer til, hvorfor netop de sker. Alle begivenheder er konsekvenser af andre begivenheder. Anders Thomas Jensen har i denne film taget sommerfugleeffekten op på et helt andet og fortræffeligt niveau. Filmen formidler det samme budskab som i de to førnævnte film, nemlig at det er individets ansvar at givet livet mening, hvis det skal være værd at leve. Så hvis du er fortvivlet, hvis du ikke kan finde et formål eller mening i livet – så har du muligheden for at søge efter det. Det er ikke umuligt, men det er muligt at blive fortabt i livets grusomheder. De fire hovedpersoner i Retfærdighedens Ryttere lykkedes i at finde formål i denne film, men noget indikerer, at de ikke havde det inden. Noget drastisk måtte gøres, og det skal jeg love for, at der blev gjort.
Nu skal vi over i den mere muntre ende, så vi ikke bare lægger os op ad nihilismens fadere, men slutter på en optimistisk måde – ligesom adskillige af de film jeg har nævnt gør – så skal vi nu kigge mod Mulan, The Trial of Chicago 7, The Prom, Druk og Soul. Kæmp for det du gerne vil! Mulan er Disney-produceret, men indeholder et udelukkende asiatisk cast. Denne gang i form af mennesker. Hvis du som vores hovedperson, Mulan kan se dit formål for dig – så kæmp for at opnå det. Lad ingen stå i vejen for dit mål. Men Mulan kunne heller ikke se hvad hun skulle i tilværelsen inden der blev krig. Hun passede aldrig ind. Hverken i hendes omkringliggende miljø eller i hendes familie. Men da krigen brød ud, fandt hun et
formål. Hun er ung, ja vist, men det ændrer ikke på værdien af hendes formål. Hun fandt en mening med hendes tilstedeværelse, og det beundrer filmen tydeligt – på trods af live-action versionen er ufattelig meget ringere end den animerede udgave. Potentiel Oscar-vinder for bedste film i år 2020, The Trial of Chicago 7, er den sande fortælling om arrestationen af syv medlemmer af anti-Vietnam krig bevægelser i 1968 og den følgende retssag af samme. Jeg kan kun anbefale at man straks ser den. Disse syv havde virkelig et formål, og de kæmpede med alt hvad de havde, for at forsvare og fortælle deres budskab. Så denne film skiller i og for sig en smule ud fra resten, eftersom hovedpersonerne fra start har et formål med deres tilværelse. Men denne film søger at fortælle seeren om vigtigheden af have disse egenskaber, da det giver drivkraft og giver dig et liv, fyldt med mening. Den musikalske komediefilm The Prom er en film med hjertet på det rette sted. Det er sågar lykkedes at hive verdens bedste nulevende skuespillerinde ind, i form af Meryl Streep. Derudover medvirker Nicole Kidman også, dog i en mindre rolle. Filmen er blevet kaldt en vaskeægte LGBTQ+ film, eftersom den hylder mangfoldigheden og forskellene iblandt mennesker og iblandt deres seksualitet. Meryl Streeps karakter, Dee Dee Allen har ondt i livet, på trods af at hun er to-gange Tony vinder. Hendes trofaste venner har lidt samme skæbne. På trods af de virker succesfulde udadtil, så har de det ikke godt. Så de søger et formål med deres liv, og derfor beslutter de sig for at hjælpe filmens 2. hovedperson, karakteren Emma Nolan. Nolan er sprunget ud som lesbisk, men hendes partner tør ikke gøre det samme. Herefter sker der en hel masse, som, med alle gode toner beholdt, søger at fortælle seeren, at det er okay at du ikke er ligesom de andre. Det er okay at skille sig ud, for hvis du ovenikøbet tør at gøre det, så vil du støde på mennesker der har det ligesom dig. Jeg synes personligt ikke selv, at The Prom var nogen god film, men det kan bringe dig i godt humør. For at slutte af med den potentielle Oscar kandidat-vinder for Bedste Udenlandske Film, Druk og den hjertevarme Soul, har vi med førstnævnte at gøre med fire voksne mænd, der gennemgår en midtvejskrise. Denne film har du, kære læser, højst sandsynligt også set, men det gør den ikke mindre relevant. Druk er en film der søger at hylde den danske drukkultur, samtidig med, at den tager denne ganske alvorligt. For meget drikkeri kan have fatale konsekvenser! Det illustrerer filmen også. Men det er ikke tilfældigt at jeg slutter af med Druk i dette skriv. For Druk indeholder kombinationer af vigtigheden af familie, venskab, samhørighed, søgen efter mening og formål samt en appel til den græske kardinaldyd, mådehold. Men Druk bliver nu alligvel ikke helt den sidste film her. For Soul, eller Sjæl, som vi kalder på den på dansk, har en masse lighedstegn med alt det jeg har skrevet tidligere. Jeg vil dog tilføje, at mens jeg sad og så Soul, kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på den fremragende amerikanske film fra 1990, Awakenings (Livet længe leve på dansk). Her har vi at gøre med Robert De Niro i rollen som Leonard, som forsøger at fortælle Dr. Sayer, spillet fænomenalt af Robin Williams, at Sayer og alle andre omkring ham, har glemt at leve livet. At de har glemt glæden ved at tale sammen, gå ture sammen, høre musik, danse osv. Dette er også et gennemgående tema i 2020-filmen Soul. Hovedpersonen Joe Gardner, har fuldstændig glemt at leve sit liv. Han har været totalt opslugt af hans musikdrøm, at han har glemt at sætte pris på alle de gode ting i hans liv. For at runde af her, vil jeg bare sige: Se den!
Jeg kunne have inkluderet endnu flere eksempler på film i 2020 der passer ind – men for mig at se, har 2020 været et år, hvor filmbranchen har insisteret på at fastholde fortællingen om, at hvis mennesket skal have noget ud af det liv de er blevet givet, så skal de selv kæmpe for det. Staten hjælper ikke en eneste af de karakterer der bliver portrætteret i de her film med at finde formål og mening i tilværelsen. Det gør nære relationer, men vigtigst af alt, så kommer det fra individet selv. Det er ikke tilfældigt at disse film udkommer i massevis i 2020 og årene op til. Som den folkekære journalist Ulla Terkelsen skrev det i sin fremragende bog ”Med Kærlig Hilsen...” fra 2016, så lever vi i forandringens tid. Det har 2020 så sandelig ikke ændret på. Så vi lever i en tid, hvor der aldrig har været flere muligheder, men hvor tilværelsen samtidig aldrig har været mere uoverskuelig og omskiftelig. Ændringerne kommer fra individer, fra grupper af individer. Ikke fra nogen højere statsmagt. Hvis vi ikke har været gode nok til at fortælle hinanden det, så skal Hollywood og dansk film nok gøre det for os.
