Af Søren Kenner, direktør
Sundhedsstyrelsen lyttede ikke. Man tog ikke situationen alvorligt nok til at starte med og man undlod at handle, da man havde mulighed for at minimere skaden. Det gjorde man trods mange henvendelser fra WHO, der klart og tydeligt forklarede hvad der skulle til for at nedkæmpe virus, en strategi som både Kina, Taiwan, Korea og Singapore er lykkedes med.
Tilsandede processer
Beredskabet hos regionerne og hos diverse styrelser har været utilstrækkeligt. Det handler ikke kun om ressourcer, men især om manglende evne til at reagere hurtigt og resolut i en omskiftelig situation. Tilsandingen af de forskellige bureaukratier der bærer processerne i regioner og styrelser, og disse processers rigiditet, har forhindret rettidig omhu.
Mobiliserer ikke civilsamfundet
Den samme mangel på agilitet og handlekraft har forhindret en effektiv mobilisering af civilsamfundet, selv om der her findes tilstrækkelige ressourcer, til at løse den udfordring vi står overfor. Ressourcer til at gennemføre test på universiteter, laboratorier, tandlægeklinikker, mv. står uudnyttede hen. Man har heller ikke evnet at mobilisere de mange eksperter civilsamfundet råder over, til ting som indkøb af udstyr, medicotech evaluering, opsamling af og beregning på data mv. At man ikke har evnet at udnytte den overlegne effektivitet, civilsamfundets aktører repræsenterer i forhold til det offentlige, er kritisabelt.
Ingen rettidig omhu, manglende handlekraft
Regeringen har undladt at handle med rettidig omhu og siddet WHO’s advarsler og anbefalinger overhørig. Omfanget af det problem man dermed har skabt er stort, både i form af potentielle dødsfald og i form af kommende meget store samfundsmæssige omkostninger. Selv da det først stod klart, at truslen fra Covid19 var stor, formåede regeringen ikke at udvise den fornødne handlekraft. Mens man på den ene side anbefalede folk der kom hjem med fly fra Italian at gå i frivillig karantæne, tillod man hundreder og atter hundreder af tilrejsende fra smittecentre som fx norditalien at gå gennem tolden, sætte sig ned i metroen og køre ind i København. Til sammenligning har man i Norge og Sverige sikret sig karantænebestemmelser, der giver en betragtelig bøde eller endog fængsel, hvis man ikke gør, som man får besked på af myndighederne.
Passiv ledelse og halve beslutninger
Mens Sundhedsstyrelsen først sagde, at smitten ikke ville nå Danmark, dernæst sagde at der ingen grund var til bekymring, og så sagde at WHO var irrelevante, forholdt regeringen sig passiv. Man insisterede ikke tidligt på, at der skulle gennemføres omfattende test for at finde og isolere smittekæder. I stedet slingrede man bare med ud af det spor af manglende handlekraft som Sundhedsstyrelsen lagde for dagen, med det resultat, at man tilsidst er endt med at måtte lukke hele samfundet ned. Men selv i forbindelse med denne midlertidige nedlukning af samfundet har regeringen ikke evnet at være konsekvent. Hvis man lukker helt og holdent ned i 3-4 uger kan man udrydde virus. Men den strategi regeringen i stedet har valgt, er en halv løsning, der ikke dræber virus men blot forsinker mængden af udbrud i håbet om, at man i mellemtiden kan mobilisere tilstrækkelige ressourcer i sundhedsplejen til at håndtere de kommende indlæggelser.
Tager man udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens egne tal skønner man, at 2 pct. af de smittede har behov for indlæggelse. Styrelsen regner med at omkring 580.000 vil blive smittet i løbet af foråret og at næsten 3,5 millioner borgere i Danmark vil være smittet inden krisen er overstået. I øvrigt skal man huske, at gættet på at 2% af smittede kræver behandling, kun er et gæt. Det rigtige tal kan meget vel vise sig at være højere. Men tager man udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens gæt, vil man skulle behandle ca. 70.000 ekstra mennesker i sundhedsvæsnet de kommende 7-8 måneder.
Men vi kan jo ikke lukke samfundet ned i 7-8 måneder, eller rettere hvis vi gør, vil konsekvenserne være helt uoverskuelige. Det er derfor ret overraskende, at regeringen ikke har meldt nogle overvejelser ud om hvordan man vil tackle denne krise på lidt længere sigt. Hvornår vil man åbne samfundet igen, og hvordan agter man at håndtere den øgede mængde udbrud, der vil være konsekvensen heraf? Man kan godt få på fornemmelsen, at den nuværende planlægning mere er fra hånden til munden end med noget egentligt overblik.
Manglende konsistens
Først gjorde man ikke nok for at inddæmme, så sadlede man om og holdt op med at teste for at finde og isolere smittekæder, og besluttede i stedet kun at teste folk, der var syge nok til at være indlæggelsesklare. Det giver ikke god mening. Det rigtige træk ville have været at intensivere jagten på smittekæder med bred testning og samtidig at forberede sig på at skulle indføre omfattende social distancing eller gennemføre en midlertidig komplet lockdown med henblik på at udrydde virus.
Ringe håndtering af de økonomiske konsekvenser
Heller ikke håndteringen af de økonomiske konsekvenser af krisen har regeringen magtet. Det er klart, at når man lukker samfundet ned, som man har været nødt til, fordi man var for sent ude med inddæmning, har det store økonomiske konsekvenser. Regeringen har sammen med Folketingets øvrige partier vedtaget “hjælpepakker,” der holder hånden under nogen grupper men gør tingene mere besværlige for andre. Det er uansvarligt at ende op med politisk cherry-picking og tilgodeseelse af rent-seekers af forskellig slags i denne situation. Den aftalte løsning om at medfinansiere medarbejdere, hvis virksomheder forpligtiger sig til ikke at opsige dem, er decideret kontraproduktiv. Vi har allerede et socialt sikkerhedsnet til håndtering af arbejdsløshed. Det rigtige træk ville have været at droppe moms og ophøre med skatteopkrævning i en kort periode. Det ville være til gavn for alle.
Beslutningen om at hæve renten
Nationalbankens beslutning om at hæve renten og dermed suge massive mængder af likviditet ud af markedet, midt i en krise der rent økonomisk handler om at bevare likviditet og flow i markedet, er en meget skidt ide. Når kronen kommer under pres, fordi udenlandske investorer forlader obligations- og aktiemarkedet, er der alternativer til at bruge landets valutareserve på at støtte kronen. Man kunne som i 1994 have valgt at udvide spændet indenfor hvilken man fører fastkurspolitik. Eller man kunne have henvendt sig til ECB og bedt om støtteopkøb af kronen. Men i stedet er man egenrådig og resultatet er helt forudsigeligt, at boliglånsrenten tordner op, hvilket fremadrettet vil trække store værdier ud af folks boliger og gøre det sværere for yngre mennesker overhovedet at komme ind på boligmarkedet.
Politik er blevet et talentshow
Hvorfor opstår alle disse problemer og fejl? Og hvorfor er regeringen så handlingslammet (samtidig med at den forsøger at se handlekraftig ud)? En forklaring er, at politik efterhånden er blevet et talentshow, hvor man vælges ind mere på baggrund af sin tilknytning til en partiorganisation og sin evne til at gøre sig godt i medierne end egentlige faglige og ledelsesmæssige meritter. Derfor har politik, og i dette tilfælde regeringsansvar, i tiltagende grad mere karakter af at se handlekraftig ud på TV, end rent faktisk at få ting til at ske. Statens magt og fylde og den særegne kultur som styrelser og regioner og embedsværk i det hele taget har udviklet gennem årtier fungerer måske tåleligt, når der ingen problemer er. Men når krisen står for døren, opdager man for alvor hvor elendigt det står til.
Det kan man som borger kun blive harm over. Staten er i den sidste ende jo blot en sammenslutning af borgere med formål at løse opgaver, der bedre klares i fællesskab end hver for sig. Når man investerer i det fællesskab i et omfang som man gør i Danmark, og må sande at investeringen ikke har skabt et system, der kan løse disse opgaver på tilfredsstillende vis, så bliver man trist til mode.
Giv borgerne adgang til mere information
Sundhedsstyrelsen nægter at redegøre for hospitalsvæsenets intensivkapacitet, under henvisning til at en offentliggørelse af redegørelserne risikerer at skade statens interesser. Og regeringen deler ikke deres mellemregninger omkring beslutninger med borgerne. Man ved, hvilke beslutninger der meldes ud, men ikke hvad argumenterne har været for eller imod en given beslutning. Det er ikke acceptabelt. Regeringen og Sundhedsstyrelsen arbejder for borgerne, betales af borgerne og bør selvfølgelig i en situation som denne være fuldstændig åbne både omkring hvilke ressourcer man råder over, og hvilke overvejelser der ligger til grund for de beslutninger, man træffer.
Civilsamfundet må løfte, hvad staten ikke kan
Mange af de udfordringer, vi har på grund af Covid19 krisen, skyldes et utilstrækkelig beredskab og utilstrækkelig handlekraft fra regering og statsmagt. Når krisen har lagt sig (og det gør den), er det på tide at tage en diskussion om, hvordan man får ændret den situation, således at man som borger kan påregne at få den grad af professionalisme, dygtig ledelse og forbilledlig håndtering af udfordringer, som vi betaler for via vores skatter. I mellemtiden er det nok en rigtig god ide at gøre alt hvad man kan, for at lade civilsamfundet løfte en større del af opgaven, og dermed aflaste regering, regioner og styrelser på de områder, hvor de ikke lader til at kunne løfte opgaverne på egen hånd.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
