Af Lasse Birk Olesen, virksomhedsstifter
Kasper Støvring kritiserede forleden liberalismen for kun at tænke på frihed og ellers at være værditom og dermed selv være skyld i velfærdsstatens vækst. Mikael Jalving og Rasmus Ulstrup Larsen stemte i. Betragtet som en ideologisk kritik behøver liberale dog ikke føle sig ramt: Der er gode mængder værdiladet tænkning i den klassisk liberale tradition med fordringer om det gode, opbyggelige, meningsfyldte liv. Men betragtet som en kritik af den nuværende debatindsats kan der være noget om det, for de værdiladede argumenter har ikke fyldt meget hos nuværende danske liberale debattører og politikere.
I stedet har man fokuseret mest på økonomiske argumenter. Enten fordi man tror, at kultur og værdier ingen rolle spiller for politik overhovedet, hvilket er forkert jævnfør de følgende argumenter i denne artikel. Eller også ud fra en taktisk overvejelse om at den form for argumenter er sværere at modsige.
Og her har man rigtigt nok vundet nogle teknokratiske slag, men selv på det økonomiske område kan man ikke vise nogen langsigtet nedgang i skattetrykket. Til gengæld har man efterladt et vakuum i værdikampen, som venstrefløjen og kulturradikale frit har kunnet dominere med begrænset modstand. Resultatet af den taktiske manøvre har altså i bedste fald været stagnation på den økonomiske politik og et stort nederlag i værdikampen.
Derfor dette indlæg som et lille bidrag til den borgerlige værdikamp med liberalt afsæt. Også henvendt til den gruppe af liberale, der enten slet ikke eller i ringe grad betoner de kulturelle forudsætninger for politisk frihed, men argumenterne for, at traditionelle værdier danner grundlaget for Danmark som et velfungerende samfund, er almengyldige.
For 10 år siden var jeg fascineret af de eksperimenterende livsformer, særligt som jeg var stødt på dem i Silicon Valleys fusion af tech- og hippiekultur. Dekonstruktion af traditioner til fordel for hyperrationalisme, polyamori, psykedelika, latterliggørelse af kristendommen, og en lidt for ukritisk hyldest af al ny teknologi.
Og afgrænsede sociale eksperimenter er naturligvis ikke ubetinget uden værdi, for nogle gange finder man noget godt. Men ligesom de fleste biologiske mutationer er dårlige, de fleste nye virksomheder går konkurs, og den meste ny lovgivning gør ondt værre, således virker de fleste sociale eksperimenter heller ikke i længden. Jeg observerede fx, hvordan en ven i Silicon Valley, der byggede sit ægteskab som et åbent forhold, måtte give op og se familien med to børn blive splittet i skilsmisse. I dag tror han ikke længere på åbne forhold som et fundament for langtidsholdbare familier og er nu i et monogamt ægteskab. Andre stiftede familie i fælleskollektiver, som de også måtte opgive til fordel for traditionelle en-familie-hjem.
Det er anekdotisk og kan selvfølgelig ikke stå alene som argument for noget. Men nogle læsere vil måske genkende erfaringen. Det fik i hvert fald mig til at tænke nærmere over forholdet mellem eksperimenter og tradition, mellem det progressive og det konservative, mellem det rationalistiske og det evolutionært overleverede. Og til at søge svar hos andre, der har tænkt over det samme før.
Kompleksitet og identitet
Inden de specifikke argumenter for familien, kønsroller, seksualmoral og kristendom leveres to bredere argumenter. Det primære, overordnede paraplyargument kan hurtigt sammenfattes: Samfundet er et ekstremt komplekst socialt system, der har udviklet sig gennem millioner af eksperimenter i mere end et årtusinde, hvor ingen kan gennemskue de fuldstændige konsekvenser af forandringer - herunder den første række konsekvensers egne videre konsekvenser, osv.
I klimadebatten bruges det samme argument: Vi ved ikke, hvad konsekvenserne af klimaforandringer er, så vi bør være forsigtige. Og liberale bruger flittigt det samme argument i økonomiske spørgsmål: Økonomien er en spontan orden, der er for kompleks til, at nogen central planlægger rationalistisk kan styre den. Derfor bør beslutninger træffes lokalt, decentralt og organisk af markedsaktørerne, da centralstyring næsten altid har bivirkninger. Den samme lærdom bør altså også anvendes på kultur: De nedarvede traditioner og værdier er et resultat af en kompleks evolutionær proces og gennemføres hurtige ændringer vil det have utilsigtede konsekvenser.
Det fik fx F.A. Hayek, den måste største liberale tænker i det 20. århundrede, til at skrive: “Jeg påstår … at uden de specifikke traditioner, som jeg har nævnt, kunne civilisationens udvidede orden ikke fortsætte med at eksistere … og hvis vi kasserer disse traditioner på baggrund af uigennemtænkte forestillinger … om hvad det vil sige at være fornuftig, så kommer vi til at fordømme en stor del af menneskeheden til fattigdom og død.” (The Fatal Conceit, 1988, s. 27, egen oversættelse.)
Det andet overordnede paraplyargument handler om, hvordan de traditionelle fællesskaber som ægteskabet, familien, nabolaget, byen og kristendommen har været kilder til sikkerhedsnet og identitet. Når fx familien og kirken er blevet svækket, har vi fået færre, nære livslange relationer, og institutionerne har mistet noget af deres funktion som socialt sikkerhedsnet. Dermed har folk istedet søgt til staten for understøttelse i svære tider. Statens indførelse af nationalt sikkerhedsnet har monopoliseret funktionen væk fra de civile fællesskaber, hvor de først opstod. Dette vakuum i de civile og private sikkerhedsnet har så igen fået flere til at søge statens hjælp, og man har således en ond cirkel resulterende i en stærkere og stærkere koncentration af sociale funktioner hos staten på bekostning af familien, kirken og andre civile fællesskaber. I Menneskekærlighedens værk beskrev Henrik Gade Jensen netop, hvordan den danske velfærdsstat monopoliserede de omsorgsfunktioner, der eksisterede i forvejen i de civile fællesskaber, og Ole Birk Olesen beskrev i Taberfabrikken, hvordan det til gengæld også har opløst familier.
Ligeledes har tabet af identitet, som de civile fællesskaber tidligere har sørget for, medført et vakuum, der skal udfyldes af andre kilder. Som Mary Eberstadt skriver i Primal Screams om de nye identitetspolitiske kampe: “... udtrykket “woke” på den progressive venstrefløj og udtrykket “red pill” fundet hos alt-right-tilhængere er ord fra forskellige ordforråd, der beskriver den samme åbenbaring: det øjeblik man fandt den/det billedlige familie/fællesskab, som kan gøre hvad bogstavelige familier/fællesskaber tidligere gjorde af sig selv (dvs. støtte dig, omgive dig med ligesindede sympatisører og forklare verden og din plads i den).” (Egen oversættelse.)
Den venstreorienterede Columbia-professor Mark Lilla stemmer i, i en kommentar i bogen: “... den identitetspolitiske strømning har en relation til atomiseringen og familielivets skrøbelighed i dag.” (Egen oversættelse.)
Hvor identiteten og fællesskabet tidligere blev hentet i opbyggelige, samlende institutioner som familien og kirken bliver den altså nu i stigende grad hentet i opsplittende markører som hudfarve, køn, og om du har de korrekte meninger godkendt af mediernes og akademias venstreorienterede ortodoksi.
Der er altså overordnede grunde til, at man bør modsætte sig en svækkelse af traditioner og fællesskaber. Men når vi herunder ser på de specifikke institutioner som familien, kønsrollerne, seksualmoralen og kristendommen styrkes argumentet endnu mere:
Svage familier giver større stat
Familien er menneskets første, naturligste og mest konkrete fællesskab. Familien spiller en rolle i alle kulturer, man kender, men ikke en lige stor rolle. Kommunismen havde stor skepsis overfor kernefamilien, for den var et fællesskab i konkurrence med arbejderfællesskabet, som betød, at borgere kunne ønske at tilgodese familien før arbejderne og arbejdernes stat.
Ovenfor blev den onde cirkel med familiens svækkelse som socialt sikkerhedsnet og velfærdsstatens vækst beskrevet. Et lignende fænomen ses med opdragelse. Den svækkede familie, ofte uden en far, har mindre autoritet i opdragelsen og resultatet er, at politikerne har følt sig berretiget til at give folkeskolen ansvar for en større og større del af opdragelsen. Det har omvendt fået forældre til at konstatere, at opdragelse ikke er deres ansvar alene, de har måske endda tænkt at skolens “eksperter” ved bedre, og de har dermed slækket endnu mere på opdragelsen, hvilket igen har overladt mere til folkeskolen. Også her har den svækkede familie altså ført til en styrket statsmagt med flere muligheder for at forme og i værst fald hjernevaske børn til at blive gode, tandløse, socialdemokratiske velfærdsstatssubjekter. De uheldige, samfundsmæssige konsekvenser af den svækkede faderrolle blev rigt beskrevet af Henrik Jensen i bogen Det faderløse samfund.
Derudover er det stigende antal skilsmisser og alenemødre, som også feminismen bærer et delansvar for, ifølge socialforskningen en kilde til sociale problemer blandt børn. Dansk forskning viser, at mens 16% af unge fra kernefamilier går til psykolog, så er tallet 29% for børn i en eneforsørgerfamilie og 32% for børn i sammenbragte familier - altså det dobbelte. En metanalyse fra Pennsylvania State University af 67 amerikanske og 17 europæiske studier kom også frem til væsentligt dårligere resultater for børn af skilsmisseforældre målt på fx uddannelse, mentalt helbred og kriminalitet.
Kan de dårligere resultater for børn udenfor kernefamilier forklares med social eller genetisk arv, som fx giver både højere skilsmisserisiko og højere kriminalitetsrate?
Nej, det ser det ikke ud til. VIVE (tidligere Socialforskningsinstituttet) henviser på e-mail til en ny litteraturanalyse udgivet i det højt estimerede tidsskrift Journal of Marriage and Family, der har undersøgt det sidste årtis forskning på området og konkluderer, at selv efter kontrol for præ-selektion, er “... argumentet for, at skilsmisse og ustabilitet i familien reducerer børns velbefindende, er stærk. … Resultater, der indikerer, at konsekvensen af ustabilitet i familien har tendens til at være størst for børn og unge, som er mindst tilbøjelige til at opleve det (fx socioøkonomisk bedrestillede børn og unge …) er særligt overbevisende...” (Egen oversættelse)
Selv når skilsmissebørnene bliver voksne, konkluderer en litteraturanalyse af den tilgængelige forskning fra Princeton, Cornell og University of California, at “... vi ser det stærkeste bevis for en kausal effekt på mentalt helbred i voksenlivet, hvilket antyder, at den psykologiske skade forbundet med faderens fravær i barndommen forbliver gennem hele livet.” (Egen oversættelse.)
Andre har observeret en påfaldende sammenhæng mellem den historiske opløsning af kernefamilier i forskellige civilisationer og deres forfald. Blandt andre Harvard-sociologen Carle C. Zimmerman forbinder i Family and Civilization følgende mønstre med forfaldet i både det antikke Grækenland og Romerriget. Mønstrene lyder bekendte:
“... den øgede forekomst af et sexliv udenfor familien; ... fremkomsten af rent romantiske forestillinger om kærlighed, som til sidst bliver dominerende; nedgangen i hvor alvorligt der ses på utroskab; ... den øgede popularitet og hyppighed af absolut skilsmisse og seperation; øget hyppighed af cølibat og prævention; ... erstatningen af indfødte befolkninger med immigranter, slaver, og ikke-indfødte; udviklingen af modstand mod hele værdisystemet, som samfundet tidligere opererede med; øgelsen af klassekonflikt; og endelig modstand mod det gamle system af kernefamilier" (Egen oversættelse.)
Det er naturligvis nemt at finde mønstre og påstå sammenhænge. Der er som bekendt mange forsøg på at forklare Romerrigets fald, og ingen af dem behøver være den fulde forklaring. Ikke desto mindre er det et faktum, at familien har været en central social byggesten i Danmark og Europa, og ingen kender konsekvenserne af dens svækkelse. Og endnu stærkere og mere konkret er de ovennævnte indicier for, at familien er en vigtig institution at bevare og styrke både for børns ve og vel, men også som social og politisk modvægt til staten. Når familien svækkes, styrkes staten.
Opløste kønsroller og seksualmoral styrker revolutionære ideologier
Siden 1968 har danskere ikke været et bæredygtigt folk, men skiftede i stedet kurs mod et langsomt selvmord. Jeg taler her ikke om klima, men om fertilitet. For i 1968 faldt den danske fertilitet under 2,1, hvilket er minimum for at opretholde et konstant befolkningstal givet at nogle dør, før de får børn. I 80’erne var den helt nede på 1,4, men har de sidste 30 år befundet sig mere stabilt mellem 1,7 og 1,8.
Indvandring kan få befolkningstallet op, men den lave fertilitet er et fænomen ikke kun i Danmark, men det meste af den vestlige verden, hvorfor vestlig indvandring ikke vil øge fertiliten. Det kan til gengæld mellemøstlig og afrikansk indvandring, men det er forbundet med helt andre og alvorlige udfordringer. Uanset hvad betyder det lave antal fødsler, at den oprindelige danske befolkning skal få flere børn, hvis ikke den vil svinde ind og på et tidspunkt uddø. Allerede i næste århundrede vil der være færre end halvt så mange oprindelige danskere med den nuværende fertilitet.
Det er ikke et voldsomt problem her og nu, men det fortæller os, at noget er galt. At vores kultur er slået ind på et fejlspor.
Når lande bliver rige falder fertiliteten typisk også. Men det er ikke en naturlov, at den skal falde under 2,1. Fx er Færøernes fertilitet 2,5 og Israels er 3,1.
Den tidlige feminismes oprindelige kamp for lige rettigheder var retfærdig. Men en væsentlig del af forklaringen af den lave fertilitet som et kulturelt sygdomssymptom skal findes hos den moderne feminisme og dens konsekvenser for kønsroller og seksualmoral.
Feminismens hyldest af den selvrealiserende karrierekvinde (og udskamning af den hjemmegående mor) har medvirket til, at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget fra 23 år i 60’erne til over 29 i dag. Det betyder både, at kvinder har mindre tid til at få børn, samt at frugtbarheden fra starten er dårligere, da den forringes allerede fra midt-20’erne. Således er antallet af barnløse 45-årige kvinder steget med 50% fra 1986 til 2017.
Skal kvinder død og pine få børn, selv om de ikke har lyst? Nej, det er det med lysten, der er interessant. Hvilken indflydelse har gjort, at færre kvinder har lyst til at få børn og flere får dem senere og i mindre antal? Her er feminismens dogmer om det gode, arbejdsfokuserede versus det mindreværdige, hjemmegående kvindeliv ikke til at komme udenom. Det selv om det som bekendt er blandt de mest udbredte fortrydelser blandt døende patienter, at de brugte for meget tid på deres arbejde og for lidt på deres børn.
Rollernes opløsning har sandsynligvis også bidraget til mindre seksuel tilfredsstillelse og dermed flere skilsmisser. Det underbygges af et studie fra University of Washington, der med stor statistisk sikkerhed kom frem til, at mænd, der udfører mere traditionelt kvindeligt husarbejde, også får mindre sex i ægteskabet. Mere præcist observerer forskerne, at en mand der udfører 50% af det traditionelt kvindelige husarbejde vil gennemsnitligt dyrke cirka 20% mindre sex i ægteskabet end en mand, der udfører 0%. Til gengæld er der mere sex i ægteskabet, når manden udfører mere af det traditionelt mandlige husarbejde, som fx mekaniske reparationer, dog er denne effekt mindre.
Feminismen har også prædiket en ny kvindelig seksualmoral, herunder et opgør med den traditionelle skam forbundet med at have mange sexpartnere. Det betyder, at kvinder ikke længere ønsker at dedikere sig seksuelt til én mand, de ønsker at få børn med, men ønsker sig samvær med de mest mest attraktive inden, selv om de ikke kan få de mest attraktive mænd for sig selv til at stifte familie.
Det bekræftes af, at når mænd vurderer kvinders eftertragtethed på en skala fra 1-7, fordeles kvinderne symmetrisk omkring midten. Men når kvinder vurderer mænds eftertragtethed, så placeres hele 81% af mænd under middel med 1-3 point, mens kun 7% af mænd vurderes som over middel med 5-7 point. Når kvinder vælger sexpartner efter feminismes foreskrifter og uden tanke på et opbyggeligt familieliv, går mange altså efter en meget lille gruppe af mænd, mens en langt større gruppe mænd fuldstændig overses.
Hermed opskriften på fænomenet incels - “involuntary celibates”. På blot 10 år er andelen af unge amerikanske mænd, der ikke har haft sex inden for det sidste år, næsten tredoblet fra 10% til 28%. Ligeledes er andelen af mænd under 30, som ikke har haft en kvindelig sexpartner siden de var 18 år gamle, mere end tredoblet fra 8% til 27% på kun 10 år. En så ekstremt hurtig udvikling må betegnes som en ny seksuel revolution med ukendte konsekvenser.
De ungre vrede mænd har allerede ladet deres frustrationer komme til udtryk gennem flere amerikanske masseskyderier, hvor det viste sig, at gerningsmændene var aktive i online incel-communtiies. Men deres vrede bliver ekstremt meget farligere, når den kanaliseres hen i et organiseret revolutionært politisk projekt, der lover de unge mænd en ødelæggelse af det nuværende magt- og seksuelle hierarki og etableringen af et nyt, hvor de revolutionære naturligvis skal sidde på toppen.
Den franske historiker Georges Duby mener, at en væsentlig motivation for de kristne korstog i det 12. og 13. århundrede var, at de fungerede som en ventil for en voksende gruppe af vanskelige unge mænd, som de europæiske myndigheder fik større og større problemer med. I dag står bl.a. islam klar i vesten med lovninger om samfundsrevolution, og selv hvis du dør i kamp venter der 72 jomfruer i himlen. Den venstreorienterede forsker og forfatter Angela Nagle fra University of Dublin skriver i sin bog Kill All Normies, der behandler alt-right-bevægelsen, at “den centrale personlige motivation for, at unge mænd bevæger sig [politisk] til det yderste højre", skal findes i det faktum, at “[s]eksuelle mønstre, som er fremkommet som et resultat af monogamiets tilbagetog, har betydet større seksuel valgfrihed for en mandlig elite og en voksende cølibat blandt en stor mandlig befolkning i bunden af hakkeordenen.” (Egen oversættelse.)
Feminismens oprindelige kamp for lige rettigheder var retfærdig. Men den overdrevne moderne feminisme med opløsning af kønsroller og seksuel frigørelse har altså gødet jorden for barnløshed, ustabilitet, vold og politisk radikalisme. Med andre ord: Det livslange monogami giver større seksuel lighed. Monogame samfund er derfor mere stabile, mens polygame samfund er mere volatile.
Kristendommen former individet og sammenhængskraften
Jesu sondring mellem det spirituelle og det verdslige, som i Matthæusevangeliet kap. 22, v. 21., muliggjorde opdelingen mellem kirke og konge siden middelalderen og den senere konstitutionelle sekularising i mange lande. Det står i skarp kontrast til fx islam, hvor Muhammed var både religiøs leder, statsoverhoved og hærfører på samme tid og skelnede ikke mellem religiøse og politiske regler - for begge kom fra Allah.
Men kristendommens fundament for en liberal orden kommer til udtryk flere steder. Før kirkens udbredelse i Nordvesteuropa herskede en forståelse af familien som den grundlæggende sociale og religiøse enhed blandt central- og nordeuropæiske folk. Individet havde ringe social relevans udenfor familien, og spørgsmål om godtgørelse eller straf blev ofte afgjort mellem familier, ikke individer. Man kender fx blodhævnen fra de islandske sagaer, hvor hævnen ikke nødvendigvis blev taget på morderen, men kunne lige så retfærdigt tages på en anden person fra morderens familie.
Sociologen Carle C. Zimmerman skriver i Family and Civilization om de nordeuropæiske “barbarer”: “De havde den mest primitive form for formynderisk familisme baseret på det formynderiske retfærdighedsbegreb. Blodhævn, familiesolidaritet i afstrafningen af skurke for forbrydelser mod familien, enighed om at forsvare eller udlevere medlemmer, som begik forbrydelser mod andre familier, og fælles ansvar blandt familiemedlemmerne for at sikre beskyttelse, hævn, retfærdighed, osv., var udbredt.” (Egen oversættelse.)
Vores del af verden var således bygget omkring familier og ikke individer. Mens i dag tager vi det for givet, at skyld, straf og ejendom er personligt og ikke kollektivt. Ja, vi har svært ved at forestille os, at det overhovedet kunne være anderledes. Hvad forårsagede dette enorme skift? Zimmerman giver et hint: “I et samfund hvor barbarerne mente, at slægtstroskab var mere forpligtende end andre sociale forpligtelser, mente de kristne, at individiet var moralsk ansvarlig for sine synder...”
I bogen Inventing the Individual: The Origins of Western Liberalism argumenterer også filosoffen Larry Siedentorp for, at det var kristendommens nyskabende budskab om et personligt gudsforhold, der over århundrederne kom til at præge europæiske institutioner. At leve et dydigt liv handlede ikke længere om familiens evne til at opretholde og ofre til forfædrenes ånders ild, eller for at komme i paradis handlede det ikke længere om at dø i krig for vikingestammen. Nej, dyden kom til at handle om personlig tro, personlig næstekærlighed og håndtering af den personligt arvede synd, og frelsen kunne kun nås gennem personlig tro. Din families tro og handling betød ikke længere noget for din personlige frelse, kun din egen tro og handling.
Kirkens betydning for individualismen bakkes op af helt ny forskning i et af verdens mest respekterede tidsskrifter, Science: “Med et fokus på Europa, hvor vi sammenligner forskellige regioner indenfor lande, viser vi, at længere tids påvirkning af den vestlige kirke er forbundet med mindre intensive slægtskaber, større individualisme, mindre konformitet og større retfærdighed og tillid overfor fremmede.” (Egen oversættelse.)
Således bidrog kristendommen til, at den dominerende europæiske familieform ændredes fra det, som Zimmerman kalder for den formynderiske familie til kernefamilien, som han mener udgør grundlaget for opbyggelse af civilisation. (De sidste århundreder er udviklingen dog gået endnu længere til Zimmermans tredje og sidste familieform, den atomistiske familie, som han altså også forbinder med det civilisatoriske forfald i det gamle Grækenland og Romerriget.)
Kristendommens personlige gudsforhold medbragte også en revolutionær moralsk ligestilling af alle mennesker under Gud. Da alle mennesker stod personligt moralsk ansvarlig direkte for Gud og ikke gennem mellemmænd, var grundlaget lagt for et opgør med de romerske og germanske klassesamfund uden lighed for loven. For når Gud behandler mennesker ens, bør de verdslige love vel også?
Den moralske og juridske ligestilling blev også et fundament for indførelsen af grænser for statens magt og autoritet. Når selv konger, adel og embedsmænd ikke længere var bedre end almindelige mennesker i Guds øjne, så gav det også mening, at der skulle etableres grænser for deres arbitrære magtudøvelse over deres moralsk ligestillede medmennesker. Således argumenterer Siedentorp med mange historiske referencer for, at kristendommen muliggjorde den politiske liberalisme.
Men hvad med i dag? Har kristendommen gjort sin gode gerning, og nu kan vi lige så godt - set fra et samfundsmæssigt perspektiv - blive ateister?
Næppe. For kan det være et tilfælde, at stort set samtlige tusinder af kulturer, som har overlevet historien længe nok til at blive studeret af os i dag enten gennem nedskrevne fortællinger eller gennem direkte observation, har haft ikke-materialistiske idéer? Religiøse ritualer og overbevisninger har en omkostning i form af tid og ressourcer, så hvis de intet formål tjente, skulle man forvente, at individer og grupper, der praktiserede dem, ville have lidt et handikap i konkurrence med ateistiske individer og grupper. Alligevel er kendskabet til ateistiske historiske kulturer ekstremt begrænset.
Religion kan være faktoren, der muliggør samarbejde med individer og grupper udenfor familien, herunder altruistisk selvopofrelse af individet for fællesskabet. Det gælder også i krig, hvor fx en taktik, der sender en lille gruppe mænd i en selvmordsmission på den ene flanke for at distrahere fjenden fra det meget større angreb på den anden flanke, gøres mere spiselig, hvis man er overbevist om, at man kommer i paradis lige bagefter.
Det er tesen i New York Times-journalisten Nicolas Wades bog The Faith Instinct, der præsenterer sociobiologernes forklaring af religionens opståen og overlevelse. Men en beslægtet hypotese kan spores mindst helt tilbage til den muslimske historiker Ibn Khalduns Muqadimmah fra 1377, der betragtes som det første videnskabelige sociologiske værk nogensinde. Khaldun definerer konceptet asabiyah, der nogenlunde kan oversættes til sammenhængskraft, og han observerer empirisk, hvordan stationære, magelige bysamfund i Nordafrika, der opbygger stor velstand, med tiden blev dovne, løsslupne, udisciplinerede og nemt kom i intern konflikt. De mistede med tiden asabiyah, som til gengæld blev opretholdt blandt beduinerne i den barske ørken. På et tidspunkt blev bysamfundenes asabiyah så ringe, at beduinerne, på trods af deres ringere velstand og ressourcer, kunne erobre bysamfundet ved hjælp af en stærkere asabiyah. Det nye bydynasti startede igen ud med en stor asabiyah, men ville også med tiden forfalde i den samme cyklus.
En lignende hypotese er også blevet behandlet af den russiske forsker Peter Turchin i bøgerne War and Peace and War (2006) og Secular Cycles (2009), der observerer, at asabiyah eller sammenhængskraft forudsiger kulturers storhed og forfald i tilfældene det russiske imperie, romerriget, det islamiske kalifat, de kinesiske dynastier, med flere.
Uden et fælles afsæt i den kristne lære vil Danmarks sammenhængskraft også svækkes, og ifølge argumenterne fra Wade, Khaldun og Turchin altså medføre et svagere, mere splittet samfund med større risiko for intern konflikt og med dårligere modstandsdygtighed overfor andre værdisæt med en stærkere samlende kraft, hvor islam og dens antiliberale værdier pt. er det fremmeste eksempel, mens det tidligere var kommunismen, der udnyttede kristendommens tilbagetog til at sælge en utopisk drøm.
For kristendommens budskab om det syndige, fejlbarlige menneske fungerer også som en vaccination mod revolutionære, utopiske projekter, der tror, at mennesket er i stand til selv at skabe paradis. Som Søren Krarup skrev i Det moderne sammenbrud:
“Ingen hensigt helliger midlerne, for helligheden er hos Gud. Altså kan den ikke trækkes ind i det politiske liv. … Under de smukkeste formål er den revolutionære humanisme bødlernes religion, for den gør retfærdigheden til sin ejendom. Således mangler den aldrig grunde til guillotinen, øksen, nakkeskuddene, omskolingen, ensretningen, terroren. Og de revolutionære humanister hader kristendommen, som ved sin forkyndelse fratager dem deres (selv)-retfærdighed.”
Det er argumenter som disse, der får også sekulært rationelle tænkere til at nære stor respekt for religionens rolle i velfungerende samfund:
“Jeg agerer, som om Gud findes,” siger Jordan B. Peterson.
“... vi skylder opretholdelsens af visse skikke, og civilisationen de resulterede i, delvist til understøttelsen fra overbevisninger, som ikke er sande - eller verificerbare eller testbare - på samme måde som videnskabelige udsagn er det… Nogle gange tænker jeg, at det ville være passende at kalde dem, i det mindste som en påskønnelsesgestus, ‘symbolske sandheder’, da de hjalp deres følgere til at ‘blive[e] frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den’ (1. Mosebog, v. 28) ... endnu i dag vil tabet af disse overbevisninger, sande eller ej, skabe store problemer”, skrev F. A. Hayek i The Fatal Conceit (egen oversættelse).
“... religion er til for at håndhæve tail risk management på tværs af generationer …”, skriver Nassim Taleb i Skin in the Game (uddrag her. Egen oversættelse). Ifølge Taleb er religionens rolle altså at sørge for, at kulturer heller ikke på lang sigt bevæger sig i en retning, der her er og nu kan føles frigørende og god, men som øger risikoen for ukendte katastrofer. Et eksempel kunne være den ovenfor beskrevet radikaliserende effekt af tabet af identitet og monogami.
Selv den radikalt nyateistiske frontfigur Richard Dawkins vil ikke længere afskaffe religion: “Folk vil måske føle sig frigjorte til at gøre onde ting, fordi de føler, Gud ikke længere holder øje med dem.” (Egen oversættelse.)
Der kan dog være en anden og mere frigørende psykologisk mekanisme på spil, end den Dawkins beskriver. Vi opdrages med dyder som ærlighed, næstekærlighed og troskab, men mennesket er fejlbarligt, og det er umuligt at leve op til de højeste idealer i enhver sammenhæng. Men da Jesus døde for vores synder og altid vil tilgive vores mangler, så længe vi tror, sættes vi fri til at bestræbe os på at nå de moralske idealer, selv om vi aldrig helt når dem. Tabet af kristendommens syndsforladelse kan omvendt få dydsidealerne til at virke overvældende. Man bliver bange for, man ikke kan blive perfekt og leve helt op til dem, og flere fristes til at rationalisere dyderne væk og forfalde til nihilisme.
Meget tyder altså på, at kristendommen ikke blot gav et uundværligt bidrag til etableringen af velfungerende samfund med en stor grad af frihed, men at det også fremover vil gå ud over stabiliteten, sammenhængskraften og freden, hvis kristendommen svækkes.
Brug værdierne i debat og politik
Så givet at familien, kønsroller, seksualmoral og kristendommen udgør vigtige dele af af det kulturelle fundament for, at Danmark fortsat er et fredeligt og stabilt samfund med en høj grad af frihed, bør liberale naturligvis også forsvare det fundament.
Det ligger helt i tråd med den klassisk liberale tradition at diskutere og promovere en bestemt adfærd og kultur, hvor fx John Locke sagde udtrykkeligt nej til promiskuøs adfærd, hvor Adam Smith behandlede personlig moral, og David Hume definerede en række naturlige dyder, den monogame familie og seksualmoral som værende “i offentlighedens interesse”. Nyere tænkere som F. A. Hayek og i et bredere liberalt selskab personer som Hans-Hermann Hoppe og Ayn Rand har også ivrigt forsvaret en bestemt levevis, som de mente bidrog bedst til det gode samfund. Der er altså ingen ideologisk spændetrøje, der begrænser en til at sige “live and let live”. Tværtimod har fordringer om det gode, opbyggelige liv fyldt hos mange liberale forfattere.
Med udgangspunkt i velfærdsstaten er det som liberal også nemt at argumentere for politiske forslag, der nominelt fremmer konservative værdier. Man kan blot beskære eller afskaffe den offentlige støtte til alt andet, fx børnepenge til enlige mødre og støtte til ikke-kristne religiøse foreninger og skoler, ligesom man kan foreslå skattereformer, der gør det nemmere at indrette sig i traditionelle familieformer.
Idéen om den værdineutrale stat er alligevel født utopisk, for al lovgivning har utilsigtede og forskellige konsekvenser for forskellige livsformer, selv om det ikke altid er tydeligt ved første øjekast. Hvor mange havde fx forudset, at åbne grænser, der er værdineutrale i sin manglende skelnen mellem forskellige kulturer, ville føre til en indskrænkning eller lukning af tyske og svenske fester - eller til voldelig nedkæmpelse af dansk madkultur? Nominelt neutrale politikker diskriminerer ofte i anden eller tredje konsekvensrække, så værdineutralitet findes i praksis ikke, og grundloven er som bekendt også helt eksplicit ikke værdineutral.
Som liberale, der nærer en stor skepsis over for kompleks social ingeniørkunst, er det bedste vi kan gøre at minimere velfærdsstatens eksperimenter med mennesker som forsøgsdyr, og det giver mening at starte præcist der, hvor den direkte bidrager til en undergravelse af den borgerlige orden og de civile fællesskaber, som er fundamentet for den politiske frihed, vi elsker.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
