Af Mai Manniche, smykkedesigner og ejer, JEWLSCPH, BA i Medievidenskab & Økonomi, Københavns Universitet
Det er ingen hemmelighed, at vi (min mor, Vibeke Manniche) og jeg har været en del i vælten den sidste uges tid. Hvorfor? Fordi vi helt basic bruger vores demokratiske ret. Kaldet ytringsfrihed. At man som borger har lov til at ytre sin holdning og stille sig kritisk til regeringen. Ikke mindst når en beslutning får katastrofale følger for landets befolkning.
Min mor, læge og ph.d. i social medicin, har i en meget stor del af sin lægelige karriere beskæftiget sig med forekomsten af sygdomme, herunder smitsomme sygdomme. Hun har i mange år rådgivet og undervist dagpasningerne ift netop forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Kort sagt hun har en stor faglig indsigt i emnet, og på baggrund af denne, råbte vi sammen vagt i gevær. Som de eneste gik vi mod strømmen, og stillede os kritiske til regeringens meget voldsomme nedlukning af samfundet afstedkommet på et meget spinkelt, lægefagligt grundlag.
Vores formål var og er, at få proportioner i indsatsen ikke mindst sammenholdt med forventningen om, at vi ikke nu var eller er på vej ind i en bragende coronaepidemi. Ja, der er et udbrud af covid-19, men er det ensbetydende med, at hele samfundet skal lukkes ned? Hvor er den dokumentation der viser, at det er nødvendigt at lukke samfundet ned? Den dokumentation findes ikke.
Det hele er reelt et eksperiment. Det vovede vi at sige offentligt og samtidig påpege andre løsningsmuligheder. Vi vovede at råbe op – baseret på min mors faglige indsigt på området, og vores tro på det bedste for fællesskabet. Behøver jeg genfortælle hvad der skete?
Sagt pænt – det gav luft til svinehundene i den danske befolkning. Mildest talt. Det var som om, at en stor del af befolkningen havde mistet forstanden og alene formåede at svine og mobbe – frem for reelt at sætte sig ind i sagen. Lytte til vores budskab. Nemlig at få proportioner i indsatsen. At sætte det hele i et ordentligt perspektiv.
I influenzasæsonen 2017/2018 døde 2822 mennesker – hvem husker det? Og lukkede vi da samfundet? Nej. Siden 27.2.20 hvor første smittede blev påvist herhjemme er der 77, som er døde med covid-19. I samme periode er 4800 mennesker døde herhjemme.
At forholde sig til, at vi er Danmark og IKKE Italien. At forholde sig til tallenes udvikling, forårets komme og Danmarks demografiske præmis. Kort sagt, at forholde sig til regeringens voldsomme nedlukning og stille dem de kritiske spørgsmål. Spørge landets politikere om de vidste og ved hvad de laver. De sidste dage har vist, at det gør de næppe.
Der var og er også rigtig meget opbakning, og det er tydeligt, at flere og flere nu forstår vores budskab. Men det har været skræmmende at opleve, hvordan en stor del af den danske befolkning, har glemt hvad det vil sige at leve i et demokrati. At vi har lov til at være uenige. At vi har lov til at stille de kritiske spørgsmål.
Så har vi slet ikke snakket om mediernes interesse i at skabe og fastholde en corona-angst. At holde liv i en massepsykose, hvor alle andre sygdomme pludselig er pist væk. Nu er det alene corona det handler om og intet andet. Angsten for at gå forbi en på gaden og – OMG – blive smittet med den frygtelige covid-19. Medierne har smittet befolkningen med en massiv corona-angst - uden et eneste forsøg på at perspektivere sagen.
Selvsamme har uden tvivl været medvirkende til regeringens voldsomme indgreb, fordi politikerne – ligesom os andre – selvfølgelig i stor grad lader sig påvirke af mediehistorierne.
Medierne har således hele vejen igennem tydeligvis haft en stor interesse i at fremføre en ensidig og helt ukritisk vinkel på corona-situationen. Det har vi da også selv oplevet i flere situationer, hvor journalister alene har haft et formål. At fremvise en ensidig ukritisk vinkel og gå efter os som budbringere. Heldigvis er medierne nu begyndt at være kritiske overfor regeringens nedlukning – måske fordi det nu også koster dem arbejdspladser og manglende annoncekroner.
Til sidst vil jeg afslutte med mit svar på det spørgsmål, som jeg har fået flere gange. Om jeg bare gør det for min forretnings skyld? Uha, nej. Så var det langt bedre at tie stille. Men jeg kan og vil ikke se på, at vores samfund bliver totalt smadret. At flere hundredetusinde mennesker mister deres eksistensgrundlag. At syge ikke bliver behandlet korrekt. At vi pludselig lever i noget der leder tankerne hen på et totalitært samfund. Det er angstprovokerende og på ingen måde i orden.
Som borger har vi et ansvar for fællesskabet og for mig (og min mor) er det vigtigt at tage det ansvar på os. Vi ser det som et borgerligt ombud – og i denne sammenhæng baseret på min mors lægefaglige viden. Det har vi gjort og gør fortsat. Jeg er umådelig stolt af at have været med til at sætte debatten i gang og jeg håber, at vi nu kan få landet åbnet FØR d. 13 april. Og at landets politikere har en rigtig god plan for fremtiden. Det får vi hårdt brug for.
Lad os få Danmark tilbage. Lad os få demokratiet tilbage. Lad os få åbnet landet straks.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
