Årets helt store kommunale skandale løber i disse uger af stablen i Fredericia, hvor byrådet tidligere på ugen traf den reelt uhørte beslutning : Nemlig at bortvise en kommunaldirektør, som derved ikke kun omgående fik stoppet lønudbetalingerne, men heller ikke kan forvente at få et gyldent håndtryk udbetalt. Det på trods af kutymen indenfor det kommunale Danmark ellers er, at næsten uanset hvad en kommunaldirektør har gjort for at blive fyret, medfølger der på skatteydernes regning et gyldent håndtryk i millionklassen.
Men sådan blev det ikke i Fredericia Kommune, hvor byrådet bortviste Annemarie Zacho-Broe, efter hun i flere måneder havde været hjemsendt med fuld løn.
Et skridt der kommer efter, at det den seneste tid er regnet ind med skandaler omkring ikke kun topembedsmanden, men også socialdemokraten Jacob Bjerregaard, der forlod sin borgmesterpost ved juletid.
Zacho-Broe : Jeg har en plan og den er helt efter bogen
Bortvisningen af Annemarie Zacho-Broe kommer således i forlængelse af det, kommunen ved forskellige lejligheder har kaldt for alvorlige uregelmæssigheder. Det drejer sig ikke kun om Jacob Bjerregaards påfaldende køb af en byggegrund, hvor kommunaldirektøren syntes at have spillet en problematisk hovedrolle. Men også at der i forbindelse med et kommunalt projekt, blev afholdt udgifter, hvor dokumentationen i bedste fald fremstår begrænset.
Samtidig har det også spillet ind på bortvisningen af Annemarie Zacho-Broe, at samarbejdet med Jacob Bjerregaard fremstod mere end blot fagligt. Således har en video vist de to i meget tæt dans efter en julefrokost på trods af, at socialdemokraten allerede tilbage i 2019 skriftligt afviste, at han var eller havde været i et forhold med Annemarie Zacho-Broe, som han selv havde en afgørende bestemmelse over ansættelsen af.
Men da Annemarie Zacho-Broe gik ind til opgaven som kommunaldirektør i 2019, efter en kort periode som velfærdsdirektør i Fredericia Kommune, var det ifølge hende selv med en udtalt ambition om, at der skulle være styr på sagerne. Således fortalte hun ved tiltrædelsen til Fredericia Avisen, at hun havde en klar idé om, hvad hun ville – og at alt skulle køres efter bogen :
- Jeg har en plan for mit arbejde og mit hold, og så er jeg bund ærlig – det er heller ikke altid min plan, der skal føres igennem, som jeg sagde, så fejler man. Så jeg ved ikke, hvad jeg laver om fem år, lige nu arbejder jeg med Fredericia Kommune, og det er jeg stolt af.