Ukrainske fremskridt: Hævder at have overtaget olieplatforme ved Krim

Den ukrainske offensiv bevæger sig tættere på den annekterede halvø.
Ifølge Ukraines militærefterretningstjeneste var der sammenstød mellem et russisk jagerfly og ukrainske styrker. (Arkivfoto).
Ifølge Ukraines militærefterretningstjeneste var der sammenstød mellem et russisk jagerfly og ukrainske styrker. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

11/09/2023

Ukraine hævder mandag, at landets styrker har taget kontrol over flere olie- og gasplatforme nær Krimhalvøen.

Den militære efterretningstjeneste i Ukraine udtaler i et opslag på det sociale medie Telegram, at ukrainske soldater i "en unik operation" har overtaget nogle platforme kendt som "Bojko-tårnene".

Det navn har de efter den tidligere ukrainske energiminister Jurij Bojko.

Ifølge efterretningstjenesten har olieplatformene været besat af Rusland siden 2015. Ifølge Ukraine er de blevet anvendt til militære formål af Rusland siden 2022, hvor Ruslands invasion blev indledt.

- For Ukraine havde det strategisk betydning at genindtage Bojko-tårnene, og som resultat heraf har Rusland mistet evnen til at bruge dem til militære formål, udtaler militærefterretningstjenesten GUR i en video på Telegram.

- Rusland er blevet berøvet sin evne til fuldt ud at kontrollere farvandene i Sortehavet, og det bringer Ukraine mange skridt tættere på at genindtage Krim.

Jagerfly mod bådtropper

Ifølge Ukraines militærefterretningstjeneste var der sammenstød mellem et russisk jagerfly og ukrainske styrker på en båd.

Meldingerne fra Ukraine er ikke uafhængigt bekræftet. Rusland har ikke umiddelbart udtalt sig om dem.

Krim er en ukrainsk halvø. Rusland annekterede den i 2014 med magt og efter en meget omstridt folkeafstemning, der af Vesten og Ukraine anses for at være svindel.

Søndag aften sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at ukrainske styrker den seneste uge har vundet frem ved frontlinjen mod syd.

De ukrainske styrker har hen over sommeren lanceret en modoffensiv. Det har dog ikke umiddelbart resulteret i, at store områder er blevet generobret.

Kilde: /ritzau/Reuters