Kommune bruger hundredvis af millioner på kuldsejlet prestigeprojekt, men skærer kraftigt i kernevelfærd

I Frederikssund Kommune prioriterer man pengene på lidt alternativ vis. Over flere år har kommunen brugt næsten 400 millioner kroner på det, der skulle have været et stort og prestigiøst byprojekt ved navn Vinge. Endnu har ingen dog ville bygge Vinge, og på grund af rod i økonomien bag byprojektet, har man været nødt til at indføre en spareplan på 100 millioner kroner. Den går ud over kommunens kernevelfærd som daginstitutioner. Nu vil Frederikssund Kommune investere yderligere 80 millioner kroner i Vinge frem mod 2022, og det vækker undren hos beboerne i kommunen.

Planen var ellers, at Vinge skulle være et af Danmarkshistoriens største byggeprojekter og et sandt prestigeprojekt for Frederikssund Kommune. I 2035 er det meningen, at Vinge skal stå færdig som en helt nybygget by med tusindvis af indbyggere. I øjeblikket bor der dog kun 200 beboere i Vinge, og endnu har ingen byggefirmaer bidt til bolle og ønsket at bygge den nye by. Med andre ord ser det sort ud for Frederikssunds prestigeprojekt.

I 2017 påbegyndte man ellers byggeriet på Vinge, men rod i økonomien bag projektet slog hul i kommunekassen, og derfor skal man over de næste fire år spare 100 millioner kroner andetsteds. Lige nu står byggeriet af Vinge stille, og for at give projektet fornyet liv vil kommunen altså investere yderligere 80 millioner kroner frem mod 2022.

Men spareplanen, der skal dække hullet efter Vinges økonomiske kollaps, rammer hårdt. Blandt andet skal Frederikssund Kommune spare på daginstitutionerne i kommunen på grund af det kuldsejlede Vinge-projekt.

DR Nyheder har interviewet et par forældre fra Frederikssund, hvis børnehave står til at lukke på grund af besparelser, der er blevet bebudet i efterårets budgetforhandlinger i kommunen.

”Jeg forstår byudvikling, og at der skal ske en hel masse, men jeg kan ikke forstå, at det skal være på bekostning af børnene”, siger Malene Andersen, hvis søn går i en børnehave i Frederikssund til DR Nyheder.

Udover besparelser, der kan komme ved at lukke børnehaver, skal de tilbageværende daginstitutioner indføre flere lukkedage, mens der samtidig også skal spares på den kollektive trafik.

Og det er nødvendigt, mener Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V). 

"Selvfølgelig er der nogen, der siger: 'Hold op med at bruge flere penge ude i Vinge.' Men Vinge er sat i verden og eksisterer, og vi har investeret ret mange penge derude, og de penge skal selvfølgelig tilbage til borgerne i kommunen", siger John Schmidt Andersen til DR Nyheder

1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere