Bruger hundredtusindvis af kroner på at engagere unge i kommunalpolitik - mindre end 1% gider deltage

Københavns Kommune bruger hvert år flere hundredetusinde kroner på et ungeråd, der skal engagere og repræsentere de unge i kommunalpolitik

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/10/2019

Københavns Kommune bruger hvert år flere hundredetusinde kroner på et ungeråd, der skal engagere og repræsentere de unge i kommunalpolitik. Det er dog ikke lykkedes særligt godt, og i år var det således kun 420 – under 1% af Københavns unge – der stemte til valget til ungerådet.

Ungeråd KBH blev stiftet tilbage i 2017 og skal fungere som et talerør for Københavns unge, der skal engagere unge mellem 12 og 20 år i kommunalpolitik og sikre dem indflydelse på Borgerrepræsentationens arbejde.

I perioden 2017 til 2020 er der sat et årligt budget på 500.000 kroner af til ungerådet. Heraf bruges 250.000 kroner til at aflønne embedsmænd tilknyttet ungerådet, mens der i 2019 frem til september ligeledes er brugt mere end 20.000 kroner på forplejning til møder i ungerådet. Heraf er langt størstedelen gået til indkøb af pizzaer.

Det viser en aktindsigt, som 180Grader har fået fra Københavns Kommune.

Ungerådets penge bruges desuden også på at afholde årlige valg, hvor unge i Københavns Kommune kan stille op som kandidater og afgive deres stemme til de kandidater, de gerne vil repræsenteres af.

Aktindsigten viser, at der i år var budgetteret med 147.000 kroner til det nyligt overståede ungerådsvalg, der strakte sig fra den 13. til 25. september.

Blandt disse penge var blandt andet afsat 40.000 til forskellig reklamevirksomhed for valget såsom grafiske materialer, busplakater og reklamer på sociale medier.

Samtidig viser aktindsigten fra kommunen også, at pengene ikke nødvendigvis er givet særligt godt ud. Af de i alt 45.713 stemmeberettigede unge i Københavns Kommune var det nemlig kun 420 personer, der afgav deres stemme til valget og dermed var med til at bestemme, hvilke kandidater, der kunne indtage de 35 pladser i ungerådet. Det svarer til en stemmeprocent på 0,919%.

Stemmeprocenten i 2019 var lavere end ved tidligere valg

Børne- og Ungdomsforvaltningen kan overfor 180Grader oplyse, at stemmeprocenten i 2019 var lidt lavere end i de foregående år.

En forklaring herpå antages ifølge forvaltningen at være, at kravene til datasikkerhed blev skærpet i forbindelse med dette års valg. Skærpelsen betød, at en del af de stemmeberettigede havde udfordringer med at afgive deres stemme.

Det er fra forvaltningens side forventningen, at de skærpede krav kan håndteres fuldstændigt i valgsystemet frem mod næste års valg.

Kilde: