Kommune gør det utænkelige: Bortviser kommunaldirektør efter skandalesag

Kommunaldirektør i Fredericia Kommune Annemarie Zacho-Broe er bortvist efter flere ugers hjemsendelse. Derved går Fredericia Kommune i dén grad mod strømmen, når det handler om at tage afsked med kommunale topfolk, som næsten per definition modtager gyldne håndtryk uanset årsagen til afskedigelsen.
Fredericia Kommunes pressefoto af nu bortvist kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe
Fredericia Kommunes pressefoto af nu bortvist kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe

Lars Bjørknæs,

30/03/2021

Efter at have været hjemsendt i flere uger er kommunaldirektør i Fredericia Kommune Annemarie Zacho-Broe nu blevet bortvist.

Det har byrådet i Fredericia truffet en beslutning om mandag aften. Det oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse tirsdag.

Siden 5. januar har Annemarie Zacho-Broe været hjemsendt og fritaget fra tjeneste.

Men nu er hun altså bortvist, hvilket vil sige, at hun ikke længere skal møde på arbejde og heller ikke vil modtage løn.

Med andre ord er Annemarie Zacho-Broe ikke længere ansat i kommunen.

Bortvisningen af Annemarie Zacho-Broe sker, efter at en rapport tidligere har afdækket en række kritisable forhold.

Blandt andet har rapporten kunnet fortælle om flere eksempler på, at chefer i kommunen har handlet i strid med god skik for økonomisk forvaltning.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og Annemarie Zacho-Broe har haft et tæt forhold.

På grund af sagen er stabschef for uddannelse, bosætning og turisme Charlotte Walkusch og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard også blevet hjemsendt og fritaget for arbejde.

Fagforeningen Djøf bekræfter, at Annemarie Zacho-Broe er blevet bortvist.

Advokat Pernille Backhausen er dog kritisk over for kommunaldirektørens bortvisning, som ifølge hende ikke hviler på saglige kriterier.

- Tilliden mellem Annemarie Zacho-Broe og kommunalbestyrelsen er ikke længere til stede, hvorfor det ikke giver mening at bede om, at kommunaldirektøren kan fortsætte i sit job.

- Men kommunens kontraktlige forpligtelser skal naturligvis overholdes, så Annemarie Zacho-Broe får de fratrædelsesvilkår, som kontrakten og ansættelsesbetingelserne foreskriver.

- Der vil nu blive rejst en faglig voldgift, ligesom det vil blive overvejet at inddrage injurier og tort, siger Pernille Backhausen i en kommentar.

Fredericia Byråd besluttede på mødet mandag aften at konstituere Camilla Nowak Kirkedal i stillingen som kommunaldirektør.

Camilla Nowak Kirkedal er koncerndirektør for Børn, Unge & Kultur, men hun har siden 5. januar været fungerende kommunaldirektør.

Kilde: /ritzau/