8-årig pige efter kæmperegning fra kommune: 'Jeg betaler ikke en krone'

Retten i Hjørring har besluttet, at en pige på kun otte år skal betale sagsomkostninger i en sag, som blev anlagt i forlængelse af hendes uretmæssige tvangsfjernelse fra hjemmet.
Foto: Pexels, Pixabay
Foto: Pexels, Pixabay

180Graders Redaktion,

22/02/2023

'Tre mindreårige nordjyske søstre er blevet solgt til prostitution – og forældrene bliver betalt med en brugt bil.'

Sådan lød den vigtigste del af den anonyme indberetning, som Hjørring Kommune tilbage i 2018 modtog om Bom-familien fra Nordjylland. Det fik nærmest omgående den lokale børne- og ungeforvaltning til at skride til handling, hvorefter alle tre søstre blev tvangsfjernet.

Samtidig blev også politiet kontaktet, men herfra lød vurderingen, at der ikke var noget om snakken.

Alligevel opretholdt Hjørring Kommune i omkring 1½ år tvangsfjernelsen af de tre Bom-søstre, som nu ifølge Journalista.dk har modtaget en stor regning fra selv samme kommune. Det uanset at den yngste af søstrene kun er otte år gammel.

Overfor gravermediet fortæller både hun selv og resten af familien, at Hjørring Kommune ikke skal forvente at modtage én eneste krone. Det skyldes, at familien er af den overbevisning, at det ikke er dem, der skal betale for Hjørring Kommunes fejl.

Kravet på flere hundrede tusinde kroner kommer i forlængelse af en retssag, som Bom-familien anlagde mod Hjørring Kommune om tvangsfjernelsernes lovlighed. Familien blev dog nødsaget til at trække den grundet afslag på fri proces, hvilket fik Hjørring Kommune til at fremsætte et krav om betaling af sagsomkostninger.

Hvilket kommunen fik medhold i af Retten i Hjørring, som i en kontroversiel afgørelse besluttede, at omkostningerne skulle betales af pigerne – uanset at de alle var umyndige på tidspunktet for sagsanlægget.