Politiet undersøger skud affyret mod bil i Måløv

Københavns Vestegns Politi formoder, at der er blevet affyret over ti skud på Måløv Hovedgade søndag.
Foto: Kim Matthäi Leland
Foto: Kim Matthäi Leland

180Graders Redaktion,

18/05/2020

En skudepisode i Måløv bliver søndag aften undersøgt af Københavns Vestegns Politi.

Ifølge vagtchefen er der muligvis blevet affyret over ti skud.

- Vi har konstateret, at der formentlig har været tale om et skyderi deroppe, men ingen er umiddelbart blevet ramt, og vi har ikke konstateret sårede på stedet.

- Det giver altid lidt overdreven politimæssig tilstedeværelse i den indledende fase, og det er det, vi er i, indtil vi har fundet ud af, hvad der er foregået, sagde vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi klokken 20.

Skudepisoden er sket på Måløv Hovedgade tæt på krydset mod Jungshøjvej.

Politiet ved endnu ikke, hvem der står bag. Det opfordrer folk, der har set eller hørt noget, til at kontakte politiet på telefonnummer 114.

Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet 18.34. Klokken 21 er politiet stadig massivt til stede i området, og det vil fortsætte resten af aftenen. Politiet vil ifølge et tweet udsendt kort efter midnat først kommentere hændelsen mandag.

Ifølge Ekstra Bladet er fire personer, to mænd og to kvinder, set blive ført bort iført hvide dna-dragter. Personerne, der beskrives som "meget unge voksne", befandt sig i en etageejendom i Eskebjerggård i Måløv.

Kilde: /ritzau/