32-årig i nyt retsmøde: Dette kom frem om Meng-drab og overfald

32-årigs forsvarer siger, at den 32-årige nægter drab på gymnasieelev i 2016 og overfald på pige i Sorø.
Specialanklager Susanne Bluhm får onsdag medhold i sit ønske om holde retsmøde i sagen om drabet på Emilie Meng bag lukkede døre. (Arkivfoto).
Specialanklager Susanne Bluhm får onsdag medhold i sit ønske om holde retsmøde i sagen om drabet på Emilie Meng bag lukkede døre. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

17/05/2023

En 32-årig mand sigtes onsdag eftermiddag i Retten i Næstved for at have frihedsberøvet, voldtaget og dræbt Emilie Meng ved kvælning for mere end seks år siden.

Manden sidder allerede varetægtsfængslet. Det skyldes anholdelsen 16. april i Korsør efter bortførelsen af en 13-årig pige ved Kirkerup.

Onsdag ønsker anklagemyndigheden at få udvidet grundlaget for fængslingen.

Specialanklager Susanne Bluhm oplæser her sigtelserne for yderligere to forbrydelser.

Dels bortførelsen af og drabet på gymnasieeleven Emilie Meng i Korsør i juli 2016.

Og dels et overfald på en pige fra en efterskole i Sorø i november sidste år.

Slag i maven og hænder i strips

Efterskoleeleven blev truet med en kniv, da hun var ude at gå en tur.

Gerningsmanden slog pigen flere gange i maven, ligesom han placerede hendes hænder i strips på ryggen og førte hende mindst 20 meter væk, fremgår det af den sigtelse, som fremlægges i retsmødet.

Imidlertid opgav overfaldsmanden at bortføre og voldtage pigen, mener Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Manden gav pigen besked om at tælle til 100, før hun måtte bevæge sig.

- Jeg kan sige, at min klient nægter sig skyldig, siger forsvareren, advokat Karina Schou.

Civilklædte betjente har ført den 32-årige ind i retslokalet. Han kigger ikke ned mod tilhørerpladserne, hvor der sidder cirka 30 mennesker.

Han er iført hvid T-shirt og en sort Adidas-trøje og ser bleg ud. Om han vil besvare spørgsmål, er ikke afklaret, da dommeren beslutter at lukke dørene for offentligheden.

Åbne døre vil kunne hindre politiets opklaringsarbejde, mener dommeren og giver anklageren medhold.

Hensyn til efterforskningen

Selv om drabet på Emilie Meng ligger mange år tilbage, er efterforskningen på et indledende stadie, bemærker dommeren.

- Et stort efterforskningsarbejde venter forude, der skal afhøres en række vidner, og politiet skal have mulighed for at kigge efter en række effekter, siger Susanne Bluhm.

Ifølge sigtelsen ved politiet ikke, hvor Emilie Meng opholdt sig under bortførelsen, og tidspunktet for drabet kendes heller ikke.

Dog mener politiet, at drabet skete blandt andet ved kvælning.

Den 17-årige pige blev bortført nær Korsør Station ved firetiden om morgenen 10. juli 2016, fremgår det af sigtelsen.

Liget blev først fundet 24. december i en sø nær Borup på Midtsjælland.

Sidst på eftermiddagen ventes dommeren at afgøre, om der er en begrundet mistanke mod den 32-årige mand.

Kilde: /ritzau/