Af Lars Adam Rehof, grundlægger af Center (nu Institut) for Menneskerettigheder og Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen
Mens statsministeren er en ferm indenrigspolitiker er hun ikke trådt i karakter i udenrigspolitikken. I modsætning til forgængerne på posten. Såvel Løkke, Thorning, Fogh og Nyrup kastede sig med engagement og ildhu over udenrigspolitikken.
Statsministeren behandler udenrigspolitikken som indenrigspolitik. Frederiksen scorer billige points for at hente vælgere til S fra Dansk Folkeparti med en fodslæbende Europapolitik. Men populisme og opportunisme fører ikke noget godt med sig i udenrigspolitikken. Her burde det handle om at varetage danske politiske og økonomiske interesser.
Frederiksens udenrigspolitik mangler en klar udenrigspolitisk strategi. Den er initiativ- og farveløs, Danmark driver for vinden. Vi optræder risikoangst. Det nytter ikke at løse dag-til-dag sagerne, såfremt der ikke er nogen retningssans, strategisk tænkning eller udenrigspolitisk vision.
Verden står ikke stille, mens regeringen klarer ærterne i den hjemlige andedam.
Mest påtrængende er behovet for en dansk Europapolitik. Den Europæiske Union er nøgleaktøren, når det gælder relationerne til vore amerikanske venner - nu med en ny, progressiv administration på plads - samt Kina og Rusland.
Alt taler for en fælles EU-udenrigspolitik: Når EU-landene er nået til enighed om fælles positioner i udenrigspolitikken, er det næsten altid holdninger, som langt de fleste danskere opfatter som sympatiske. Glem heller ikke, at det kun er sammen med de andre EU-lande, at vi kan rykke i verden.
Der er intet alternativ til EU. EU er afgørende for at forhindre europæisk fragmentering og fastholde demokratiet som den politiske styreform i Europa.
Derfor bør Regeringen sikre, at Danmarks udfordringer fremover bliver set i en bredere europæisk sammenhæng; når det gælder økonomi, beskæftigelse, klima, miljø og sikkerhed.
Det handler ikke om genoplivning af den gamle diskussion om for eller imod EU. Det gælder slet og ret forsvaret af vitale danske økonomiske og politiske interesser.
Vi kunne tidligere ofte stå sammen med briterne i eksempelvis spørgsmålet om frihandel. Med Brexit får den fransk-tyske akse fornyet betydning. Glædeligvis med stærkt pro-europæiske regeringer i såvel Berlin og Paris. Her bør Danmark gøre vore hoser grønne. Men EU-forbeholdene er en klods om benet.
Regeringen bør derfor snarest tage initiativ til den livsvigtige debat om Europas fremtid og Danmarks rolle. Med sigte mod en afskaffelse af de fire skadelige forbehold.
Nok så vigtigt: Statsministeren bør give såvel udenrigsminister Kofod som udenrigsministeriet plads til at føre udenrigspolitikken. Statsministerens topstyring er af det onde.
Hvis Udenrigsministeriet skal løfte opgaven i en mere uforudsigelig og farlig verden, er der behov for tilførsel af øgede ressourcer. Det danske udenrigsministerium er det relativt set mindste i Norden. Sat på spidsen: Hvis de seneste års nedskæringer af udenrigstjenesten fortsætter, har vi slet ikke et udenrigsministerium om 12-15 år!
Udenrigsministeriet skal spille en proaktiv rolle og levere den merværdi, der får hele regeringens udenrigspolitik til at hænge sammen.
Ministeriet bør råde over en strategisk, visionær kraft. En evne til at omsætte en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi til praktisk politik, så Danmark kan optræde aktivt og ikke blot reagerende. Regeringen skal samtidig tilføre ministeriet specialviden, fx på nedrustningsområdet.
Kvantitativt kan Udenrigsministeriet i ekspertise i dag slet ikke hamle op med fx Forsvarets Efterretningstjeneste, som er forgyldt med både meget betydelige økonomiske midler og mange medarbejdere. En del af ressourcerne i denne og andre institutioner bør føres tilbage til Udenrigsministeriet, så de kan anvendes mere målrettet til fordel for varetagelsen af danske interesser. Derved kunne Udenrigsministeriet styrkes, uden at det belaster statskassen yderligere.
Jo mindre et land er, des større er omverdenen. Dvs des større er behovet for en effektiv udenrigstjeneste. Danmark har aldrig været så afhængig af omverdenen som nu, når det gælder vor frihed, vækst og velstand.
Tidligere var Danmark et land, der havde større indflydelse end vor beskedne størrelse berettiger til. Vi var et foregangsland med hensyn til grøn energi, vi gav en skyhøj hjælp til de fattigste lande i verdenssamfundet og stillede op med fredsbevarende styrker i verdens brændpunkter. Under Mette Frederiksens ledelse er vi blevet "småstat Danmark".
Vi skal begynde at tænke offensivt. Danmark har interesser at varetage. Men uden en klar udenrigspolitisk profil bliver det meget svært. Her er statsministerens store udfordring ...
Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
