Flere millioner sorte kroner skiftede hænder i en parkeringskælder ved indkøbscentret Field's, inden de i september sidste år blev forsøgt smuglet til Tyrkiet.
Det er facit af en dom, som Københavns Byret afsagde tirsdag.
En 48-årig syrisk statsborger er blevet fundet skyldig i hvidvask af mere end fem millioner kroner, oplyser anklagemyndigheden.
Straffen er fastsat til fængsel i to år og tre måneder. Samtidig er han blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Den 48-årige har nægtet sig skyldig. Og han har på stedet anket til landsretten for at blive frifundet, oplyser Københavns Politi.
Sagen udspringer af en særlig tendens, som udspillede sig sidste år. Flere end 20 gange opdagede toldere og politifolk, at især svenske statsborgere havde kufferterne proppet med kontanter, når de mødte frem for at flyve til Istanbul.
Mange er blevet dømt for hvidvask. De vidste eller burde have vidst, at pengene stammede fra lovovertrædelser.
Den seneste dom er anderledes end kurér-sagerne. Ifølge anklageskriftet havde han en mere fremtrædende rolle.
Fra kulissen - eller mere præcist fra parkeringskælderen under indkøbscentret på Amager - skal han have overdraget kontanter i euro, norske, svenske og danske kroner til to rejsende.
Den ene skulle afsted med, hvad der svarer til 1,7 millioner kroner. Den anden fik overdraget godt fire millioner kroner.
Den 48-årige syrer har erkendt at have mødt de to andre, men afviser, at der blev overdraget penge, oplyser Københavns Politi.
Kilde: /ritzau/