Af Niels Thøgersen Elevrådsformand på Frederiksborg Gymnasium og HF samt formand for DGS Nordsjælland
Du undrer dig måske over, hvorfor C.L. Seifert allerede nu er begyndt på hueopmålingen, når der er 9 måneder til, studenterne udklækkes. Jeg undrede mig i hvert fald, da jeg fik at vide, at jeg skulle stille mig klar en onsdag kl. 16:00 for at få målt omkredsen af mit kranie. Det er dog naivt at tro, at dette var det eneste, som skulle ske, for selve hueopmålingen startede med en 20 min. salgstale, før vi kom til selve opmålingen, der tog 10 sek. Selvfølgelig er C.L. Seifert et firma, der ligesom alle andre firmaer skal have overskud på bundlinjen, og man kan derfor godt unde dem deres salgstale. Problemerne lå nærmere i selve indholdet af salgstalen, og det, der senere skulle ske:
Et endagstilbud over flere dage
Først og fremmest kunne C.L. Seifert-repræsentanterne stolt forklare, hvordan man i dag, og kun i dag, kunne få 40% rabat på studenterhuepakkerne, som de udelukkende reklamerede for i salgstalen. Pakkerne kostede altså nu helt ned til omkring 1700 kr., selvfølgeligt uden diverse ekspeditionsgebyrer, m.m., og i dem fik man udover din studenterhue nu også fik champagneglas og andet nips. Når man husker på, at SU'en for en gymnasieelev ligger på omkring de 950 kr., fremstår det fuldstændig absurd, at eleven skal bruge 2 måneders SU på en hue, som skal bruges en uge. Netop også på grund af denne astronomiske pris, selv efter rabatten, gik flere af mine klassekammerater hjem og købte deres pakke som det første, fordi de i hvert fald aldrig ville få råd til at købe pakken, når rabatten var forsvundet. "Hvorfor så ikke bare købe huen alene uden en pakke", tænker du så. Det var selvfølgelig også en mulighed, men her var C.L. Seifert-repræsentanterne på forkant og fastslog for os gentagne gange i deres salgstale at "Det er lige så dyrt at købe studenterhuen alene som at købe pakken med rabat". Personligt havde jeg hverken tid, penge eller overskud til at sætte mig ind i at skulle købe huen, så jeg bestemte mig for, at jeg så måtte finde et alternativ, når jeg havde tid. Det var det rigtige valg, for C.L. Seiferts endagstilbud endte med at være en smule mere end blot én dag. Den følgende dag kunne jeg nemlig gå ind på deres hjemmeside og stadig vælge de 40%, dagen efter det samme, osv. Helt præcist løb endagstilbuddet i 15 dage, fra hueopmålingen den 23. september til den 7. oktober.
Den 7. oktober
Den 7. oktober udløb tilbuddet endeligt, men dette var ikke det eneste: Nu var det nemlig slet ikke muligt at købe pakkerne mere. På deres hjemmeside var og stadig er det nu kun muligt at se på pakkerne, mens funktionen for at købe dem er forsvundet. Der var altså tale om en falsk rabat, hvor prisen blev sat med fra en startpris, der aldrig nogensinde eksisterede. På nuværende tidspunkt er det kun muligt at købe studenterhuerne separat, men også her er en række muligheder nu forsvundet: Nu kan man f.eks. ikke få skrevet navnet på ens uddannelse på huen eller få flagbånd på.
C.L. Seiferts taktik er således at snyde gymnasieeleverne til at tro, at medmindre de køber deres studenterhue med det samme, så vil huen blive dyrere, og mulighederne for at designe den vil blive færre. På denne måde undgår C.L. Seifert, at eleverne begynder at kigge efter andre alternativer, f.eks. fra andre firmaer, og virksomheden skaber på denne måde et monopol for sig selv – og kan på baggrund af monopolet presse prisen i vejret. Efter at have snakket med 3.G- og 2.HF-elever fra mit elevråd har det vist sig, at flere af dem slet ikke vidste, at der var alternativer til C.L. Seifert – alternativer, hvor huen ofte koster mindre end det halve af de 1700 kr. C.L.
Seiferts absurde priser spiller ligeledes en stor rolle i en tendens, hvor det bliver stadigt dyrere at være gymnasieelev. Studenterhuer, studenterkørsel, introture, studietrøjer m.m. er alle ting, som eleverne er tvunget til at betale, hvis de ikke vil blive udelukket fra klassens sociale fællesskab, men som kan være noget af en mundfuld ved enten ingen SU eller en meget lav en af slagsen. På grund af dette føler mange gymnasieelever sig nødsaget til at arbejde ved siden af deres uddannelse, som ellers er fuldtid. Når man desuden indtænker ting som studieture og diverse computerprogrammer til undervisningen, som eleverne også selv skal betale for, og som er vitale for, at eleven kan følge med i undervisningen, må man overveje, hvor gratis ungdomsuddannelserne egentlig er – selvom vi danskere elsker at bryste os med vores gratis uddannelser.
Strukturen for studenterhuefirmaerne
Helt grundlæggende ligger der dog også et problem i selve strukturen for studenterhueprocessen. Processen foregår ved, at den enkelte skole vælger et firma, som skal være den officielle studenterhueleverandør til hele skolen. Dette firma kommer så ud for at tage opmålinger, men mest af alt for at reklamere, som vi også så det i mit tilfælde. Problemet ved denne model er dog, at der er stor chance for, at eleven så blot vælger den officielle leverandør, fordi dette er den åbenlyse mulighed. Derfor går den frie konkurrence tabt, som ellers skulle være med til at sikre, at elevens studenterhue var af bedste kvalitet til den laveste pris. Selve valget af studenterhueleverandøren er ligeledes sjældent demokratisk, men bliver i stedet taget af en lille gruppe elever eller af ledelsen. I stedet burde det enkelte gymnasium lave en form for studenterhuearrangement, hvor alle studenterhuefirmaerne blev inviteret til at reklamere for deres huer, så man sikrede sig, at der var fri konkurrence, at gymnasieeleverne frit kunne vælge, og så man undgik hele problematikken med det demokratiske valg.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
